Behandling skal være bæredygtig

Virker samfundets indsats for socialt og psykisk udsatte? Spørgsmålet bliver meget nærværende, når man læser en rapport, som Økonomi- og Indenrigsministeriet udgav i slutningen af sidste år. Rapporten viser en markant stigning i antallet af unge med psykiske lidelser. Desværre fik den ikke så meget medieomtale. Derfor vil jeg gerne dele lidt af rapportens konklusioner her på min blog.

Antallet af unge i alderen 18-29 år, der lever med psykisk sygdom, er fra 2013-2017 steget næsten 20.000 personer siden 2013, svarende til 33 procent. I samme periode er der sket en fordobling af unge med udviklingsforstyrrelser. Antal unge med angst er steget med ca. 55 procent., og antal unge med ADHD er steget med cirka 47 procent de seneste fem år.

Det er voldsomme tal, der tvinger os til at se på effekten af vores indsats for disse mennesker. Jeg ved, at man kan diskutere, om grænsen for diagnosticering er blevet lavere eller om vores samfund er med til at skabe et pres på de unge og dermed diagnosticeringen. Men uanset årsagen til stigningen, må vi se på, hvordan vi evner at skabe en tidlig og holdbar effekt for disse mennesker.

Læser man videre i rapporten står det nemlig ret klart, at samfundet langt fra formår at hjælpe unge med psykiske lidelser til et liv på lige fod med mennesker uden en psykisk lidelse.

Fordelt på alder er der betydelige forskelle mellem de to grupper allerede for de 20-årige, hvor mere end 70 procent af unge med psykisk sygdom højest har en grunduddannelse. Dette er tilfældet for under 40 procent blandt alle 20-årige. Omtrent hver tiende af de unge med psykiske lidelser har på et tidspunkt været i stofmisbrugsbehandling. Det er markant flere end blandt unge generelt i alderen 18-29 år, hvor andelen er omkring 2 procent. Og 26 procent af unge med psykiske lidelser – altså mere end hver fjerde - har på et tidspunkt modtaget en dom efter straffeloven, mens det tilsvarende er under 15 procent af unge generelt.

Brug for langsigtet fokus

Vi er som samfund alt for dårlige til at løfte børn og unge med psykiske lidelser ud af sociale problemer. Jeg ved, at er man ramt af fx ADHD, så vil man have nogle udfordringer livet igennem. Men det er så absolut ikke ensbetydende med et liv uden uddannelse, uden for arbejdsmarkedet eller et liv med kriminalitet og misbrug,

På Granhøjen har vi 15 forskellige bosteder for socialt og psykisk udsatte. Mange af vores borgere har haft en psykisk lidelse fra deres barndom eller ungdom. De er alle mennesker med forskellige behov og udfordringer, men fælles for dem er, at de gerne vil være en del af et fællesskab, og de gerne vil have en helt almindelig hverdag som alle andre. De har brug for et langsigtet fokus uanset om de er 18 eller 60 år. Vi oplever, at der for meget få borgere har været et langsigtet fokus. Jeg kalder det bæredygtig behandling, fordi det handler om, hvorvidt vores indsats er rettet mod at skabe resultater, hvor borgeren bliver i stand til selv at tage ansvar i fællesskabet. Vi tror på varige forandringer frem for blot adfærdsregulering, når det gælder arbejdet med vores beboere. Varige forandringer er tidskrævende, fordi det kræver en ændring af forståelsen for egne handlinger. Men når først det sker, så er det en varig forandring. Det har selvsagt stor betydning for den enkelte men også for samfundet.

Bæredygtig behandling koster selvfølgelig noget i begyndelsen. Når vi insisterer på, at en borger skal i beskæftigelse, så kan vi opleve, at en kommune ikke er meget for at betale for den indsats. Men alternativet er en borger, der mister tilknytningen til fællesskabet og får det dårligere og dårligere. Hvad det betyder for den enkelte og kommunekassen er åbenlyst. Prisen er dyr på lang sigt.

Krav om bæredygtighed

Vi har i dag et system med en lang række tilsyn og evalueringer. Vi stiller gerne op til alle tilsyn, men jeg stiller mig selv spørgsmålet om effekten, når ikke et eneste tilsyn ser på bæredygtigheden af den udbudte behandling men kun har fokus på her og nu. Lad os tage et eksempel.

Når en kommune køber et enkeltmandsprojekt til en udadreagerende borger, så vil de meget hurtigt mærke en effekt. Fra at have være et konstant problem med udadreagerende adfærd bliver borgeren passiv, og de pårørende formentlig tilfredse med den konstante overvågning. Men på lang sigt skaber enkeltmandsprojektet en udvikling, hvor borgeren bliver sat tilbage år for år, og kommunen må formentlig konstant skrue op for overvågning og underholdning f borgeren. Det pædagogiske arbejde er reduceret til overvågning, opvartning og underholdning.

Selvom det for de fleste med pædagogisk erfaring og indsigt er åbenlyst, at et sådant enkeltmandsprojekt meget ofte er både dyrt og virkningsløst, så vil projektet uden tvivl kunne blive godkendt af Socialtilsynet, hvis blot de fysiske rammer er i orden og personalet er fagligt kompetent. Og projektet vil år for år kunne score godt i tilsynsrapporterne.

Skulle tilbuddet her være vurderet på bæredygtighed i behandlingen, var det dumpet, for borgeren er ikke blevet mindre behandlingskrævende – tværtimod. Eksemplet viser, at vi mangler en score på bæredygtighed af behandlingen, og vi mangler fokus på bæredygtighed i kommunernes fokus - uanset om det handler om de lette eller tunge sager. Når først de unge er inde i misbrug, kriminalitet og afbrudt uddannelse, så har vi ikke løftet opgaven over for den enkelte, og samfundet går både glip af en aktiv samfundsborger og påføres livslange udgifter. Det er ingen tjent med. Vi kan faktisk ikke være det bekendt.