Ordet (fag)professionel forekommer tit her på DenOffentlige i forbindelsen med diskussionen af offentlig ledelse, NPM, djøffere og andet utøj. Hvorfor ikke overlade arbejdet og beslutningerne til de professionelle? Sæt dem fri fra politikeres og djøfferes inkompetente krav. De er jo dog uddannet til det, de laver, hedder det.
Mere om Bøjes Verden
Bøje Larsen har både været konsulent for og underviser af offentlige ledere og medarbejdere, især i regi af eget firma, han har været forfatter og forsker. Han var senest professor ved CBS, hvor han nu er tilknyttet som adjungeret.
Bøje Larsen spidder stemninger og normative opfattelser og inviterer til respektfuld debat.
Læs mere fra Bøjes Verden lige her.
Ud over at være en fri betegnelse, har ”professionel” også flere betydninger. Som bekendt kan man være professionel fodboldspiller i modsætning til amatør, der ikke lever af det. Man kan som håndværker blive rost for at lave et ”professionelt stykke arbejde”, hvilket så betyder ”rigtigt godt”.
Sociologisk definition af professionelle
Her vil jeg tage udgangspunkt i det, man kan kalde den sociologiske standardforståelse af professionelle. Her et andet link. Den er dels mere præcis, og dels har den et indhold, der gør den egnet til drøftelsen af, om ”professionelle” har særlige forudsætninger for en rolle i styringen af samfund og institutioner. Det mener jeg, at de har – hvis de ellers er professionelle efter denne definition.
Definitionen består i min tolkning af 5 punkter. Ved hvert punkt diskuterer jeg forskellige faggruppers mulige stilling i forhold til punktet. Men det er kun min vurdering. Skal man gå videre, må man empirisk undersøge, hvad der faktisk foregår i en faggruppe/en profession, i deres uddannelse og deres praksis.
1. Den professionelle udfører sit arbejde med udgangspunkt i en videregående uddannelse og videnskabelige viden.
Der findes meget værdifuld viden uden for videnskaben, men det videnskabelige system er det eneste, vi kender og de fleste accepterer, der sigter på at skabe sikker viden.
Man kan i denne forstand ikke være ”professionel spåkone”, næppe ”homøopatisk læge”. Man kan næppe (jeg kender ikke uddannelserne nok, men tvivler) være professionel sosu-assistent, uanset hvor menneskeligt og samfundsmæssigt vigtig faggruppen er.
Jeg vil også tvivle på, at man i denne betydning kan tale om professionelle ledere og professionelle ledelsesrådgivere. Selvfølgelig er de ofte professionelle i den tidligere betydning: De lever af det, ofte godt. De er ofte dygtige og trækker på erfaring. Men i denne sociologiske forstand er de ikke professionelle, dertil er de populære ledelsesbøger og en del af ledelsesforskningen for usammenhængende og for meget fyldt med pop og ubeviste udsagn.
Jeg siger ikke, at man ikke kan finde værdifuld indsigt i de populære bøger, men det kan man også i bøgerne om astrologi og om at slanke sig, der noget ligner de populære ledelsesbøger. Man kan også finde inspiration i digte, buddhisme og blogs på DenOffentlige, men det er ikke videnskab. Hvis læseren har lyst til at læse et benhårdt opgør med disse bøger og deres godheds-tanker af en veletableret amerikansk forsker, så se her.
Den seriøse ledelsesforskning prøver at distancere sig fra den populære ledelseslitteratur. Men den seriøse forskning læses ikke meget og sjældent af konsulenter og ledere. Den er ofte kedelig. Den tager ofte ikke de spørgsmål op, som interesserer en praktiker, men er tit orienteret mod et samfundsperspektiv på ledelse, ikke et praksisperspektiv.
Forskere som professionelle?
Det videnskabelige system og dets udøvere kan selv måles op mod det sociologiske professionsideal. Her scorer de relativt højt. F.eks. fordi arbejdet først kan udføres efter en videnskabelig uddannelse i fag og mht. videnskabelige metoder. Sidstnævnte er det solide, der er tilbage i "løse" fag. Stillinger fordeles ideelt efter indstilling fra kolleger, der selv er i systemet. Ens forskningsresultater (især i tidsskrifter) er underkastet anonym faglig vurdering.
Det ville svare til, at en skolelærer to gange om året får besøg i undervisningen over en dag af 3 anonyme kolleger (hvordan man nu vil arrangere det anonyme), som afgiver en indstilling om styrker og svagheder, om behov for efteruddannelse og måske om ansættelse eller afskedigelse. Og disse kolleger er ikke bare ”gode kolleger”, men hyres af en uafhængig part, tidsskrifterne, som selv skal sælges og skal have et godt rygte for at være værdifulde. Så de kan ikke, bare for at hjælpe staklen, skrive noget pænt og lade artiklen/personen blive accepteret.
Sygeplejersker f.eks., hvem undersøger dem på den måde, f.eks. ved at de to gange om året skal løse en rigtig opgave, som bliver optaget på video og bagefter bliver vurderet? Måske skal de så også til en eksamen mht., om de kender den seneste litteratur. Hvis de skal professionalisere sig mere, må noget i den retning til.
