Kommunens nye klæder│Del 3: Er det der borgerinddragelse bare blevet et modeord?

Det ubesvarede spørgsmål fra sidste afsnit er, om mit beskrevne flashback om mødet med kommune 3.0 i Skanderborg er del af en overordnet tendens, eller hvorvidt visioner i stedet primært agerer kransekagefigur på en landsdækkende kommunal kage, hvor glasuren udgøres af manglende implementering? Mit indtryk er klart sidstnævnte. Er vi nået dertil, hvor kommuner per automatik slår på tromme for borgerinddragelse, aktivt medborgerskab og gensidig dialog, uden at det forpligter til mærkbare initiativer mod realisering af egentlig inddragelse? Det er mit indtryk. Har vi behov for at bringe problemstillingen på dagsordenen med henblik på fremtidig optimering? Gæt selv, hvad mit indtryk er.

Lad os for et kort øjeblik huske tilbage på, hvordan Skive Kommune definerede en vision. Foruden at afbilde kommunens ønskede portræt af fremtiden har en vision desuden en forpligtende karakter.  Denne sidste betingende faktor rammer hovedet på sømmet og fungerer velsagtens som omdrejningspunkt for min kritik af højtsvævende visioner på kommunale ledelsesgange, der flyver hen over hovederne på den almindelige borger på jorden. Det er ikke nok at male billedet af dialog og borgerinddragelse – penselstrøgene skal tilvejebringe initiativer og handling i den virkelige verden.        

Borgertsunami i danske kommuner

Men hvordan har borgerbølgen ramt det kommunale landskab? Har kommunerne overhovedet taget trendens retorik til sig? Svaret til sidstnævnte bliver et klokkekart ja. En hurtig gennemgang af landets 98 kommuners hjemmesider afslører, at hele 86 kommunale enheder har indarbejdet borgerinddragelse, aktivt medborgerskab eller dialogbaseret samspil med borgerne som en del af deres vision, strategi eller i en decideret politik. Trenden om øget borgerinddragelse er med andre ord skyllet ind over kommunerne med tsunamilignende fart og effekt. Visionen for Haderslev Kommune eksemplificerer udbredelsen af ønsket om aktive borgere glimrende, da denne fremstiller aktivt medborgerskab som kilden til innovation og udvikling, ligesom værdibaseret ledelse præsenteres som grundpillen, der skal sikre ligeværdigt samarbejde med borgerne. Et pragteksemplar på indarbejdelsen af borgerbølgens medfølgende værdisæt.

Det vidner umiddelbart om en lovende fremtid for borgernes indflydelse, når næsten 90 % af kommunernes fremtidsportrætter placerer borgeren i midten af det gyldne snit.

Jeg frygter dog, at kommunernes identiske visioner afspejler, at der er gået inflation i løfter om borgerinddragelse. Det lader til, at aktivt medborgerskab har opnået status som buzzword og dermed automatisk indgår som ingrediens, når den imageorienterede kommunale ledelse går i køkkenet for at tilberede vision 2015, 2020 eller 2050. Det er også min frygt, at den konsensusprægede visionsskabelse på tværs af kommunegrænser avler en vis grad af ansvarsforflygtigelse, hvor ordet ’borgerinddragelse’ mister sin betydning og efterlades som gratis postulat uden efterfølgende regning, der skal betales. Vi taler om en genkendelig lemmingeffekt, når det bliver normen at istemme sig koret af dialogfremelskende kommunale ledere, der glemmer det sidste led fra tanke til handling. Mest af alt frygter jeg, at problematikken vedbliver at være holdt ude af den offentlige debat til skue for landets borgere.   

Har vi ikke set det før?

Hvad er problemet egentlig? Lad os starte med, hvad det ikke er. Det er ikke i sig selv problematisk, at 9 ud af 10 kommuner ønsker at etablere borgerinddragelse som et vigtigt element i fremtidens samfund. Ønskeligt og opløftende er vel snarere ordene, der kan bruges til at beskrive den udvikling. Men. Ingen røg uden ild, som det populært påpeges. Min anke imod den tilsyneladende fælles kommunale rejse mod øget borgerinddragelse omhandler, som læseren måske nok har forstået nu, manglende oversættelse til praksis. Såfremt visioner fremadrettet fortsat bliver ved snakken, risikerer vi en regulær afkobling mellem en normativ verden, hvor visioner portrætterer kommunens ønskede fremtid, og en deskriptiv sfære, der karakteriserer kommunens faktiske udseende. Tænk sig, hvis der ikke var den mindste sammenhæng imellem de to verdener.  

Lad os vende tilbage til lokale grønne partnerskaber for at få syn for sagen. Selvom min oplevelse med naturfremmende projekter i Skanderborg viste sig at repræsentere tilgangen i 3.0 til fulde, var situationen en væsentlig anden i de fleste andre kommuner. Et tankeeksperiment er på sin plads. Tag et kig på tabellen, og lad den fungere som afsæt for den følgende tankevirksomhed. Tabellen angiver antallet af lokale grønne partnerskaber støttet af Naturstyrelsen fra 2007 til 2014, og den afspejler desuden, hvorvidt kommunen har inkorporeret borgerbølgens værdisæt eller ej.

Forestil dig, at 9 ud af 10 kommuner plæderer for øget borgerdialog og borgerinddragelse. Skanderborg Kommune er en del af det massive flertal. Hvis Naturstyrelsen fra 2007 til 2014 støttede 17 lokale grønne partnerskaber i Skanderborg og kun 2,76 projekter i den gennemsnitlige kommune, hvor efterlader det så størstedelen af de kommuner, der hylder borgerinddragelse som mantra i visionen, strategierne eller politikkerne? Korrekt. Eksperimentet foreslår en tendens, hvori størstedelen af danske kommuner ikke formår at leve op til forpligtelsen og sætte handling bag ordene. Det minder i skræmmende grad om noget, vi har set før, når en stor del af de danske kommuners implementering af visionerne tilsyneladende bedst kan beskrives som en dårlig joke. Præcis ligesom Serritzlews tilbundsgående analyse af kommunal budgetlægning afslører min korte gennemgang af grønne partnerskaber, hvordan kommunernes udtalte løfter i høj grad negligerer at finde vej fra maleri til virkelighed.       

Mangel på sammenhæng mellem vision og virkelighed 

Inden det begynder at regne ned med kommentarer om, at antallet af grønne partnerskaber ikke er et validt mål for kommunernes samlede arbejde med borgerbølgens værdisæt, skal jeg være den første til at slå det fast. Det er klart, at natur- og miljøområdet udelukkende er en lille del af kommunernes virke, og at der desuden spiller mange faktorer ind, når antallet af grønne partnerskaber i en kommune skal forklares. Når det er sagt, tydeliggør dette øjebliksbillede alligevel manglen på sammenhæng mellem vision og virkelighed i kommunale organer i en sådan grad, at det stiller seriøse spørgsmålstegn ved fremtidens konstruktion af visioner i kommunalt regi. Koblet sammen med Serritzlews resultater vedrørende budgetlægningsmetoder synes mine bange anelser for alvor at bryde ud i lys lue.

Hvorfor insisterer danske kommuner på at surfe med på borgerbølgen og kaste om sig med løfter om borgerinddragelse, hvis de ved, at implementeringen ikke forbliver andet end en illusion? Hvordan opnår vi bedre sammenhæng mellem kommunernes visioner og virkeligheden? Ønsker vi overhovedet, at der udstikkes foretrukne portrætter for arbejdet med borgerinddragelse? Hvis du er interesseret i at høre mine bud, skal du læse med i blogseriens sidste afsnit.