Regionerne har svigtet psykiatrien

Regioner eller ej ser ud til at blive et af den snarlige valgkamps store spørgsmål. Jeg tror mange havde håbet, at psykiatrien kunne blive et af de markante emner. Men når det kommer til psykisk udsatte, så har det hverken for den venstre eller højre side af Folketinget været et prioriteret emne.

De seneste uger har TV2 Øst haft fokus på psykiatrien og ikke mindst manglen på psykiatri. Bosteder fortæller, at de ikke kan få psykisk syge beboerne indlagt til psykiatrisk behandling, selvmordstruede bliver sendt hjem uden behandling, og senest kom det frem, at en patient lå fastspændt 13 måneder til sin seng.

Blandt andet derfor har Skovhus Privathospital de seneste to år oplevet en tredobling af patienter. Patienter fra Skovhus Privathospital fortæller til TV2Øst, at de har måtte opgive det offentlige system, fordi de ikke fik den nødvendige behandling. Den får de så på Skovhus Privathospital.

Har ikke løftet opgaven

Men det er ikke kun Region Sjælland, der skal stå for skud.  For jævnligt kommer der lignende historier fra hele landet. Regionerne har ikke løftet opgaven med at skabe en tilstrækkelig og velfungerende psykiatri. Og sammen med kommunerne har de ikke evnet at skabe en sammenhængende behandling for borgerne. Derfor er det helt entydigt, at der skal ske noget markant med det politiske og administrative ansvar. Om det skal føre til nedlæggelse af regionerne er usikkert. Men helt afgørende er det, at det politiske ansvar for psykiatriens fallit skal placeres på Christiansborg, hvis der skal ske noget på området.

Som jeg ser det er der to diagnoser for psykiatrien. Der mangler kapacitet i psykiatrien, og der mangler samarbejde mellem regioner og kommuner.

Regionerne har haft muligheden for at løse de problemer i 12 år. De har haft muligheden for at etablere samarbejde med kommunerne. Det er et problem, der er debatteret og beskrevet i årevis. Vi har få projekter som eksempelvis Psykiatriens hus i Silkeborg, hvor det er lykkedes. Men stadig oplever vi, at patienter med misbrug og psykiske lidelser bliver kastet fra det ene system til det andet. Eller at jobcentret turer frem med krav, som kun forværrer deres psykiske lidelse.

Ser vi på kapacitetsproblemerne, så er det et andet område, hvor regionerne ikke har løst udfordringen. Jeg tror enhver, der arbejder i psykiatrien vil give mig ret i, at der mangler sengepladser og der mangler tid. Vi hører fra de af vores patienter, der har opgivet den offentlige psykiatri, at de mangler behandling, selv når de er indlagt. LOS – landsorganisationen af sociale tilbud - udarbejdede sidste år en undersøgelse blandt medlemmerne om omfanget af problemerne med akutpsykiatrien. Den viste, at en tredjedel af medlemsstederne i LOS har oplevet, at en borger er blevet afvist på psykiatrisk skadestue, selvom personalet på bostedet skønnede en indlæggelse nødvendig. Konsekvenserne er tydelige. Antallet af politiopgaver, der handler om mennesker med psykiske lidelser er tredoblet på syv år, så de svarer til mere end 12 procent af de opgaver, som poltiet håndterer.  Og se bare på eksplosionen af retspsykiatriske patienter. I 1975 var der cirka 200 patienter, mens der i dag er over 4.000. Og tallet stiger stadig.

Regionerne fastholder monopol

Regionerne har i årevis haft mulighed for at trække på den ledige kapacitet, der findes i den private psykiatri. Skovhus Privathospital er et moderne psykiatrisk hospital, som er akkrediteret efter Den Danske kvalitetsmodel. Vi har takster lavere end regionernes. Alligevel har Regionerne stædigt holdt fast i, at løsningerne på den manglende behandling skal findes i deres system. Vi klager ikke, for vi får blot patienterne som selvbetalere. Men vi undrer os over, at patienterne skal tvinges derud, hvor de selv må betale, hvis de vil være raske.

Det har været kritiseret, at psykiatrien ikke fylder særlig meget i sundhedsreformen. Men måske kan reformen gå hen og blive det bedste, der er sket for psykiatrien i mange år.  Der er brug for, at vi nytænker hele psykiatrien. At vi bryder regionernes monopol på at det stigende pres på psykiatrien med flere og flere patienter blandt både børn, unge og voksne skal løses i regionalt regi. Det kan reformen måske bidrage til.

Vi har ikke længere råd til det offentlige monopol. Både for patienternes skyld og for samfundsøkonomiens. Når patienter med psykiske lidelser venter eller får utilstrækkelig behandling, så bliver mindre lidelser store og i værste fald invaliderende for patienten. De mister livskvalitet, deres pårørende mister vigtige relationer, og samfundet mister arbejdskraft. Samtidig har vi en situation med omvendt overbetaling. Samfundet betaler i dag langt højere takster for behandling i det offentlige end i det private. Allerede i 2013 viste Sundhedsministeriet, at prisen for enkeltbehandlinger var faldet fra 105-110 procent. af den offentlige takst i 2008 til 85 pct. i 2012. Og derfra er det kun faldet, så det i dag udgør under halvdelen af den offentlige takst.

Forsvinder regionerne til fordel for de nye sygehusfællesskaber, så kan man håbe på, at der bliver mindre ideologi og mere fornuft og realitet i tilgangen til psykiatrien. Består regionerne så er de nødt til at erkende, at de ikke har løst opgaven med psykiatrien. Der er brug for en ny psykiatri i Danmark. En psykiatri, hvor behandling, forebyggelse og samarbejde på tværs er i fokus. Der er et valgkampstema, som blot venter på at blive samlet op.