I sidste nummer af stafetten fremsætter Langelands kommunaldirektør Jørgen Vestby Christiansen forskellige synspunkter på den offentlige sektors udvikling. Han hævder blandt andet, at lederne frem over i stigende grad bør agere politisk, ligesom han forudser et behov for at inddrage den frivillige sektor og teknologiske løsninger i forsøget på at løse de mange fremtidige velfærdsopgaver.
I det vil følgende vil jeg forsøge at diskutere og perspektivere disse påstande. Mit grundlæggende synspunkt er, at der er tale om et politisk valg i forhold til, hvor stor den offentlige sektor skal være, hvordan den skal se ud, og hvem der skal løse opgaverne. Politik er det muliges kunst, hedder en kendt talemåde. Talemåden betoner, at ikke alt er politisk muligt, men alt er heller ikke umuligt. Den offentlige sektors udvikling er ikke naturgiven eller uundgåelig, men til dels en konsekvens af en ønsket eller forhandlet politisk udvikling.
Moderniseringsbølger og ”naturlove”
Globaliseringen sætter den danske velfærdsmodel under pres hen imod en stadig større international harmonisering, sådan som vi har set tendenser til i de senere år, hvor vi har bevæget os fra den universelle velfærdsmodel hen imod det, som mange har kaldt konkurrencestaten eller fra welfare mod workfare. Til trods for den nævnte udvikling, må det fastholdes, at når f.eks. Bjarne Corydon formulerer, at konkurrencestaten er den bedste måde at udvikle velfærdssamfundet på, er det et udtryk for et politisk valg frem for en ”naturlig” reaktion på aktuelle udfordringer.
Den offentlige sektor har været igennem forskellige moderniseringsbølger, og vi er nu i en fase, som er blevet kaldt den tredje modernisering. Den første bølge indvarslede moderniseringen af den offentlige tilbage i begyndelsen af 80’erne med det formål at få de offentlige udgifter under kontrol og få mere og bedre service for de samme penge.
Det første moderniseringsprogram rummede blandt andet en blød del, der handlede om uddelegering af ansvar og kompetencer til institutioner og brugere. Den seneste modernisering kan overordnet karakterises som centralreguleret selvstyring med fokus på kontrakt- og kvalitetsstyring. Det paradoksale begreb ”centralreguleret selvstyring” refererer til, at udviklingen på samme tid er karakteriseret ved regulering og deregulering. På den ene side foregår der en stadig stærkere politisk styring, hvilket foregår indirekte ved, at styring uddelegeres, f.eks. gennem evaluerings- og akkrediteringsinstitutioner, men også direkte gennem større krav til input og outcome (krav om bestemte resultater). På den anden side sker der en udvikling i retning af mere selvstyre, f.eks. gennem krav om innovation, professionel ledelse og strategisk kompetence.
Professionel, politisk topledelse?
De forskellige moderniseringsbølger kræver forskelige kompetencer af lederne. Hvor motivation og evne til omstilling især var væsentlige i den første fase, bliver evnen til at agere strategisk eller politisk væsentlige lederkompetencer i den nuværende fase. Opgaver og løsninger står i stigende grad til forhandling. Som forskellige ledelsesteoretikere hævder, kan ledelse i stigende grad karakteriseres som forhandlet ledelse. Ledelsen må, så at sige, erobres, hvor man som leder skal forholde sig til dobbeltheden mellem regulering og selvstyring.
Den pågældende udvikling er imidlertid ikke uproblematisk. Når offentlige ledere i stigende grad begynder at agere politisk og strategisk, er der en risiko for, at ledelsen går over stregen, selv om stregen ofte ikke er synlig. Vi ser det i de mange sager, som i øjeblikket præger ministerierne, hvor ministre tilsyneladende er blevet fejlinformeret med fatale konsekvenser til følge.
Siden starten af 80’erne har vi gennemløbet en periode, hvor der rent samfundsmæssigt har været stor tiltro til, at offentlige ledere, i hvert fald topledere, skal have mere ansvar og kompetencer. Det er f.eks. tilfældet inden for uddannelsesverdenen, hvor universiteter, University Colleges og Erhvervsakademier har fået professionelle bestyrelser, direktioner, åremålsansatte ledere og direktørtitler.
Jeg er ikke sikker på, at dette er vejen frem for den offentlige sektor. Det er i hvert fald ikke den eneste vej. Tværtimod er der mange uudnyttede ressourcer at hente blandt medarbejdere, brugere og frivillige: at få forløst dem anser jeg for at være den fornemste ledelsesopgave såvel aktuelt som fremadrettet. Grundlæggende matches den offentlige sektors udfordringer bedst, hvis ansatte, brugere og omgivelser i højere grad opnår medindflydelse på kvaliteten af de offentlige serviceydelser.
Borgerne skal opdrages
Et andet væsentligt emne, som adresseres i Jørgen Vestby Christiansens stafet, er et stigende behov for at inddrage ressourcer fra den frivillige sektor i forbindelse med løsningen af offentlige velfærdsopgaver. I Norden har vi valgt den universelle velfærdsmodel, hvor mange offentlige serviceydelser løses inden for den statslige sektor frem for som i f.eks. Sydeuropa, hvor familien og privat velgørenhed traditionelt spiller en større rolle. Det er ikke naturgivent, at vi har valgt at indrette den offentlige sektor på den måde, vi har gjort.
I kultursektoren og idrætsverdenen er der tradition for, at mange arbejder gratis og med stort engagement. Er der er en sag, som giver mening, er det nemt at engagere og involvere frivillige kræfter. Der er næppe tvivl om, at man også inden for andre velfærdsområder i højere grad vil kunne inddrage den frivillige sektor. Det kan imidlertid kun lade sig gøre, hvis de borgere, som inddrages, kan se en mening eller et perspektiv med inddragelsen, og også direkte har indflydelse på, hvordan opgaverne skal løses.
Selvom det af forskellige årsager kan være relevant i stigende grad at inddrage den frivillige sektor i løsningen af velfærdsopgaver, så er den største og mest langsigtede gevinst, at borgerne ”opdrages” til at være medborgere frem for forbrugere eller klienter.
Denne ønskværdige udvikling ændrer ikke på, at der altid er et element af sårbarhed i at inddrage den frivillige sektor i løsningen af velfærdsopgaver. Der er ikke tale om et ansættelsesforhold med fast defineret ansvar og kompetence. De som inddrages er ikke professionelle i betydningen, at de har gennemgået et uddannelsesforløb, som gør, at man kan forvente en ensartet standard og kvalitet i måden, velfærdsydelser udføres på. Vi skal ikke glemme, at der rent historisk sker en professionalisering i opgaveudførelsen, når velfærdsopgaver ikke længere løses af hattedamer eller frivillige, men derimod af uddannede velfærdsprofessionelle. Frivillighed er et supplement til udviklingen af velfærdssamfundet, men den bliver for alvor en samfundsmæssig gevinst, hvis den også forbindes med udvikling af en medborgerrolle.
Stafetten går til Djøfokrati
Herfra går stafetten videre til en gruppe studerende, der på Københavns Universitet har arrangeret en debatrække under navnet Djøfokrati i foråret 2014. De argumenterer for, at "kløften mellem de styrende og de styrede vokser sig større - indenfor og udenfor Christiansborg, på mange arbejdspladser og i den offentlige debat." Derfor sendes stafetten videre med spørgsmålet til dem: Hvad forventer I af fremtidens ledere? Hvad skal de kunne og gøre anderledes?
