Lad det nu være sagt med det samme. Fagligheden på et hvert bosted i Danmark skal være helt i top. Det behøver vi ikke diskutere. Men så snart man er blevet enig i det, er man nødt til at definere faglighed. Og her bliver det på én gang for alvor både interessant og farligt.
For sidestiller vi faglighed med bestemte tilgange, uddannelser eller skoler? Eller sidestiller vi det med at være faglig og kvalificeret til den opgave, man varetager? De to ting hænger nemlig langt fra sammen. Det er en del af min erfaring som forstander for et botilbud gennem 30 år, hvor vi har mange beboere, som både kommuner og andre private botilbud har opgivet.
Vi har naturligvis gennem tiden haft mange højt kvalificerede medarbejdere på Granhøjen. Men mindst lige så mange uddannede pædagoger som ikke uddannede er faldet igennem, når det handler om at kunne samarbejde med vores beboere. Pædagoger er dygtige, men somme tider har jeg oplevet, at en murer havde større betydning for et ungt menneske end en pædagog. Inden forargelsen når for store højder, så må jeg bemærke, at det kun fungerer fordi vi har fokus på efteruddannelse, og fordi vores beboere kan få psykiatrisk behandling, når de har behov, i stedet for, når der er plads på psykiatrisk afdeling.
Læs mere fra Granhøjen
Granhøjen har en blog på DenOffentlige, hvor institutionen løbende deler viden og forholder sig til debatten om bosteder.
Forstander Grete Mikkelsen har skrevet flere indlæg.
Tag eksempelvis Muhammed. Han var med egne ord en rod, da han kom til os. Men han drømte om at leve et helt almindeligt liv med et godt job. Vi sendte ham ud med et murersjak, og kort tid efter stod hans drøm og fremtid klar for ham. Han ville være murer. Her efter sommerferien begynder han så i murerlærer, og han drømmer om at bidrage til samfundet som murer. Den udvikling skal Muhammed først og fremmest selv have æren af. Men det skal det murersjak han gik rundt med også. Se historien om Muhammed i videoen her.
Ingen patent på sandheden
Ingen har patent på det rigtige eller på sandheden. Netop når man som pædagog eller behandler får den opfattelse, så går det ofte galt. Man skal være i stand til at lægge sine overbevisninger fra sig, hvis de ikke virker. Og det gør de ikke altid. Når vi får nyuddannede pædagoger på Granhøjen, så går der ofte et stykke tid, før de lærer, at deres job er at samarbejde med beboerne frem for at leve deres liv for dem. Det virker måske et stykke tid. Men så går det galt. Se bare på de mange enkeltmandstilbud, hvor man pakker unge mennesker ind i personale. Virker det? Nej.
Jeg har bemærket, at flere politikere nu vil sætte standarder for antallet af uddannede pædagoger på et bosted. Det kan jo umiddelbart lyde rimeligt. Men min store frygt er, at vi udbreder patentet på sandheden til at være et politisk krav om et antal uddannede, og så tror, at det faglige niveau er, som det skal være. At det er vejen til at undgå sager med psykisk udsatte, der mistrives og optræder udadreagerende mod personale, andre beboere eller andre. Det er en helt forkert opfattelse. Det er som om politikerne opfatter et bosted, som et hus med pædagoger. Og jo flere jo bedre. Men et bosted er centrum for en hverdag hos nogle mennesker. De drømmer om en hverdag med job og rutiner. Hvem kunne forestille sig en hverdag kun med pædagoger? Beboerne skal være omgivet af de mennesker, som de også vil være omgivet af som almindelige samfundsborgere. Så er vi så klar med både pædagogisk og psykiatrisk faglighed, når de kræves. Men det er vores vurdering. Det kan ikke sættes på formel eller gøres til en lov.
Mere ledelse
Lad eksperterne gøre deres arbejde. Lad bostedet vurdere hvilken faglighed, der skal til. Vil man stille krav, så stil krav til de ledelsesmæssige rammer. Granhøjen er ISO-certificeret for vores kvalitetsledelsessystem, og vi har en meget ambitiøs efteruddannelsespolitik. Hvorfor stiller man ikke dette krav, så man sikrer en kompetent ledelse, som man kan have tillid til sørger for den nødvendige faglighed.
Næste uge får vi besøg af filosof og terapeut Anders Dræby på vores efteruddannelse. Han skal tale om ansvar og tager udgangspunkt i Faucault og Satre. Hvad skal det gøre godt for på et botilbud? Målet er at vores kontaktpersoner bliver i stand til at se på begrebet ansvar og forstå, at det er en del af deres arbejde at få beboeren til at tage ansvar. Det er blot en del af fagligheden, som man ikke kan lovgive om. Stiller man politiske krav om en bestemt faglighed, så udhuler man det ledelsesmæssige ansvar for at sikre præcis det faglige fokus, der er vigtigt på det enkelte bosted og beboere. Vi har brug for mere fokus på ledelse – ikke mindre.
