"Indsatsen har ikke haft den ønskede effekt, men vi har overholdt lovgivningen" - er det godt nok?

- Vi har hørt Ledelseskommissionen sige, at der skal være mindre detailstyring og større rum til ledelse og lederskab. Og vi har hørt, at vi skal blive bedre til at dokumentere effekten af de indsatser, vi yder. Men for eksempel viser en rapport fra Rigsrevisionen fra foråret 2017, at der udøves sociale indsatser for 45 mia. kr. om året – uden at der er retvisende dokumentation for, hvad der virker eller ikke virker. Er det ikke udfordrende?

Martin Lundkvist, direktør i Center for Public Leadership (CPL), ser op på tilhørerne for at få et svar. På stolerækkerne i auditoriet på Køge Handelsskole sidder tidligere og nuværende studerende på Diplomuddannelsen i Ledelse – til dagligt ledere fra kommuner og regioner. De er inviteret til nytårskur med styring og ledelse på menuen.

LÆS OGSÅ: Studerende tager New Public Leadership til sig

Hvem har ikke fokus på borgeren?

Og måske opfatter de det retoriske i Martin Lundkvists spørgsmål, for ingen svarer umiddelbart, så han fortsætter:

- Sophie Løhde, innovationsministeren, rumsterer lige nu med en sammenhængsreform, som hedder: ”Borgeren først”. Men hvad betyder det i praksis? For hvem i en kommune eller i en institution vil påstå, at de ikke har fokus på borgeren ...? Derfor vil jeg høre jer: Er styring og ledelse på dagsordenen i jeres organisationer?

- Ja, det er et krav oppefra, at vi arbejder med effektbaseret styring og resultatmål, er meldingen fra Solrød Kommune.

I Kalundborg samles direktionen i denne uge for at skrive et nyt ledelsesgrundlag om styring og ledelse, fortæller en anden. En tredje taler om arbejdet med at have fokus på ’kerneopgaven’, som for nogen er et lidt diffust begreb. Og fra Greve Kommune er meldingen, at en arbejdsgruppe er i gang med at tale om effekt og om at inddrage borgerne i definitionen af strategiske mål.

Er styring en faglighed?

Marin Lundkvist ser tilfreds ud med de input, han får.

- For i CPL mener vi faktisk, at vores budskab om ’New Public Leadership – fra strategi til effekt’ kan transformere den offentlige sektor. Det siger jeg med afsæt i flere års arbejde med vidensudvikling og omlægning af styringspraksis i en række offentlige organisationer. Her har vi undersøgt de enkelte organisationers bundline og deres konkrete styringspraksis – altså hvordan de arbejder politikker, handlingsplaner, retningslinjer og strategier, fortæller han.

Og skyder et nyt spørgsmål ud i til salen:

- Er styring en faglighed – hvad tænker I? Og hvilken bundlinje styrer man efter derude, vil Martin Lundkvist gerne vide.

I Region Hovedstaden er der stor fokus på borgertilfredshed, lyder et svar, mens i Greve har ’mange bundlinjer’. En af dem er økonomi – og at budgetterne bliver overholdt, svarer en anden deltager.

- Det var netop også det, vi hørte, da vi var rundt. At der både er en organisatorisk, en borgerrettet, en økonomisk og en lovgivningsmæssig bundlinje. Og det tillader vi os at udfordre i New Public Leadership (NPL). Vi er jo ikke uenige i, at man skal overholde budgetter eller lovgivning. Men er det bundlinjen – er det målet i sig selv? Eller er det et vilkår? ”Indsatsen har ikke haft den effekt, vi ønskede, men vi har overholdt lovgivningen.” Er det godt nok, spøger Martin Lundkvist.

Ikke nok at overholde lovgivning og budget

Nej, svarer han selv.

- Det er ikke godt nok, at man overholder budget og lovgivning – samtidig med, at børn og unge, ældre, hjemløse osv. har det ad h… til. Det dilemma har vi set på. For afhængigt af, hvor man er placeret i organisationen, kan man vælge den bundlinje, der passer bedst. Og det er et problem.

