”Det minder mig om en borgmester, jeg hørte på TV: ’Vores kommune har ikke stress – vi har en stresspolitik’, sagde han. Sådan noget vrøvl. Stress og vold udspringer af arbejdsvilkår, normeringer og den slags – ikke af fine ord på papir. Dem oppe i systemet er mest optaget af, hvordan de dækker sig selv ind med en masse fine ord”.
Læs også: Når kommunen gør borgerne vrede
Når kommunen gør borgerne vrede
Det er en ufrugtbar misforståelse at opfatte vrede borgere som utilfredse forbrugere. I stedet bør kommunerne forbedre deres service management.
Ovenstående bemærkninger fra 55-årige sosu-assistent Laila Sommer er gengivet i den populære bog Klassekamp fra oven (2014), hvori det danske samfunds stigende ulighed debatteres på livet løs. Udplukket minder mig om noget, jeg har set før. Er det et voksende problem i Danmark, at fine ord på papir afkobles fra den praktiske hverdag? Budgetbølgen, borgertsunamien og eksemplet med den kommunale stresspolitik kunne tyde på, at virkeligheden ofte er en anden, end den velartikulerede og polerede strategi antyder. Men hvorfor fortsætter offentlige instanser ned ad denne eventyrsti, når det er åbenlyst for enhver, at borgere som Laila Sommer uden problemer kan se igennem de opstillede floskler? Her kan vi med fordel vende blikket tilbage til Søren Serritzlews artikel fra 2002, som jeg omtalte i det første afsnit.
Vi gør som alle de andre – det må da være rigtigt?
I sin analyse af kommunernes udmeldte og faktiske budgetlægningsmetoder bidrager Serritzlew med en vigtig sondring, da han forsøger at determinere, om forskellen mellem oplyst og reel budgetmetode betyder, at danske kommuners håndtering af økonomien er decideret ufornuftig og ulogisk. Når en kommune giver udtryk for at benytte en given metode – det være sig en vision for borgerinddragelse eller en budgetlægningsmetode – skal begrundelsen og effekten af dette valg ses i lyset af tiltagets ekspressive og instrumentelle værdi. En strategi eller vision for borgerinddragelse har instrumentel værdi, hvis de udstukne retningslinjer er med til at strømline og guide kommunens arbejde med borgerinddragelse internt i organisationen. Instrumentel værdi afspejler med andre ord en situation, hvor den enkelte kommunale medarbejder inkorporerer visionen i det daglige arbejde med borgerne. I dette tilfælde oversættes visionen således til praksis.
Er borgerinddragelse blevet et modeord?
Den unge studerende Marc Lykke skriver om sin praktik i en god dansk kommune. Det blev en rejse i kommunale begreber og buzzwords, som kan tegne billedet af en enorm afstand mellem fine ord og praktisk virkelighed. Find hans beretninger her.
Branding som bolværk
Selv om den mest intuitive opfattelse af en visions værdi hører tæt sammen med dens praktiske gevinst i hverdagen, kan en kommunes vision om borgerinddragelse endvidere begrundes med tilførslen af ekspressiv værdi. Strategiske udmeldinger og metoder fungerer som en form for fæstningsværk, hvor de enkelte byggesten udgøres af legitimitet. Kommuner kan på denne måde effektivt sikre sig mod kritik, hvis de udadtil giver udtryk for, at de rider med på borgerbølgen. Laila Sommer kritiserer netop kommunens fokus på stresspolitikkens ekspressive værdi, idet hun peger på, at de fine ord på papiret udelukkende hjælper med at afmontere eventuel kritik. Instrumentel værdi oversættes til praksis, men den ekspressive af slagsen har primært fokus på at brande organisationen udadtil.
