''Det forekom mig usandsynligt, at indbyggerne i Skanderborg Kommune ville kunne mærke forskel på, om de stod over for Kommune 2.0, 3.0 eller 17.0.'' siger siger Marc Lykke Petersen, Cand. Scient. Pol. - studerende

Kommunens nye klæder│Del 2: Gammel vin på nye flasker?

Ledelse

17/12/2014 13:00

Suleman Haider

Borgerinddragelse, Skanderborg Kommune og lokale grønne partnerskaber kommer i fokus denne gang. Marc Lykke undersøger om borgerne bliver inddraget - eller om borgerinddragelse blot er en af de mange vision floskler, der ikke handles på? Læs anden del af serien Kommunens nye klæder.

”(…) værdibaseret ledelse, dialog, samarbejde, gensidig tillid og aktivt medborgerskab”. Diverse buzzwords med eftertrykkelig positiv klang fløj om ørene på mig, da jeg befandt mig til møde om det nyere initiativ, Kommune 3.0, i Skanderborg Kommune. Langt væk fra statskundskabsstudiets teoretiske lærebøger og med anden dag i praktikforløbet hos Teknik og Miljø i Skanderborg under bæltet, erindrede jeg svagt at have stødt på begrebet på kommunens hjemmeside tidligere.

Kommune 3.0 symboliserer kort og godt et paradigmeskifte, hvor version 2.0, der anså Kommunen som servicevirksomhed med borgerne som kunder, erstattes af et splinternyt udsyn, hvori borgere opfattes som aktive medspillere og ansatte i kommunen som ’playmakere’. Tankegangen opfordrer til, at interaktionen mellem borger og ansat kendetegnes ved ligeværdigt samarbejde og dialog, gensidig tillid og med en tilfredsstillende løsning som endemål.  

Læs også: Første del af serien: Visioner i virkeligheden 

Indrømmet. Jeg har konsekvent betragtet strategier og visioner for ledelse i organisationer som tomme floskler, der har til formål at male et rosenrødt portræt af organisationen udadtil, men som sjældent har reel implementeringskraft. Derfor lyttede jeg overbærende med til mødet med visheden i baghovedet om, at de fine ord næppe blev fulgt op i praksis. Jeg kiggede rundt om det rektangulære mødebord og nikkede indforstået. Version 3.0 måtte være kommunens nyeste skud på stammen af brandingstrategier, der skulle foregive, at borgerne rent faktisk havde en rolle at spille i kommunale anliggender. Det forekom mig usandsynligt, at indbyggerne i Skanderborg Kommune ville kunne mærke forskel på, om de stod over for Kommune 2.0, 3.0 eller 17.0.

Lokale grønne partnerskaber

Allerede kort inde i praktikopholdet hos Teknik og Miljø begyndte min indforståede og mistroiske tilgang så småt at slå revner for første gang. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg med ballasten fra mødet frisk i erindring og min tilhørende forventning om, at Kommune 3.0 blot var ’another day at the office’, reagerede lettere forundret, da jeg blev præsenteret for konceptet lokale grønne partnerskaber. Begrebet betegner i al sin enkelthed naturfremmende projekter, der er blevet til i samarbejde mellem borgere, lokale foreninger og institutioner og kommunen.

Det særlige ved grønne partnerskaber er, at initiativet til projekterne helt og holdent stammer fra lokalsamfundet. Kommunens rolle består i at agere tovholder med overblik over processen, indsamle nødvendige tilladelser og fungere som investor. Jobbet som primus motor for et grønt partnerskab er reserveret til borgerne og lokale foreninger.

”Fair nok, men træerne vokser mig bekendt ikke ind i himlen”, tænkte jeg forbeholdent. Det var da beundringsværdigt, at kommunen havde formået at efterlade spor af version 3.0 længere nede i organisationen, men at der var tale om andet end et simpelt mediestunt, havde jeg end ikke fantasi til at forestille mig. Tanken, om at grønne partnerskaber symboliserede en form for græsrodsdemokrati med beslutninger nedefra og op, virkede decideret urealistisk og som et levn fra hippie-kulturen.