Men hvis vi ikke diskuterer, hvorfor vi er her, og hvad vi skal lykkes med, kan der være mange konkurrerende dagsordener, siger han og hævder:

-  Når fagprofessionelle har svært ved at se retning og mening med det, de gør, er det fordi, de har forskellige ’bundlinjer’, de skal opfylde. Det skal vi have ændret på. Og det kræver, at vi styrer efter effekt i stedet for.

Hvad er styring egentlig?

Det leder ham til næste spørgsmål: Hvad er styring, spørger Martin Lundkvist ud i salen.

- Det er at sætte en retning for det skib, man sejler på. Og jeg er enig i, at vi har mistet det fokus i det offentlige, lyder et bud.

- Styring er en praksis, der gør, at vi når de mål, der er sat, mener en anden.

Martin Lundkvist er ikke uenig, men breder begrebet mere ud:

- Jeg mener, at der er flere formål med styring. Et kunne være at udnytte ressourcerne til at opnå størst mulig effekt for borgeren inden for rammen af kerneopgaven. Styring er ikke, i min optik, at reducere budgetterne mest muligt, men at udnytte det bedste muligt. Styring er heller ikke et bureaukratisk kontrolbehov, men noget, som skal understøtte de rigtige beslutninger.

Dyrker ikke tiden til strategisk refleksion

I løbet af den næste halvanden time præsenterer Martin Lundkvist flere styringsretter fra nytårskurens menukort: Mennesker versus systemer – skal vi arbejde indefra og ud? Eller starte ude hos borgerne og arbejde os ind? Styringsmodellerne New Public Management, New Public Governance og New Public Leadership får også en tur gennem kødhakkeren. Og begrebet strategi holdes op mod eksekvering kontra refleksion.

- Fordi den offentlige sektor er født ud af et bureaukratisk paradigme, hvor man er vant til at tænke i sagsbehandling og eksekvering, dyrker man ikke tiden til refleksion og analyse af de enkelte områder. Og det udmønter sig ofte i etårige budgetter, mål- og handleplaner, og det er der ikke meget strategi i, siger Martin Lundkvist og konstaterer:

- I min optik handler strategi om de grundlæggende udfordringer, vi skal deale med på den lange bane. Og derfor taler vi om at komme fra strategi til effekt.

Vend ligningen på hovedet

For at komme dertil skal perspektivet i det offentlige vendes 180 grader, mener Martin Lundkvist. I stedet for at starte indefra med de ressourcer, der er til rådighed og så se, hvor langt de rækker til de enkelte indsatser, skal man starte omvendt.

- Man skal starte udefra og arbejde sig ind. Udgangspunktet er den effekt, man vil opnå for borgerne. Herfra arbejder man sig ind på resultater, ydelser, proces og ressourcer – i den rækkefølge. Vejen dertil går gennem analyse, strategisk målsætning, problemstilling og målgruppe – for at nå effekten for borgeren. Vi vender ligningen på hovedet – og eksekverer den modsatte vej.

For, pointerer Martin Lundkvist, det handler ikke om at måle på, om indsatsen er gennemført. Det handler derimod om at måle på, om den har haft den effekt, man ønskede. Det kræver effektopfølgning frem for budgetopfølgning. Og han spørger:

- Så tænker I, at vi i dag har en praksis, hvor systemet er til for borgerne?

I Faxe Kommune oplever man en bevægelse i retning af større effektfokus, siger en deltager, men Greve har svært ved helt at få øje på sammenhængen mellem ressourcer og effekt. For hvor mange ressourcer skal der til for at opnå en bestemt effekt?

Styring er en faglighed

- Jeg er med på, at det her kræver meget arbejde – en livsstilsændring faktisk, og det er ikke noget, man bare gør. Vi hører også ledere sige, at de har svært ved at definere mål – for hvad er de politiske mål, effektmål, resultatmål osv. Derfor er styring en faglighed. Men hvis vi vil arbejde i retning af større effekt for borgerne med de indsatser, vi yder, er vi nødt til at lære at skelne mellem begreberne – og blive bedre til at koble strategi, styring og ledelse sammen i den rigtige rækkefølge, konstaterer Martin Lundkvist.