I jagten på at forstå og derefter forbedre den offentlige sektor er det bydende nødvendigt at have sondringen mellem et tiltags praktiske og ekspressive værdi for øje. Men hvad er der så tilbage at konstatere? Skal vi blot acceptere, at den massive tilslutning til mantraet om øget fokus på borgerinddragelse uden oversættelse til hverdagen kan forklares med, at kommunerne praktisk talt ikke har noget at tabe ved at skrive et par ord om dialog og medborgerskab på hjemmesiden? Når trenden først tager fart, og dominobrikkerne for alvor vælter omkuld, stiger incitamentet til at opstille forestillingen om, at vi som kommune sidder forrest i toget med aktivt medborgerskab som endestation. Det at stige på lokomotivet uden reelle intentioner om at effektuere visionerne i virkeligheden er en win-win situation, fordi kommunerne dermed afvæbner eventuel kritik med henvisningen til, at de applauderer inddragelse af borgerne præcis ligesom landets andre førende kommuner. Lad os kigge lidt nærmere på, hvordan vi kan afhjælpe den foruroligende tendens til at indføre visioner på skrømt.
Hvordan mindsker vi afstanden mellem vision og virkelighed?
Vi kan hurtigt blive enige om, at det er ønskværdigt at mindske afstanden mellem vision og virkelighed og dermed minimere antallet af kommunale tiltag, der udelukkende motiveres af deres ekspressive værdi. Dermed ikke sagt at ekspressiv værdi i sig selv er uønskeligt og skal manes til jorden ved enhver given lejlighed. Enhver politik, strategi eller vision tilføres selvsagt en iboende ekspressiv værdi i det øjeblik, den kommunikeres ud til omverdenen, men den indeholder ikke automatisk instrumentel værdi – det skal kommunens arbejde med tiltaget selv tilføre ligningen. Hvis vi er interesserede i at nedbringe mængden af kommuner, der kører på frihjul, skal vi altså forsøge at holde dem op på visionernes praktiske indhold. Det er garanteret nemmere sagt end gjort, men jeg har oplistet et par råd, der meget gerne skulle pege i den rigtige retning.
Anerkend ordets magt
Det første skridt på vejen mod behandlingen af den kommunale visionssyge er at gøre sig det klart, at kommunerne delvist motiveres af ordets magt, når de designer strategierne og visionerne. Indtastningen af et par fraser på hjemmesiden fungerer som et legitimt bolværk mod kritik – uanset om hverdagen for sagsbehandleren ændres eller ej. Det er derfor en god rettesnor at undlade at forveksle visioners eksistens med oversættelse til praksis. Det ene kan sagtens være til stede uden det andet.
Målbare visioner
Direkte afledt af bevidstheden om ekspressiv værdi vil jeg opfordre til, at kommunale visioner defineres ud fra målbare initiativer, der synliggør, om kommunen fører visionens bevingede ord ud i livet eller ej. De fleste kommuners visioner er i forvejen opbygget ud fra devisen vision-strategi-handleplan, men dette fritager dem tydeligvist ikke fra at negligere faktisk handling. Derfor er der behov for et opgør med den hidtidige praksis for udarbejdelse af politiske visioner, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at destruere det nuværende handlingsmønster. Handleplaner skal med andre ord kobles op på synlige og effektive handlinger.
Ensartethed på tværs af kommuner
I min gennemgang af landets 98 kommunale hjemmesider sprang det i øjnene, hvor forskelligt organisationerne har valgt at designe deres værdier, politikker, visioner, strategier og handleplaner. Det er min klare overbevisning, at det ville øge sammenligningsmulighederne på tværs af kommunernes faktiske indsats på et givet område, hvis deres politiske ramme var designet efter den samme model. Koblet sammen med øget målbarhed af kommunernes visioner ville ensartethed på tværs af kommunernes design tegne et klart billede af, hvilke kommuner der gjorde hvad, og i særdeleshed hvem der negligerede at leve op til deres løfter.
Videre herfra
Er kommunernes mangel på oversættelse fra teori til praksis et nødvendigt onde, som vi borgere må lære at leve med? Det har været mit mål i denne blogserie at synliggøre, hvordan danske kommuners politiske løfter i nogle tilfælde skal anses som tomme og uden indhold. Men det har også været min hensigt, at påvisningen af denne mangel på efterlevelse vil åbne øjnene hos nogle af dem, der læser med, ligesom målet med serien har været at skabe debat om, hvordan vi kan forbedre indretningen af den offentlige sektor. Om det er lykkes, skal jeg ikke kunne afgøre. Det må være op til dig, der har læst med fra start til slut.
Hvordan tror du, vi mindsker afstanden mellem vision og virkelighed? Skriv dit bud herunder.
