Borgere og organisationer, der ønsker at fremtidssikre velfærdsmodellen, må kigge langt efter initiativer i regeringens finanslovsforslag. Fokus er på velfærdsstatens standardisering og illusorisk servicering af middelklassen mens forslag, der kunne genoprette den sociale kontrakt mellem velfærdsstaten og borgerne, udebliver. Det truer opbakningen til den danske velfærdsmodel.
Noget helt centralt for den danske velfærdsmodel er den sociale kontrakt - altså det forhold, at vi som borgere kan regne med social tryghed til gengæld for at betale en høj skat. Gennem årtier har velfærdsstaten leveret social tryghed gennem retten til sundhed, uddannelse og ikke mindst hjælp til borgere, der møder en livskrise.
Den sociale kontrakt er brudt
De senere år er den sociale kontrakt brudt. Flere borgere lever i fattigdom, flere unge bliver hjemløse og tusinder af borgere bliver klemt i beskæftigelses- og socialsystemet. Velfærdsmodellen er blevet det, som tidligere direktør for Socialstyrelsen, Knud Aarup, kalder et 80-20 samfund, hvor de mennesker, der har mest behov for hjælp, bliver overset mens resten får en stadig mere effektiv velfærdsservice. Problemet er, at alle kan havne i en form for udsathed - en ulykke, uheldig ledighed, børn med særlige behov eller kronisk sygdom - og derfor kan få kritisk brug for hjælp fra den velfærdsmodel man har betalt til gennem sin skat. Alligevel lader det til at middelklassen stille accepterer udviklingen mens den ene regering efter den næste har sit fokus på netop middelklassen.
Læs mere om socialkrisen
Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.
Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet.
Nok styrker regeringen sundhedsområdet og sætter nu ord på en ambition om at ligestille psykiske lidelser med fysiske lidelser. Men en halv milliard årligt på et sundhedsområde, der forbruger over 120 milliarder kroner (og iøvrigt er i knæ) er småpenge, og det er vanskeligt at se hvordan regeringen helt konkret vil sidestille psykisk og fysisk sygdom. Kendte forslag som visitationsret til behandling eller garanti for væsentligt kortere ventetider udebliver.
Nok har regeringen allerede inden finanslovsforslaget varslet et 1000-dages program, der skal give særligt udsatte børn en “bedre start på livet”. Men også her er det vanskeligt at se proportionerne mellem ord og fakta. Velfærdsstaten bruger årligt omkring 15 milliarder på udsatte børn og unge, så regeringens ambition om at tilføre yderligere 250 millioner om året med et nyt politisk tiltag henstår som et slag i en dyne.
For nylig præsenterede regeringen en ny politisk aftale med ambitioner om at forenkle det stærkt bureaukratiserede beskæftigelsessystem. Der skal skrives en helt ny lov på området. Initiativet vækker mindelse om tidligere forsøg på at lave en tillidsreform og kampagnen “meld en regel” hvor der indløb 1200 forslag, hvoraf 900 tilsyneladende blev forkastet.
Vil gøre os alle lykkelige
Selv på finanslovsforslagets indsats for “socialt udsatte grupper” er det vanskeligt at se en reel vilje til at rette op på den sociale kontrakt og understøtte velfærdssamfundets muligheder for at tage medansvar. To eksempler.
En af fem fremhævede indsatser handler om at få flere med handicap i beskæftigelse - “borgere med et handicap skal hjælpes bedst muligt og så vidt muligt i beskæftigelse.” Intentionen kan ikke diskuteres, og spørger man handicappedes egne organisationer taler de igen og igen om et arbejdsmarked, der kan rumme handicap, og ønsket om at være en del af samfundet som alle andre. Men velfærdsstaten ser på regler og ydelser, for det er her, der kan optimeres, og så må resten af samfundet indrette sig. Man kan frygte, at handicappede uanset tilstand nu skal gennem ressourceafklaringsforløb a la dem vi har set de senere år. Hvor minutter tæller og bliver talt. Hvor er initiativer og incitamenter, der inddrager og presser erhvervslivet til at tage et større ansvar? Lige nu sker der mest i Jylland, hvor netværket Code of Care åbner arbejdsmarkedet.
Det andet eksempel er intentionen om at finanslovsforslaget skal skabe “et godt ældreliv.” Regeringen giver udtryk for et ønske om at “sikre ældre borgere et godt fysisk og mentalt helbred, en høj livskvalitet og sociale relationer, så de opnår gode leveår også sidst i livet”. Velfærdsstaten vil altså påtage sig ansvaret for at gøre ældre mere lykkelige..... Regler og bureaukrati gør det stadig mindre attraktivt at være eksempelvis sosu, så regeringen må sammen med lykkeintentionen også afsætte millioner til at lave kampagne for sosu-jobbet. På ældreområdet er det bolig- og byggereglement, normeringer og driftsoptimeringer, der styrer, og man må se langt efter incitamenter og forslag, der kan skabe mere mening og sammenhængskraft i velfærdssamfundet.
Mere af Nick Allentoft
Den offentlige sektors samlede budget er omkring 1.200 milliarder kroner. I regeringens finanslovsforslag er der forslag om den såkaldte kernevelfærd for i alt omkring 4.2 milliarder - det er incl. 2.7 milliarder, der allerede er aftalt med kommuner og regioner - samt nogle milliarder på forskellige justeringer af erhvervsområdet og en såkaldt “reserve” på 1.35 milliarder kroner som de partier, der vil være med i finanslovsaftalen senere på året, kan sætte deres aftryk på.
Danskerne er utrygge. Troen på, at den offentlige sektor kan levere en tryg ældrepleje i fremtiden, er lav. Tilliden til, at velfærdsstaten kan holde hånden under borgerne, er lav.
Hvem kommer først?
De senere år har debatten her på DenOffentlige vist, hvordan velfærdsstaten bliver stadig stærkere på bekostning af velfærdssamfundet. Flere rapporter og forskere har igen og igen peget på, at den offentlige styring er blevet et problem. På sundhedsområdet tager dokumentationskrav og bureaukrati fagligheden fra personalet. På beskæftigelsesområdet fremmer styringen fokus på de “lette borgere” og understøtter en udvikling, hvor de, der kan selv, får god service, men de, der møder udfordringer, bliver besværlige.
Denne udvikling truer den danske velfærdsmodel. Bevidstheden om det sker i to spor.
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
I middelklassen fornemmer flere og flere tilstanden. De vælger sundhedsforsikringer, flere dropper dagpengesystemet og flere vælger lønforsikringer. Hos den middelklasse, der lige nu serviceres godt, vil denne udvikling snart rejse spørgsmålet, hvorfor betale halvdelen af lønnen i skat, når man samtidig skal bruge 10-20 procent af lønnen til at forsikre sig selv mod det, som velfærdsstaten burde levere.
I sociale modstandsbevægelser, hvor borgere, der bliver klemt i velfærdsstaten samles, kommer flere og flere til. Aktuelt er der over 120.000 medlemmer i de forskellige bevægelser. Mange af dem kan ikke få hjælpe andre stedet end hos velfærdsstaten, og når den svigter, hos hinanden. I middelklassen har man ikke tid eller ressourcer til at hjælpe, lyder det. Der betaler man jo en høj skat for at andre løser problemerne.
De to stærkt ubehagelige spørgsmål er: Hvilken gruppe reagerer først? Og hvordan?
