Jyllands-Posten kunne den 2. oktober fortælle om 133 plejefamilier og 29 bosteder, der har fået frataget deres godkendelse. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på baggrunden for lukningen af de enkelte tilbud. Socialtilsynet kan have haft mere eller mindre gode grunde. Derfor er det også svært at konkludere ret meget ud fra tallene alene.
Men vi kan som branche ikke ignorere de udtalelser og bekymringer, der fremkom i artiklerne. Når en socialchef i Dragør fx udtaler, at ”enhver med et godt hjerte kan starte op”, så er der jo et problem. Både for borger, pårørende og kommune skal der gerne stå en respekt om bostederne og deres kvalitet. Det er nogle af de allermest udsatte mennesker, der befinder sig her, og samfundet bruger hvert år milliarder af kroner på indsatsen. Tilliden til bostederne skal altså være solid.
Eksemplets tragiske komik
Løsningen har været at styrke tilsynet med de fem socialtilsyn. Reformen af tilsynet var tiltrængt, men den diskussion, man glemte i forbindelse med de nye tilsyn, er hvilken type bosteder, vi så ønsker skal komme ud af tilsynets fokus og kontrol.
Desværre er der en tendens til, at når vi taler kvalitet, så handler det om offentlig kontra privat. Der ligger en forestilling om, at fordi noget overgår til det frie marked, så skulle det være en fare for kvaliteten, og så må man kontrollere sig til en ensartethed, så det private og offentlige kommer så tæt på hinanden som muligt.
Vi fik på Granhøjen en bemærkning fra Tilsynet, da de sidst var på besøg. Det var, at vi hængte julepynten på for tidligt. Eksemplets tragiske komik illustrerer meget klart problemstillingen. Man ønsker, at stederne kommer til at ligne hinanden frem for at se på de overordnede rammer, som er helt afgørende for kvaliteten. Det skriver jeg ikke for at kritisere tilsynet. De gør det job, de er sat til, og vi har et fint samarbejde.
Kan faglighed udtrykkes i en standard?
Når vi nu diskuterer krav om faglighed på bostederne, så er det igen at tage diskussionen et skridt for kort. Der skal være en høj faglighed på et bosted. Ingen tvivl om det. At omgås personer, som er præget af psykiske lidelser, angst og mistet tillid, er en opgave, som skal læres og holdes ved lige med vedvarende undervisning og supervision.
Men skal faglighed være et krav som udtrykkes i en standard? Faglighed er ikke statisk, hvor man blot ser på et eksamensbevis og så beslutter, at standarden er opfyldt og fagligheden er i orden. Faglighed handler i bund og grund om stedets ledelse og behandlingsfilosofi.
LÆS OGSÅ: Hæstorp: Der er ikke brug for nye institutioner
Fagligheden skal vokse ud ad ledelsens fokus – ikke ud ad et krav. Fagligheden skal gerne gennemsyre alle beslutninger og være konstant i fokus. Opstår der problemer med en beboer – eksempelvis at de bliver udadreagerende - skal det løses gennem fokus på medarbejderne, at vi styrker medarbejderens evne til at samarbejde med beboere.
Det er det, vi kan arbejde med. Vi kan ikke ændre beboeren. Det er ikke nok, at de ansatte har de rigtige uddannelser, hvis ikke den uddannelse bliver anvendt og holdt ved lige gennem efteruddannelse. Det er en ledelsesopgave. Debatten om de nye typer institutioner viser det med al tydelighed. Det er blevet en diskussion om rammer og øget mulighed for tvang frem for en faglig debat.
Vi har derfor ikke brug fra flere krav fra Socialtilsynet eller pålagte rammer for julepynt eller for den sags skyld til medarbejdernes uddannelse. Det vil sandsynligvis kun føre til mere ensretning og et system, hvor kvaliteten er lige dårlig. Vi har brug for, at styrke to ting, ledelsen og bedre visitation.
Bedre ledelse vil hæve fagligeden i hele kæden. Vi i Granhøjen fik som det første private tilbud herhjemme en ISO 9001 certificering. Certificeringen handler om vores ledelse, og at de procedurer, vi har for ledelse, er optimale og bliver gennemført. Med denne certificering vil det være umuligt at slække på kvaliteten, fordi det er lagt ind i ledelsesrutinerne. Hvorfor stiller kommunerne ikke denne certificering som krav til deres leverandører?
En bedre visitation vil sikre, at kommunerne vælger bosteder til borgerne, som passer til borgerne og ikke omvendt. Kommunerne kunne i langt højere grad benytte sig af udbud og stille de kvalitetskrav, som de ser som rimelige. Så er det op til dem at sikre, at de får den kvalitet, som de har efterspurgt.
Styrker vi disse to områder, kunne vi måske helt undvære Socialtilsynet. I hvert fald vil det give sig selv, at et tilbud, der ikke bygger sin praksis på faglighed, ingen berettigelse har og lige så godt kan lukke. Vi skal ikke have tilbud, der ikke kan løfte opgaven – uanset om det er privat eller offentlige. Så kan hjertet være nok så godt. Det er borgerne, det handler om.
