Tag nogle af vores dygtigste virksomheder, Novo, LEGO eller Danfoss. Hvad er grundlaget for deres succes? Det er grundlæggende én produktkategori og en ekspertise på dette felt. Novo var aldrig blevet en af verdens absolut førende producenter og ikke mindst udviklere af insulin, hvis de skulle producere alle typer af medicin og forske i alverdens sygdomme. Og LEGO fik for alvor succes, da de fokuserede på klodsen og ikke alt mulig andet.
Læs mere fra Granhøjen
Granhøjen har en blog på DenOffentlige, hvor institutionen løbende deler viden og forholder sig til debatten om bosteder.
Forstander Grete Mikkelsen har skrevet flere indlæg.
Hvad har det så at gøre med kommuner? Kommunerne er vel en af de organisationer her i landet med flest varenumre på hylderne. Alt fra snerydning, plejehjem, vedligeholdelse af veje, biblioteker, bosteder, alkoholafvænning og meget meget andet håndterer de 98 kommuner. Der er ikke noget at sige til, at de ikke kan være eksperter og innovative på alle felter. Det har intet at gøre med, at de er offentlige, men ganske enkelt fordi det er en umulig opgave for en organisation at blive dygtige uden et fokus. Det er også grunden til, at vi meget ofte ser, at håndteret rigtigt er der kæmpe gevinster at hente for kommunerne i at inddrage de private.
Hvem ejer problemerne?
Det handler om, hvordan man som virksomhed definerer sin opgave. Hvad er man ekspert på, og hvilke problemer skal man løse? Lad mig nævne vores egen virksomhed Granhøjen som eksempel. Vi er 14 bosteder for psykisk og socialt udsatte. Vores opgave er, som jeg ser det, at samarbejde med vores beboere. Vi skal ikke løse deres problemer, og vi skal ikke definere hvordan de skal leve deres liv. Vi skal stille vores pædagogiske ekspertise og nogle rammer til rådighed og samarbejde med borgerne.
På samme måde er det for en kommune. De skal samarbejde med borgerne og virksomhederne. Det er den ekspertise, de for alvor skal sætte i spil. Evner en kommune at blive en god samarbejdspartner, så ligger der store gevinster for både borgere og kommune.
Jeg kunne nævne et eksempel, som ligger uden for vores felt inden for det sociale område. Vi skal en tur til Holstebro. Park- og vejdriften er den største udgiftspost på det tekniske område for kommunen. Tilbage i år 2000 konkurrenceudsatte de derfor park- og vejdriften for første gang og sparede 2,5 millioner kr. på driften. Siden da har kommunen fortsat med at skabe konkurrence om park- og vejdriften, og de har løbende effektiviseret driften. Ved det seneste udbud i 2014 sparede kommunen 2,1 mio. kr. Udbudsformen bygger ifølge kommunen selv på princippet om at etablere en samarbejdsmodel mellem kommunen og entreprenøren som i høj grad baserer sig på dialog frem for kontrol.
Kunne vi ikke også overføre dette på det sociale område? Vi har de seneste år haft en intens debat på psykiatriområdet forårsaget af en lang række historier om problemer i psykiatrien. Det er historier om vold, trusler og sågar drab på personale. Det er historier om patienter, der bliver udskrevet for tidligt eller måske ikke engang kan blive indlagt trods åbenlyst behov. Det er historier om borgere, der bliver afvist i psykiatrien, fordi de har et alkoholproblem og afvist i misbrugsbehandlingen, fordi de har en psykisk lidelse.
Alligevel ser vi, at kommuner og regioner krampagtigt holder fast i, at de skal løse problemerne på trods af, at en lang række private står klar med løsninger og kapacitet. Når et menneske har et problem med psyken, så er det kommunens ansvar at tage hånd om et samarbejde for at sætte borgeren i stand til at løse det. Men det er ikke kommunens problem. Det er ikke dem, der skal beholde problemet i deres åbenlyst problemfyldte system.
Det samme kunne nævnes inden for beskæftigelsessystemet eller for den sags skyld ældreplejen. Så ved jeg godt, at nogle vil henvise til de mange konkurser i ældreplejen. Der har måske ikke hele vejen rundt været den bedste ledelse hos de private udbydere. Men man kunne også se på, om det nu var kommunerne, der har været dårlige til at samarbejde og sørge for udbud, der gør det muligt for private at drive en forretning. Når Holstebro har succes med deres model, så skyldes det jo ikke kun de private leverandører men i høj grad også kommunens evne til at samarbejde.
Tal sammen
Et samarbejde kræver som ordet siger, at man arbejder sammen. Det kræver noget af begge parter. Der er en vigtig forskel mellem ordet samarbejde og udlicitering. Forskellen er om man blot ønsker at skubbe problemet fra sig, eller om man samarbejder. Vi har brug for at komme væk fra den negative udliciteringsdagsorden og over i en dagsorden, der handler om hvordan vi samarbejder om de udfordringer, som velfærdssamfundet står over for.
Lige nu gør de 2432 valgte kommunale politikere landet over sig klar til at indtage rådhussalen. 98 borgmestre sætter sig i spidsen for deres kommune. For mange er der udfordringer nok. Kommunerne er presset. Der ved man som kommunal leverandør. Det er et vilkår. Men hvad er opgaven så? Ja, den kan enten være at man vil lade kommunen tage patent på alle problemer og forsøge at løse alt fra drift af svømmehal til genoptræning af ældre. Eller de kan se det som deres opgave at samarbejde med borgerne og virksomhederne om at løse problemerne. Jeg håber, at de fleste vælger samarbejdets vej. Det gør vi.
