Har en virksomhed et arbejdsmiljøcertifikat hængende på væggen, er arbejdsmiljøindsatsen generelt allerede på et højere niveau end virksomheder uden certificering.
Det viser ny forskning fra Det National Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), SDU og TeamArbejdsliv.
Her ses dog også, at risikoen for alvorlige arbejdsulykker ikke blev yderligere reduceret i tre år efter certificeringstidspunktet.
"Vores forskning viser, at det primært er de bedste arbejdspladser målt på forekomsten af arbejdsulykker, der bliver certificeret. Der er en sammenhæng mellem arbejdsmiljøcertificering og lavere risiko for arbejdsulykker, men ikke nødvendigvis en direkte sammenhæng," siger seniorforsker på NFA Johnny Dyreborg, der står bag den nye forskningsartikel.
Allerede gode før certificering
De arbejdsmiljøcertificerede virksomheder havde 14 procent lavere risiko for alvorlige arbejdsulykker allerede to år inden certificeringen, i forhold til sammenlignelige virksomheder uden certificering.
"Det tyder på, at det er virksomheder med en lavere risiko for arbejdsulykker, der vælger at få certificeret deres arbejdsmiljøledelsessystem. Det kan både skyldes, at virksomhederne forbedrer deres sikkerhed i forberedelsen hen imod certificering, eller at de allerede havde en velfunderet systematisk arbejdsmiljøindsats, inden de valgte certificering," siger Johnny Dyreborg.
Som en del af undersøgelsen har forskerne set på data for arbejdsulykker fra over 10.000 virksomheder i perioden 2010-2018.
Handler om indsats før og efter
Den nye forskning er interessant for virksomhederne, da mange ifølge Johnny Dyreborg ser arbejdsmiljøcertificeringen som et redskab til at forbedre sikkerheden.
- Vores forskning peger på, at der skal være et vedvarende og systematisk fokus på arbejdsmiljøindsatsen – også i perioden efter en eventuel certificering – hvis vi skal nedbringe arbejdsulykkerne, siger Johnny Dyreborg.
NFA udvikler løbende forskningsbaserede materialer og værktøjer til brug for arbejdsmiljøarbejdet på danske arbejdspladser. Det kan for eksempel være spørgeskemaer, procesguider og manualer.
På NFA’s hjemmeside kan du finde værktøjer til for eksempel
Safety Observer App: En gratis app, som gør det nemmere at undersøge arbejdsrelaterede sikkerhedsforhold og sikkerhedsadfærd på en arbejdsplads. https://nfa.dk/vaerktoejer/andre-vaerktoejer/safety-observer-app
Sikkerhedskassen: En samling af praktiske redskaber, som kan bruges til at skabe bedre sikkerhed på arbejdspladsen. https://nfa.dk/vaerktoejer/andre-vaerktoejer/sikkerhedskassen
Toolbox-træning: Et træningsforløb rettet mod formænd i byggebranchen, der introducerer forskellige planlægnings- og kommunikationsværktøjer, som formændene kan bruge direkte i hverdagen. https://nfa.dk/vaerktoejer/andre-vaerktoejer/toolbox-talks-i-byggebranchen/toolbox-traening/
Fakta
Et arbejdsmiljøledelsessystem er en dokumenteret og struktureret beskrivelse af, hvordan arbejdspladsen sikrer, at der skabes et sikkert og sundt arbejdsmiljø i form af politikker, procedurer og guidelines.
Et arbejdsmiljøledelsescertifikat udstedes af Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO), og i disse år ses der en stigning i udbredelsen af certificeringerne både i Danmark og udlandet.