Kommune 3.0 er lokale partnerskaber

Alle alarmklokker bimlede i mit pragmatiske livssyn. Da jeg blev tilbudt at følge processen bag et forestående lokalt grønt partnerskab omhandlende en natur- og motionssti, gik jeg til opgaven med krum hals. Jeg skulle nok få afsløret, at Kommune 3.0 var langtidsparkeret rundt om mødebordene på ledelsesgangen, og at grønne partnerskaber fulgte skabelonen for ’business as usual’.

Den lune æblekage blev mindre stykke for stykke, da den gik på tur rundt om bordet i mødelokalet på præstegården. Jeg havde taget lederen på ordet og befandt mig nu til styregruppemøde angående det grønne partnerskab om natur- og motionsstien. Som mødet skred frem, blev jeg, trods min sunde skepsis, overbevist om, at lokale grønne partnerskaber er indbegrebet af Kommune 3.0.

Mit pragmatiske jeg krakelerede endeligt, da medlemmerne af styregruppen én efter én præsenterede sig som lokale borgere, der med en ildsjæls engagement tilbragte deres knappe fritid i lokalsamfundets tjeneste. Her var virkelig tale om græsrodsdemokrati og initiativ fra private borgere. Helt som beskrevet i præsentationen af konceptet stod Skanderborg Kommune klar i baggrunden i tilfælde af behov for sparring, men selve processen forblev styret lokalt.

Grønne partnerskaber på landsplan

Da jeg senere samme uge, ikke længere mistroisk per definition, returnerede til kontoret, besluttede jeg mig at dykke nærmere ned i udbredelsen af grønne partnerskaber. Forløbet med natur- og motionsstien kunne være en enlig svale, designet til at fungere som udstillingsmodel for 3.0. I mit forsøg på at afdække, om visionen i Skanderborg Kommune reelt skinnede igennem i praksis, stillede jeg skarpt på Naturstyrelsens tilskudsordning til lokale grønne partnerskaber. Resultaterne støttede min nyvundne overbevisning om, at 3.0 rent faktisk havde fået kantet sig ud af den trange dør til ledelsesgangene og nu boltrede sig på tværs af kommunen.

Naturstyrelsen finansierede tilskud til 270 partnerskabsprojekter i perioden 2007 til udgangen af 2014. Det efterlader den gennemsnitlige kommune med støtte til 2,76 grønne projekter. Skanderborgs reaktion på bølgen af borgerinddragelse, 3.0, springer med det samme i øjnene, da kommunen figurerer som klar højdespringer på listen med støtte til hele 17 lokale grønne partnerskaber. Til sammenligning modtog København, Odense og Aarhus Kommune tilskud til 6 partnerskaber til sammen, mens Aalborg Kommune indtager 2. pladsen med 11 projekter. Med dette in mente krydsede jeg brødbetynget 3.0 af som værende udført i praksis på natur- og miljøområdet.

Jeg måtte smide håndklædet i ringen og anerkende, at nok befinder en væsentlig del af indholdet af 3.0 sig på listen over ledelsesvisioners mest gennemtæskede og klichelignende fraser, men i Skanderborg, og især i Teknik og Miljø, bestod løfterne ikke blot af tomme ord. Langtfra. For at blive i klichéernes verden blev det klart for mig, at visionsetiketterne i Skanderborgs vinkælder rent faktisk dækkede over ny vin på nye flasker.

Implementering på landsplan 

Mine tanker cirklede dog stadig om muligheden for en gengivelse af budgetbølgen på landsplan. Hvis Skanderborgs faktiske implementering af borgerbølgen resulterede i en massiv overvægt i tilskud fra Naturstyrelsen vis-a-vis landets andre kommuner, hvor efterlader det så resten af det kommunale Danmarks håndtering af bølgen? Er de få grønne partnerskaber udtryk for, at bølgens retorik og værdisæt er gået kommunernes næse forbi, eller er vi igen fanget i en situation, hvor kommunerne siger ét, men gør noget andet? Følg med i næste afsnit, hvor jeg stiller skarpt på problemstillingen på landsplan. Og undersøger om borgerinddragelse implementeres på landsplan.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.