Tak for stafetten Vibe Klarup Voetmann! Dine spørgsmål om krav til og evaluering af de frivillige er helt centrale.
Du skriver, at vi stiller for store krav til de frivillige, og at vi kræver for meget dokumentation og reducerer indsatsen til noget, der kan måles og vejes. Lad mig starte med at sige, at jeg selvfølgelig er enig med dig, at det er noget vi skal være opmærksomme på. Det er helt indlysende, at det offentlige ikke skal drukne de frivillige i dokumentationskrav eller kvæle al virkelyst i meningsløse evalueringer.
Læs også: Tillid er velfærdsamfundets komparative fordel
Frivillige er mere end bare kreative sjæle
Men når det er sagt, er det samtidig en vigtig pointe, at krav og tillid ikke behøver være hinandens modsætninger. Når det offentlige stiller krav til de frivillige er det heldigvis i mange situationer udtryk for, at vi anerkender de frivilliges evne til at spille en aktiv og integreret rolle i arbejdet med at gøre København til en velfungerende og attraktiv by for alle.
I diskussionen om krav og dokumentation er det ofte kreativiteten og evnen til at tænke anderledes og se nye veje, vi lovpriser og fremhæver som noget, vi skal være opmærksomme på og værne om.
Det er der meget rigtigt i, men jeg vil gerne advare mod at reducere frivillige til nogle, der ”bare” kan være kreative. Frivillige kan meget andet og meget mere end det. Frivillige er, og skal i fremtiden i langt højere grad blive en afgørende del af fundamentet under fællesskabet. Ikke sådan at forstå, at de skal overtage kerneopgaver fra det offentlige. Men gennem deres kendskab til målgruppen og lokalområdet og deres nogle gange personlige engagement i konkrete problemstillinger bør de være et uundværligt led i det samlede arbejde med de udfordringer, vi står overfor.
De frivillige og det lokale fællesskab
Lad mig give et eksempel: Jeg bor i Tingbjerg i det nordvestlige hjørne af København. Det har jeg gjort i hele mit liv. Ikke af ideologiske eller politiske grunde, men fordi jeg kan lide det. Den vigtigste grund til, at jeg kan lide det (udover den billige husleje!), er at vi har et stærkt fællesskab og et stærkt socialt engagement.
Takket være engagementet og fællesskabet, er det lykkedes at vende udviklingen og få pilene for kriminalitet og arbejdsløshed til at pege nedad. En af de vigtigste grunde til, at det er lykkedes, er at de frivillige foreninger, boligselskaberne og det offentlige kender hinanden, koordinerer indsatserne og trækker i samme retning.
I samarbejde mellem boligselskaberne og kommunen er der for eksempel taget initiativ til at starte en forening af lokale kvinder, der hjælper nytilflyttere med at lære området at kende og skabe socialt netværk. Og når Bydelsmødrene, som foreningen hedder, møder beboere, som har brug for hjælp, drager de nytte af deres tætte kendskab til private og offentlige aktiviteter og aktører i området, og peger beboeren i den rigtige retning.
Samarbejde stiller krav
Hvis det samarbejde skal fungere, er det selvfølgelig et krav, at de kender og forstår de tilbud, de etablerer kontakt til. Og det er afgørende, at de kender til borgernes muligheder og rettigheder. Derfor bliver der arrangeret kurser og opfølgning og for overhovedet at blive ”Bydelsmor”, skal de gennemgå et kursus. Er det udtryk for manglende tillid? Nej, selvfølgelig ikke. Det er det udtryk for, at vi og deres øvrige samarbejdspartnere anerkender og respekterer dem som en integreret og uundværlig del af den samlede indsats for socialt udsatte i området.
Bydelsmødrene er et eksempel på en frivilligforening, der er solidt forankret i lokalområdet og stærkt integreret i den samlede indsats. Men i diskussionen om krav og tillid til frivillige skal man selvfølgelig holde sig for øje, at det bare én blandt mange måder at være frivillig på. I den anden ende af skalaen er der forælderen, der en gang om året lave æbleskiver til fodboldklubbens julemarked.
Kravene til de frivillige skal selvfølgelig afspejle den forskellighed. Det er klart, at frivillige føler sig druknet af krav, hvis de ikke kan få lov til at sælge en håndfuld æbleskiver til et julemarked, uden at skulle bruge timevis på at indhente tilladelser. Men det er ligeså klart, at en frivillig, der fungerer som en integreret og betroet del af en samlet indsats, har et større ansvar og derfor også skal leve op til mere konkrete krav.
Bedre vilkår kræver dokumenteret viden
Det er klart, at samarbejde mellem forvaltningens institutioner og tilbud og frivillige organisationer kræver tillid. Det kræver at forvaltningens ledelse og medarbejdere har tillid til de frivillige og de organisationer, de kommer fra. At der er tillid til, at organisationerne er klædt på til at håndtere de svære livssituationer, som nogle af vores borgere står i.
Ingen har interesse i at opstille unødvendige rammer for indberetninger og dokumentation. Tvært imod har vi alle interesse i ligeværdig og ærlig dialog. Det er i det perspektiv, man er nødt til at forstå ønsket – og i nogle tilfælde kravet om - dokumenteret viden om indsatser og effekt. Med afsæt i det, kan vi nemlig komme langt videre i arbejdet med at skabe bedre vilkår og muligheder for udsatte borgere og sikre øget sammenhængskraft i samfundet.
Stafetten går til
Jeg håber som sagt, at frivilligt arbejde fremover bliver en endnu mere integreret del af fundamentet under de lokale fællesskaber. Et godt eksempel på det er Energicenter Voldparken i Brønshøj. Her er det takket være en gruppe lokale ildsjæle lykkedes at omdanne en nedlagt skole til et sprudlende center for engagement, deltagelse og fællesskab. Det kunne jeg godt tænke mig at høre mere om, så jeg sender stafetten videre til formanden for Udviklingsforeningen EnergiCenter Voldparken, Karsten Brisell.
