Det er eksamenstid, og der dumper en mail ind. Den er fra en far, der bare lige vil sende et billede af sin søn. Han har været til eksamen og klaret sig godt. Jeg glædes over mailen og ved, at den er en tak for den tid de kom i familieterapi hos mig.
Dengang vi mødtes første gang, var det ikke eksaminer og en lys fremtid forældrene troede på. De frygtede det værste, med de symptomer og den diagnose.
I familieterapien lærte de om diagnosen og sammen fandt vi ud af hvordan de kunne hjælpe deres søn, og hvilken hjælp de havde brug for fra samfundet.
Gennem årene har de haft brug for lidt forskellig hjælp, fra os i børne- og ungdomspsykiatrien og fra skolesystemet. Egentlig ikke ret meget hjælp, bare lidt her og der. Vi har været deres "sikkerhedsline".
I dag tror og ved forældrene, at fremtiden nok skal blive god. Og jeg ved, at den investering vi, som samfund, gjorde i barnet og familien, betaler sig tilbage. Det bliver et rigtig godt afkast!
LÆS OGSÅ: 25 måder din leder afviser kritik på
Det er en kæmpe glæde for mig, som børne- og ungdomspsykiater, at opleve, at de børn, unge og deres forældre jeg møder, behandler og samarbejder med, får det bedre.
Selv uden "helbredelse" virker det
Jo ældre jeg bliver i faget som børne- og ungdomspsykiater, jo mere erfarer jeg, at vi faktisk godt kan hjælpe alle de børn vi møder.
Det er ikke alle der helbredes. Faktisk er det de færreste af dem jeg møder, der "helbredes". De fleste har nemlig grundlæggende udviklingsforstyrrelser, neurokognitive forstyrrelser, eller andre sårbarheder som ikke kan helbredes. Men de kan alle lære at tackle dem, styre dem og endda profitere af dem, så deres liv bliver gode liv.
Men så er det at jeg undres: Hvorfor er det, at vi, som samfund, ofte opfører os som om, at børn der har et handikap, er sårbare eller har en psykisk lidelse vil blive en kronisk belastning? Hvorfor fylder det mere at holde udgifterne nede end at gøre det, der virker?
Hjælp der hjælper, virker.
Hvorfor bruger vi ikke den viden vi har? Vi ved jo godt, at hvis vi giver børnene de bedst mulige rammer for at udvikle sig, så går det dem godt! Vi ved godt at den rigtige, den tidlige og den intensive indsats giver det bedste afkast.
Når det drejer sig om vores egne børn, dem af kød og blod, så er vi aldrig i tvivl: De skal have det bedste af det bedste, i børnehaven, i skolen, fritid, omsorg og kærlighed.
Når det drejer sig om andre folks børn, og især når det drejer sig om børn der har mere brug for hjælp end de fleste, så bør samfundet jo agere på samme måde: Hvordan skaber vi de bedst mulige rammer, så dette barn kan udvikle sig bedst muligt?
Men lige nu er fortællingen en helt anden: Puha, den sag bliver dyr, vi må hellere spare på udgifterne.
Selvopfyldende profeti
Når det går galt, vasker vi, som samfund, hænderne og siger:
"Nå, ja, men det er jo heller ikke så underligt med den start på livet, den sårbarhed, den diagnose eller det handikap."
Jeg undrer mig over, hvordan samfundet kan fastholde sig selv i de vildfarelser, når både fagligheden og alle de involverede tusinder af familier ved, at hjælp og indsats virker.
I mit daglige virke yder jeg familieterapi i Børne- og Ungdomspsykiatrien, og jeg oplever en kæmpe glæde og en faglig tilfredsstillelse hver dag, når jeg ser forældre og børn skabe et liv trods svære psykiske lidelser.
Men jeg oplever også store frustrationer når effektivitetskrav, silotænkning og andre barrierer stilles op. De betyder, at vi i børne- og ungdomspsykiatrien, i skolerne og i kommunerne ikke må give den bedst mulige hjælp.
Vi skaber følelsesmæssig afstand
Vi har fortællinger og et særligt rædselsfuldt sprog, der skaber afstand til børnene og deres familier. Vi finder undskyldninger for at overleve i systemet, når børnene stadig mistrives og forældrene går ned med flaget.
Sætninger som disse bruges som undskyldninger og begrundelser, selvom vi ved, det ikke passer:
”Sagen er blevet behandlet efter alle regler”
”Vi skal afprøve den billigeste indsats først”
”Det er ikke vores ansvar, det ligger i den anden sektor”
"Tidligt skadet, såååå...." (Bare ærgeligt Sonnyboy!)
"Vi har ikke råd til at behandle alle til et 12-tal"
”Der kommer ikke flere midler”
osv. osv.
Vi kan skubbe ansvaret og skyldfølelsen fra os når vi taler om "sagen" og ikke om barnet med et navn. Eller når vi taler om "indsatser" og ikke om hvordan barnet skal udvikle sig, leve sit liv.
Sætninger og sprog, der kun er dårlige undskyldninger, for ikke at gøre det rigtige. Så føles det ikke så meget som et svigt, men det er det! Lad mig give et standardsvar til alle de dumme sætninger:
Det er bare et spørgsmål om at prioritere!
Samfundet skal ikke blot gribe børnene i et sikkerhednet, når de falder ned, og lade dem selv kravle op igen. Vi skal være dem, der holder sikkerhedslinen, så de kan lære at kravle helt til tops, og videre op af den næste væg.
Lad os fokusere vores viden på det vigtigeste: Alle vores børn kan godt få det godt, hvis vi yder den rette hjælp. Alt andet er bare dårlige undskyldninger.
