Vi går alle igennem døre, hele livet. Døre som åbner op til rum med nye muligheder, og efterlader gamle afprøvede muligheder bag sig. Af og til åbner døren op til et rum, som er et venteværelse – en venten på hjælp, en venten på nye muligheder.
Sådan en dør gik Kong Christian den halve igennem, da han kom ind i beskæftigelsessystemet, og døren lukkede sig bag ham til hans fortid med en drøm om selvstændigt erhverv. Det var i venteværelset, jeg fandt Kong Christian den halve 30 år senere.
Som vi beskrev i den forrige artikel i fortællingen om Kong Christian den Halve, så var det hans tredje rendezvous i forsøget på at søge hjælp i velfærdsstaten. På dette tidspunkt opfyldte han kravene for at være fattiggjort uden formue.
Læs mere om socialkrisen
Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.
Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet.
Han havde resigneret over det synshandicap, som systemet gav ham indtryk af var mere eller mindre indbildsk, noget psykisk og ikke det reelle medfødte synshandicap (amblyopi) som ubehandlet medfører permanent tab af synsnerve. Et handicap som havde været kendt siden barns ben.
Dette tredje besøg skulle vise sig senere at blive det længste, det sidste og det mest ødelæggende.
Hellere hutle end blive forhutlet
Det var 5 år siden Kong Christian den halve var blevet uretmæssigt anklaget for social bedrageri. En anklage som i 1986 førte til at han forlod systemet, selvom han blev frikendt. Så voldsom var oplevelsen, at han hellere ville hutle sig igennem tilværelsen.
En tilværelse hvor han blev mere og mere usikker på, om hans synshandicap ville ende med at gøre ham blind – så det ville umuliggøre enhver tænkelig form for beskæftigelse. Til sidst strækker han våben, da han ikke kan fastholde et lønnet arbejde med sit udtalte synshandicap.
Året er 1991 og Kong Christian den halve er en ung mand. I systemet kontrolleres det om han opfylder alle kravene om manglende indtægt og manglende formue for at være berettiget til kontrolhjælp – også kaldet for kontanthjælp. Pengene fra kontrolhjælpen var det eneste Kong Christian den Halve fik fra velfærdsstaten i 1991 og 1992.
Men den hjælp faldt så også prompte, da en lovgivning for boligopsparinger gjorde, at ellers fastlåste konti blev frigivet. Ved et trylleslag fik Christian adgang til en ellers indefrosset formue, som kommunens kontrollanter straks modregnede i hans udbetalte kontanthjælp.
Ændringen i lovgivningen gjorde, at Kong Christian den halve mistede sin boligopsparing og måtte leve af den de næste tre måneder i stedet for kontanthjælp. Hans anmodning om at bruge beløbet til indfrielse af en restskat blev afslået.
Transithallen
Selv på kontanthjælp forsøgte Kong Christian den Halve at finde veje, der kunne føre til en beskæftigelse – for der var absolut intet passivt over ham, mens han var på offentlig forsørgelse.
Hans synshandicap havde ikke gjort ham blind. Han kunne fortsat se farver, selvom konturerne af genstande forsvinder. Så Christian begynder at male. Eksperimentere med farveflader, farvesyn og farvetoner. I 1992 sender han tre værker til Det Kongelige Kunstakademi sammen med en ansøgning om optagelse. Hans værker returneres sammen med et afslag – uden nærmere begrundelse.
30 år med moderniseringer
Ved et gensyn 30 år efter Moderniseringsprogrammets tilblivelse, er ligheden med nutidige forsøg på at reformere, effektivisere og modernisere den offentlige sektor skræmmende. Store dele kunne være skrevet i dag.
I mangel på flere udveje og hjælp resignerer Kong Christian den Halve. I 1992 modtager kommunen hans ansøgning om førtidspension på det foreliggende grundlag. Det står mejslet i granit, at han ikke kan påtage sig et ustøttet arbejde. Fra beskæftigelsessystemet modtager han ingen tilbud om et alternativ, selvom kommunen ved lov er forpligtet til at oplyse borgerne om deres muligheder, herunder mulighederne for revalidering.
Ansøgningen om førtidspension foranlediger kommunen til at iværksætte den første udredning – efter to år med ingenting. Den nu handicappede Christian sendes til yderligere undersøgelser på Flyvermedicinsk afdeling, Rigshospitalet, hvor de konkluderer, at han har synsfejl, som i tillæg til ordblindhed er for stor en barrierer for ham, til at kunne bestride et ordinært arbejde for seende.
I tre år suppleres den indledende hjælp – kontrollen af indtægt og formue – med en håndfuld skrivelser imellem Rigshospitalet og kommunen samt to fysiske undersøgelser af Kong Christian den halve.