Selvfølgelig er heller ikke forskningssystemet perfekt. Mens jeg skriver dette, læser jeg om 7 professorer i Italien, der er blevet arresteret for at have fikset ansættelsesudvalg, så deres favoritter blev ansat. 22 docenter er ud over dette under anklage. I Tyskland har to ministre i de seneste år (og andre i andre job) måttet gå af, fordi de har lavet fusk/afskrift i deres doktorafhandlinger.
Og der er tidsskrifter, hvor man mod betaling kan få optaget sine artikler, idet dog de, der bruger dem til at bestemme f.eks. forfremmelse, kender dem eller burde kende dem. Der er marginale tidsskrifter, ofte enten på den yderste venstre- eller højrefløj, der optager artikler, der svarer til deres politiske linje, selvom det er totalt vrøvl. Der er tidsskrifter, som siger, at de bruger anonymt review, men når redaktøren vil, går en artikel uden dette igennem.
Hvad med læger og djøffere?
Læger er de bedste eksempler på professionelle. Her er basis i en videregående forskningsbaseret uddannelse. Og forskningen og det forskningsmæssige kontrolsystem er relativt tæt indvævet i sygehusvæsenet. Men intet er perfekt. Der er selvfølgelig læger, der ikke følger med i forskningen, som laver fejloperationer etc. Der er også dem, der snyder med forskningen.
Djøfferne? Ja, det er jo en værre historie. Djøf bestod oprindeligt af jurister og økonomer, nu er kommet forskellige samfundsfagsuddannede med (politologi, sociologi). Jurister bygger på juraen som fag – et fag der er ret forskelligt fra andre. Her gælder det om at lære at bruge, forstå og tolke lovtekster og lovgivere (for at give en amatørs definition). For jurister, der virker som advokater, er der en ret tæt forbindelse med faget. Men jurister, der gør en almen administrativ karriere, rykker længere væk fra deres fag – og bliver mindre professionelle. Økonomer har – især i nationaløkonomi og noget erhvervsøkonomi ganske solide fag, ligesom i politologien, hvor man i en vis grad kan få rigtige eller i hvert fald konsistente svar, men også her gælder, at de tit kommer i job, hvor svarene ikke altid kan findes i grundfagene.
2. Næste punkt i professionsdefinitionen: Den professionelle opdaterer sin faglige viden f.eks. ved efterdannelse, selvstændig læsning af tidsskrifter etc. Det er jo ikke nok, at man en gang for 25 år siden fik en lægeuddannelse og har fået lov at slå sig ned som praktiserende læge, hvis man ikke har fulgt med.
Hvor meget faglig litteratur læser lærerne og andre semi-professionelle? Eller har de fået nok, når de kommer hjem fra skole mm.? Ros, hvis de gør og tak.
3. Professionen har indre reguleringsmekanismer, der holder professionen på sporet og tager stilling til mispraksis. Det er ikke overladt til overordnede eller det almindelige retssystem. Advokater har Advokatnævnet, og læger har tilsvarende strukturer. Forskere har kunnet blive trukket for UVVA, Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, en hård sanktion, der kan slå karrierer i stykker. Nu omdøbt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.
4. Der er en etisk regulering i faget. Lægerne har lægeløftet. De må ikke slå ihjel. De skal tjene patienten. Tilsvarende i andre mere eller mindre professioner – måske som ord, måske som praksis: Vi er til for at tjene kunden (patienten, samfundet etc.), ikke blot os selv og ussel mammon. Man kan sige, at professionelle arbejder ud fra et "kald", hvis de altså er professionelle.
5. Professioner og deres medlemmer kræver selvstyre.
Professioner som styresystem
Det stærke ved faggrupper, der er ret professionelle, er, at de kan overlades megen ledelse i samfundet. De vil som sagt gerne styre sig selv og deres områder. De har i bedste fald en orientering mod kundens og samfundets bedste. Hvis de er dygtige og veluddannede, så er der al mulig grund til at lade dem gøre det. Men de må stadig oppe sig og demonstrere deres faktiske professionalitet, ikke blot skrive de varme ord.
Dette betyder ikke, jf. en tidligere blog af mig, at der ikke også er brug for andre styresystemer i samfundet – f.eks. det repræsentative demokrati. Intet styresystem er i mine øjne nok.
PS Redaktør Nick har i en kommentar til artiklen skrevet til mig, at det virker, som om jeg sætter teoretisk viden højere end praktisk erfaring.
Nej, det, jeg og den sociologiske definition ser som grund for professionerne og deres krav om selvstændighed, er afprøvet og verificeret viden, så godt det er muligt, ikke løse rygter og ikke-undersøgte påstande om "erfaring" for at sige det hårdt.
Til illustration af de læringsproblemer, der er ved erfaring: Nolge, f.eks. hierarkisk orienterede ledere, siger, at de har erfaring for, at deres stil er den rigtige. Andre, f.eks. demokratiske ledere, siger tilsvarende, at de har gode erfaringer med deres metode. Måske fordi de hver for sig ved deres ledelse skaber forudsætninger for deres erfaringer: Den hierarkiske leder skaber modvillige medarbejder, der "kræver" hård ledelse og omvendt. Måske fordi de to ledertyper vælger eller er sat ind i forskellige situationer. Måske fordi de to ledertyper tolker deres resulater i eget favør. Man er et ret elendigt vidne i egne anliggender.
