Af Camilla Wang, Dekan for Det Samfundsfaglige og Pædagogiske Fakultet, Professionshøjskolen Metropol
Jeg har overtaget stafetten fra Steen Clod Poulsen med følgende spørgsmål: Hvordan ser fremtidens ledelse ud i en folkeskole, der bliver bedre til at fokusere på kerneopgaven; og hvad skal der til?
Afsættet for spørgsmålet er en antagelse om, at alt for meget af det, der sker i folkeskolen, ikke handler om folkeskolens kerneopgave, undervisning og læring, men snarere om alt muligt andet, der ligger omkring kerneopgaven.
Det nye ledelsesrum
Det netop afsluttede forhandlings- og konfliktforløb på skoleområdet har om noget sat fokus på skoleledelse. I halen af et resultat, der nu giver skoleledelserne langt større muligheder for at prioritere skolens ressourcer, opstår spørgsmålet: Jamen, kan skolelederne overhovedet finde ud af at udfylde et større ledelsesrum? Til det kan man indvende, at de fleste skoleledere efterhånden har en formel uddannelse i ledelse, jf. fx SFI’s undersøgelse ”Ledelse af folkeskolerne. Vilkår og former for skoleledelse”, der viser at mere end to tredjedele af skolelederne har eller er i gang med en diplom- eller masteruddannelse i ledelse.
Der er således tale om en generelt veluddannet skare af ledere i den danske folkeskole. Lederne er gennem uddannelse blevet klædt godt på til at varetage den del af ledelsesopgaven, der hører sammen med, at skolen er politisk ledet og del af en kommunal styringskæde, hvor skolelederne er embedsmænd, der skal forvalte og indfri politiske mål. Til gengæld kan man stille spørgsmålstegn ved, om de nævnte lederuddannelser har klædt skolelederne lige så godt på til at lede indad i selve skolens hjerte; undervisningen og elevernes udbytte af den. Det skal have mere opmærksomhed, for der er ingen tvivl om, at et større ledelsesrum kun giver reel værdi, hvis det bidrager til at styrke undervisningen på en måde, hvor den styrker elevernes dannelse, læring og kompetenceudvikling i en ønsket retning. Skoleledelserne skal altså prioritere og udvikle den faglige og pædagogiske side af deres ledelse.
Ansvar for fællesskab
For at det kan ske, skal skoleledelserne transformere sig selv fra at være ledelser, der primært sætter mål og skaber rammer på et overordnet niveau - som lærernes arbejdstidsaftale fra 2008 fokuserer på, og som i vidt omfang er lykkedes – til også at lede på viden om, hvordan rammerne fyldes ud og ikke mindst på, om målene realiseres. For det er særligt i tilknytning til de to sidste punkter, at skolens kerneopgave udfolder sig. Skoleledelserne skal tage ansvar for, at skolen så at sige rykker tættere sammen. Der skal etableres stærkere forbindelser mellem ledelse, lærere, undervisning, elever og deres udbytte og stærkere faglige forbindelser lærere imellem. Skolen skal være et egentligt fagligt og professionelt fællesskab med omdrejningspunkt i kerneopgaven. Hvis skoleledelserne skal løfte det ansvar, skal de sætte ind på tre afgørende punkter.