De nødvendige oplysninger er allerede tilstede, men forvaltningens mange krav om yderligere forklaringer gør diagnosticeringen kompleks og i sagsbehandlingen opstår den ene misforståelse og fejlfortolkning efter den anden.
”32 årig mand, som formodentlig siden barndommen har haft nedsat syn på begge øjen (amblyopi) pga bygningsfejl på begge øjne.... Patienten har objektivt set netsat syn på begge øjne, men det vurderes at denne tilstand har eksisteret siden barndommen” Citat: Rigshospitalet marts 1995
Hvad er DenOffentlige for et medie?
Læs om, hvad der sker på DenOffentlige, og få ideer til, hvordan du kan være med.
Få måneder senere ændres den lægefaglige konklusion efter gentagende henvendelser fra forvaltningen til:
”I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at synsfunktionen er en psykofysisk proces, hvor de psykologiske elementer kan have stor indflydelse på synsoplevelsen. Man bliver derfor efter min mening nødt til at tage hensyn til patientens subjektive synsformåen ved vurderingen af hans arbejdsevne.” Citat: Rigshospitalet september 1995.
Den lægefaglige udredning burde konkludere at Kong Christian den Halve er stationær funktionel svagtseende. En tilstand som over tid vil forværres pga. almindelig aldringsproces. Men de vedvarende kommunale henvendelser til Rigshospitalet endte med en anden konklusion.
Sygdommen bliver omskrevet
Når almindelige mennesker - herunder sagsbehandlere - læser lægers ord kan udlægningen hurtigt blive forkert. For Christian medfører det en fejlagtigt kobling af ”psyko(fysisk) proces” og ”subjektive synsformåen” - en bevidst eller ubevist fejlkobling.
Pludselig er der ikke tale om en funktionsnedsættelse af synet, som opleves forskelligt fra patient til patient. Der er tale om en psykisk lidelse, som giver en vrangforestilling hos patienten af synsindtrykket. Altså en psykisk lidelse, som er udløst af synsforstyrrelser eller bidrager til dette.
Rigshospitalet skriver direkte til forvaltningen, at de bør fremskaffe og inddrage syns- og øjenundersøgelser fra barndommen, skolegangen og værnepligtsvurderingen i samarbejde med patienten.
Kong Christian den halve
Følg historien, der trækker centrale nedslagspunkter frem fra et 30 år langt sagsforløb. Det her er ikke en enkeltsag. Det er en afklædning af et system, som svigter dagligt.
Læs også folketingskandidat og fleksjobber Claus Janssons blog om forslag til et nyt beskæftigelsessystem.
Det sker ikke. Sammen med en omskrivning af den lægefaglige konklusion ender Kong Christian den Halve med en mangelfuld udredning af beskæftigelsesmulighederne. Således famler Kong Christian den Halve helt berettiget i blinde mens beskæftigelsesforvaltningen famler blindt mellem sagsakterne.
I tiden frem til afgørelsen på ansøgningen om førtidspension bliver der ikke foretaget en udredning af forholdene i barndommen og skolegangen. Der iværksættes heller ikke et eneste tilbud om uddannelse eller beskæftigelse.
Ansøgning om førtidspension afvises
I 1995 får Christian afslag på førtidspension. Han henvises til arbejdsprøvning på Revacentret i København. Nu var der gået fire år med at sagsbehandle ansøgningen om førtidspension.
Fire år med ingenting. Fire år som reelt bestod af to dages lægefaglige udredninger – en hel dag plus to halve dages undersøgelser på Rigshospitalet.
Undersøgelser hvor et fysisk handicap blev omskrevet til en psykisk lidelse med subjektiv synsforstyrrelse af kommunen.
Mange år senere ville en sådan omskrivning nok have medført tilsvarende diagnoseomskrivning til funktionel lidelse – som også man i fortiden gjorde til hypokondri (helbredsangst, patienten tror man er syg).
I afslaget på ansøgning om førtidspension på det foreliggende grundlag i 1995 lyder begrundelsen:
”øjegenerne er ubetydelige”.
Kong Christian den Halve's tredje forsøg på at få hjælp fra velfærdsstaten førte til 4 år i venteværelset. Hjælpen bestod af en indtægts- og formuekontrol, modregning af boligopsparing, en omskrivning af den lægefaglige udredning og til sidst afslag på førtidspension.
Samlet set skulle 2 dages undersøgelser blive til 4 års sagsbehandling. Men Kong Christian den halve havde jo også et komplekst problem med ”ubetydelige øjengener”.
De selvsamme ubetydelige øjengener 22 år senere betød, at Kong Christian den Halve fik tildelt førtidspension.
