I dag er der mangel på bloddonorer flere steder i landet, men hele 52 procent af de danske lønmodtagere ville tilmelde sig, hvis donationen kunne foregå i arbejdstiden.
"Det er utroligt positive tal, der tydeligt viser en mulighed for at afhjælpe manglen på bloddonorer. Når det bliver nemmere og mere tilgængeligt at donere, er langt flere villige til at bidrage – og den store interesse blandt medarbejderne er et fantastisk udgangspunkt for at finde en alternativ tilgang til problemstillingen," siger Jens Neustrup Simonsen, Landsformand i Business Danmark.
Også hos Bloddonorerne Danmark er man glade for tilkendegivelsen.
”Det er positivt, hvis virksomheder støtter op om et vigtigt initiativ som bloddonation. Det er nødvendigt med mange forskellige initiativer for at gøre det så let og attraktivt som muligt for donorerne at give blod, og tapning i arbejdstiden kan være et af disse initiativer,” siger Bente Graversen, landsformand for Bloddonorerne Danmark.
Styrker virksomhedens image
Af undersøgelsen fremgår det desuden at mere end halvdelen (55 pct) af de danske lønmodtagere mener, det er vigtigt, at virksomheder støtter op om initiativer som bloddonation.
"Jeg tror, at hvis det var muligt for flere virksomheder – at få besøg af de regionale mobilblodbanker så vil det blive modtaget positivt, og vi ville se en stigning i antallet af bloddonorer. Og mon ikke også virksomheder kunne se det som et socialt ansvarlighedstiltag, som igen vil være med til at styrke virksomhedens evne til at tiltrække og fastholde de dygtige kandidater," siger Jens Neustrup Simonsen.
Faktaboks (kilde: Bloddonorerne Danmark)
For at blive bloddonor skal du:
Være sund og rask
Være mellem 17 og 65 år
Veje mindst 50 kg (60 kg for at give plasma)
Der er i dag 180.000 bloddonorer i Danmark
I 2025 er der behov for yderligere 33.000
Undersøgelsen er er gennemført for Business Danmark i perioden 21/1 2025 – 30/1 2025 blandt et repræsentativt udvalg af Norstats panel. I alt har 1010 personer 18-66 år besvaret undersøgelsen – alle i job.