Tættere på lærerne
Det første punkt handler om, at skoleledelserne skal lede meget tættere på de rum, hvor kerneopgaven udføres. Det kan de gøre ved ind i mellem at være til stede i lærernes arbejde med elevernes dannelses- og læreprocesser i klasselokalerne, og hvor det ellers foregår. Men mest af alt ved at insistere på et langt større fællesskab om undervisningen lærere imellem. Det kan fx være ved, at ledelse og lærere sammen udarbejder og ekspliciterer en didaktisk profil og ved at mål- og rammesætte fælles forberedelse og efterbehandling af undervisningen og understøtte at det faktisk sker. Som arbejdsplads er skolen i dag kendetegnet ved en alt for løs kobling mellem ledelse og det, der er arbejdspladsens kerneopgave. Sten Clod Poulsen citerer i sit indlæg Lars Qvortrup for at fremstille undervisning og læring som ”i bedste fald løst koblede systemer” (Qvortrup, L. Det vidende samfund, 2004), og det er vist ikke helt ved siden af at sige det samme om forbindelsen mellem meget af den ledelse, der i dag finder sted i folkeskolen, og skolens kerneopgave. Lige som der mangler et præcist sprog for elevernes dannelses- og læreprocesser, mangler der også et præcist sprog, når det handler om ledelse af lærernes undervisningsopgave og dens effekter. En lidt grovkornet tegning viser en skole, hvor lederne leder, lærerne underviser og eleverne dannes, lærer og udvikler kompetencer i tre ret adskilte processer. EVA’s rapport ”Udfordringer og behov for viden”, 2013 rummer en lang række interessante resultater netop i forhold til, hvordan blandt andet lærere, skoleledere og skolechefer vægter behovet for ledelsesmæssigt fokus.
Stadig for svag evalueringskultur
Det andet punkt hænger nært sammen med det forgående og handler om, at skoleledelser mere aktivt skal inddrage data, der giver feedback på, om skolen lykkes. Det er længe kendt fra OECD-reviews mv., at undervisningen i den danske folkeskole har (haft) en svag evalueringskultur og stort set ikke har baseret sig på feedback om elevernes faktiske dannelse, læring og kompetenceudvikling undervejs i skoleforløbet. De senere år har skolen taget nogle store og vigtige skridt i retning af en tættere forbindelse mellem undervisningen og elevernes udbytte, blandt andet drevet frem gennem lovgivning om elevplaner og nationale test, men skoleledelserne er ikke for alvor kommet med i det loop endnu. Der er behov for, at mål og viden om resultater i forhold til elevernes udbytte udgør et langt stærkere omdrejningspunkt for ledelsesmæssige indsatser og prioriteringer i skolen. Den ny overenskomst, der nu er vedtaget, bærer potentialet til, at der kan laves strategiske og faglige prioriteringer af ressourcerne, og det er skoleledelsernes allervigtigste opgave, at det kommer til at ske med afsæt i mål for og viden om elevernes udbytte af skolens undervisning mv. Lige som det er skoleledelsernes ansvar, at det sker med en styrkelse af skolen som lærende fagligt fællesskab, hvor man arbejder tæt og dialogisk sammen om, hvordan man når i mål.
Kontakt til den verden, der venter
Det tredje punkt handler om, at skoleledelsen skal bringe omverdenen mere ind i skolen. Hvor Sten Clod Poulsen taler om elevernes læreprocesser som skolens kerneopgave, så er det eksplicitte mål med skolens undervisning i stigende grad formuleret som udvikling af elevernes kompetencer. Kompetencer handler om det, man som elev kan bruge det lærte stof til; om at kunne bringe læring i spil på en brugbar måde. Hvis skolen skal bidrage til det, kræver det stor viden om og et tæt samarbejde med de andre verdener, der venter eleverne: videre uddannelse, arbejdslivet og livet i øvrigt. Denne viden skal ind i skolen og være del af enhver leders og lærers horisont for undervisningen og elevernes udbytte.
Stafetten går til Bo Holmsgaard fra BUPL
Alt det ovenstående baserer sig på en forestilling om, at der er nogenlunde konsensus om folkeskolens kerneydelse, men det er der jo mildest talt ikke, jf. fx tilbagevendende debatter om den brede dannelse over for det mere snævre lærings-og kompetencefokus. Med folkeskolereformen er der udsigt til en skole med aktivitetstid og større inddragelse af pædagoger i skolen. Jeg vil derfor gerne spørge Bo Holmsgaard, der er professionschef i BUPL om hans syn på, om den udvikling vil udfordre tydelighed og konsensus om skolens kerneydelse, eller hvordan den eventuelt kan bidrage til at styrke kerneydelsen?
