Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Undersøgelse viser: Så mange af os lider af en uoverskuelig mængde opgaver på arbejdet

Arbejdsliv

27/06/2024 16:19

J. Bøgen

Det er blandt andet manglende ressourcer og urimelige deadlines, der driver tendensen.

26 procent af danske medarbejdere oplever oftere end andre en uoverskuelig arbejdsbyrde i deres daglige arbejdsliv.

Det er særligt manglende ressourcer eller urimelige deadlines, som skaber en uoverskuelig arbejdsbelastning, viser analyse fra PwC om det danske arbejdsmarked fra foråret 2023.

Analysen viser desuden, at 17 procent af de danske medarbejdere ofte føler sig overvældet af en for stor arbejdsbyrde, og 8 procent angiver det som en normal del af deres arbejdsliv at have en uoverskuelig arbejdsbyrde. Til sammenligning oplever henholdsvis 21 procent og 20 procent af de svenske og tyske medarbejdere ofte en uoverskuelig arbejdsbyrde i deres arbejdsliv. Globalt svarer 22 procent det samme.

“De danske medarbejdere oplever for ofte en uoverskuelig arbejdsbyrde i deres arbejdsliv. Det er en udfordring, som man skal tage alvorligt. Det kan skabe et negativt arbejdsmiljø med stress, udbrændthed og dårligere trivsel, og derfor er det så vigtigt at adressere og være opmærksom på,” fortæller Kim Domdal, partner i PwC Consulting, og fortsætter:

“Det er særlig vigtigt, at lederne er tæt på sine medarbejdere. Ledere skal være opmærksomme på medarbejdernes arbejdsbyrde og sikre tilstrækkelige ressourcer og realistiske deadlines. Det kræver en aktiv indsats for at skabe et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne føler sig støttet og i stand til at håndtere deres opgaver effektivt."

Mangel på ressourcer (41 procent), herunder personalemangel og urimelige deadlines, urealistiske mål (26 procent) og manglende support fra ledelsen (21 procent) udgør de tre største faktorer for at skabe en overskuelig arbejdsbyrde, viser PwC’s Workforce Hopes and Fears Survey 2023.

Generation Z er mere tilbøjelig til at skifte job

Analysen viser desuden, at 21 procent af de danske medarbejdere er tilbøjelige til at skifte job i løbet af de kommende 12 måneder. For Generation Z gælder dette 29 procent, mens det for Millennial og Generation X henholdsvis er 25 procent og 19 procent Derudover angiver knap 8 ud af 10 danskere, at de har et meningsfuldt arbejde, og 6 ud af 10 mener, at de er retfærdigt belønnet økonomisk for deres arbejde.

“Selvom danskerne i højere grad end vores nabolande oftere oplever et for stort arbejdspres, finder størstedelen deres job meningsfuldt. Det er dog fortsat vigtigt, at man som arbejdsgiver hele tiden fokuserer på at skabe et positivt arbejdsmiljø baseret på tillid og åbenhed. Derudover skal der være udviklingsmuligheder, og man skal som medarbejder kunne tilpasse sin karriere alt efter, hvor man er i livet,” afslutter Kim Domdal.

Om undersøgelsen

PwC’s Workforce Hopes and Fears Survey 2023 bygger på svar fra 53.912 personer, der enten er i arbejde eller aktiv på arbejdsmarkedet.

Undersøgelsen blev foretaget i april 2023 på tværs af 46 lande, herunder Danmark, Sverige og Tyskland.

I Danmark har 522 personer deltaget i undersøgelsen. I Sverige og Tyskland har henholdsvis 1.000 og 2.143 personer deltaget i undersøgelsen.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.