Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Få det fikset i påsken: Kan forhindre, du bliver blændet, når du sidder bag rattet

Bil og motor

22/03/2024 13:27

J. Bøgen

Der er flere ting, du bør få styr på snarest muligt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Frosten er ved at slippe sit tag, det sidste sjap er væk, og vejsaltet skal pakkes ned for sommeren. Det er et godt tidspunkt for en klargøring af bilen, for vinterens vejr og vejsalt er hårdt for en bil og medfører slid.

En forårsklargøring giver en mere velholdt bil, men også en sikrere bil. Det fortæller Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

"Vinteren sætter sit spor på bilerne. Både de ganske tydelige på ruder, lak og spejle, men også mindre tydelige på bremser og vinduesviskere. Derfor anbefaler vi at give bilen en kærlig omgang i anledning af foråret. Vejret er nu mildere til opgaven, bilen holder længere, og kørslen bliver sikrere, så der er mange gode grunde,” siger Anette Bjørn Juncher.

Undgå at blive blændet af forårssolen

Hun peger på, at sikkerheden er en særlig god grund til en forårsklargøring, og her kan man selv foretage et vigtigt tjek, der bliver mere relevant, i takt med at solen lister længere frem.

"Vinteren fører salt og skidt med sig, som kan danne et fedtet lag på ruder og spejle, og det øger risikoen for, at føreren bliver blændet. Det er et simpelt råd at give glasset en ekstra grundig rengøring med ruderens eller et andet rengøringsmiddel, men det kan medvirke til at forebygge farlige situationer i forårstrafikken," siger Anette Bjørn Juncher.

Et fuldt tjek omfatter ifølge Anette Bjørn Juncher de synlige og tilgængelige dele, man selv kan komme til, mens anbefalingen fra SOS Dansk Autohjælp lyder, at man lader værkstedet om at tjekke bremser og bremsekabler.

Rens ruder og spejle

En grundig rens alle bilens ruder og spejle nedsætter risikoen for at blive blændet af skarp forårssol.

Udluftning, støvsugning og vask

Det er ligetil. En forårsklargøring begynder med en udluftning af kabinen, så man kommer af med vinterens fugt. En dag med sol og tør luft er bedst til det. Derudover skal bilen vaskes, støvsuges og gennemgås for stenslag og skrammer. Er der laksskader, kan det betale sig at udbedre dem i opløbet.  

Tjek lyset

Det er vigtigt for sikkerheden, at alle pærer og lygter virker, som de skal. Vent til mørket falder på, og tjek om bilens lys og signallamper virker i alle indstillinger.

Hvornår skal man skifte til sommerdæk?

Det store spørgsmål, der kræver, at man holder godt øje med vejrmeldingerne. SOS Dansk Autohjælp anbefaler, at man skifter til sommerdæk, når temperaturen ikke længere kommer under syv grader.

SOS Dansk Autohjælps huskeliste

  • Kontrollér lygter og pærer

  • Rengør ruder og spejle

  • Vask bilen – også gerne undervognen

  • Smør viskerarme, dørhængsler og brændstofklap

  • Rens kølerens lameller for snavs

  • Tjek oliestand, efterfyld evt. kølervæske og bremsevæske

  • Påfyld sprinklervæske – brug sommersprinklervæske

  • Gennemgå lak for stenslag og skrammer

  • Rengør kabinen med støvsuger og klud

  • Tjek vinduesviskere – og lad værkstedet tjekke bremserne

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.