Et nyt partnerskab skal gøre Bornholm til en grøn energiø. Foto: Shutterstock
Et nyt partnerskab skal gøre Bornholm til en grøn energiø. Foto: Shutterstock

Nyt partnerskab skal gøre Bornholm til førende grøn energiø

Bæredygtighed

02/09/2022 11:47

J. Bøgen

Med sin position i Østersøen har Bornholm alle forudsætninger for at blive et grønt kraftcenter.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sammen med en lang række lokale og nationale aktører vil regeringen gøre Bornholm til et erhvervsfyrtårn inden for udvikling, test og demonstration af grøn energi.

Som en vigtig del af arbejdet lancerede aktørerne på Bornholm tidligere på ugen den erhvervsdrivende fond Baltic Energy Island, som skal danne rammen for de kommende aktiviteter, når Bornholm skal være førende grøn energiø.

Det skal blandt andet ske gennem tæt samarbejde mellem private virksomheder, vidensinstitutioner, forsyningsvirksomheder mv.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Blandt de øvrige aktiviteter er etableringen af et Residental College, som skal skabe et stærkt samarbejde mellem studerende, forskere og virksomheder om grøn energi, samt afklaring af potentialet for et test-center for energiø-teknologi på Bornholm.

Jublende ministergruppe

Erhvervsminister Simon Kollerup siger:

"Bornholm har alle forudsætninger for at blive et grønt fyrtårn. Derfor er jeg også stolt over at vi i dag kommer med en partnerskabsaftale, hvor regeringen sammen med stærke lokale og nationale kræfter skruer op for test af grøn energi. Det vil ikke alene gøre vores verden grønnere men også skabe flere grønne arbejdspladser over hele landet."

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen:

"Bornholm har potentiale til at blive Østersøens grønne teknologiske knudepunkt. Der er lokal opbakning til den grønne omstilling og tårnhøje ambitioner for øens grønne fremtid, fordi bornholmerne forstår at udnytte de muligheder, som f.eks. Energiø Bornholm bringer til solskinsøen."

Partnerskabet for det bornholmske erhvervsfyrtårn består foruden regeringen af det lokale konsortium, Erhvervshus Hovedstadens filial på Bornholm samt Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Det lokale konsortium består af en lang række lokale og nationale aktører, og er i partnerskabet repræsenteret ved Professor Jacob Østergaard, Divisionschef ved DTU Institut for Vind og Energisystemer samt Ulrik Stridbæk, Chef for energiøkonomi, Ørsted.

"Østersøen rummer et stort uudnyttet potentiale for både grøn omstilling og dansk erhvervsliv. Med Bornholm som energiø og erhvervsfyrtårn skaber vi muligheden for at samarbejde om innovation og udvikling af de grønne energiteknologier, som skal ud at arbejde på det globale marked. Etablering af den erhvervsdrivende fond Baltic Energy Island er første spadestik i denne udvikling, hvor ambitionen er, at skabe et nationalt og internationalt knudepunkt for grøn energi, som allerede i det nye år vil udrulle de første projekter. Det er et arbejde, som vi i Ørsted ser frem til," siger Ulrik Stridbæk.

Milliard afsat til erhvervsfyrtårne

Regeringen har i alt afsat 1 milliard kroner til at udvikle de otte lokale erhvervsfyrtårne.

Erhvervsfyrtårnene bygger på anbefalinger fra regeringens regionale vækstteams og skal med udgangspunkt i lokale erhvervsstyrker bidrage til at opdyrke nye danske styrkepositioner inden for bl.a. grøn energi, Power-to-X, CO2-fangst, biosolutions og robotteknologi.

Med partnerskaberne går regeringen skridtet videre og forpligter sig til at udvikle erhvervsfyrtårnene gennem en række forskellige initiativer.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.