Efter lang tids behandling har EU-Kommissionen afgjort, at Danmark gerne må støtte PostNord med et milliardbeløb. Støtten beskrives som en kompensation for at "varetage postbefordringspligten".
Det økonomiske indskud er afgørende for Post Danmark, der er i store økonomiske problemer. Støtten vil gøre det muligt at fyre tusinder af tjenestemandsansatte postfolk, der koster selskabet dyrt.
- Nem adgang til posttjenester er vigtig for alle EU borgere. Med dagens afgørelse kan Post Danmark fortsat opfylde sin befordringspligt og sin sociale og økonomiske rolle uden ulovligt at fordreje konkurrencen, skriver EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, i en pressemeddelelse.
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
Ifølge meddelelsen har EU godkendt, at den danske stat kompenserer Post Danmark - gennem ejeren PostNord - med op til 1,2 milliarder kroner frem mod 2019. Og at der ikke er tale om ulovlig statsstøtte.
- Kommissionens vurdering viser, at den kompensation, som Danmark yder til Post Danmark, ikke overstiger befordringspligtens nettoomkostninger.
- Det betyder, at der ikke er tale om overkompensation. På det grundlag har Kommissionen konkluderet, at støtten er forenelig med EU's statsstøtteregler, skriver EU-Kommissionen.
Post Danmark har længe ventet på, at EU-Kommissionen kom frem til en afgørelse. Ved regnskabet for første kvartal fortalte selskabet, at det kostede selskabet 21 millioner kroner i lønomkostning for hver måned, man ikke fik svar.
- Det er relativt simpelt. Vi har planlagt at afskedige 3000-4000 mennesker. Mere end 1000 af dem er tjenestemænd, som er dyre at afskedige, fordi de har tre års opsigelse med løn.
- Så udgiften er lønomkostninger til de ansatte med særlige vilkår, sagde chef for PostNord i Danmark Peter Kjær i april om omkostningerne ved at vente på en EU-godkendelse.
Her viste den danske del af forretningen et underskud på 142 millioner danske kroner.
Selskabet har længe været under pres på grund af faldende postmængder.
PostNords krise og redningsproces:
- Siden årtusindskiftet er brevmængderne i den danske del af PostNord faldet med mere end 80 procent. Samtidig er portoen steget.
- I første kvartal 2016 fragtede PostNord i Danmark 103 millioner breve. I første kvartal 2018 var tallet 71 millioner.
- Mens antallet af breve er faldet, er det gået den anden vej med mængden af pakker. Det skyldes blandt andet stigende nethandel.
- Den danske del af forretningen har længe været tabsgivende. I første kvartal af 2018 tabte PostNord Danmark 199 millioner svenske kroner på driften. I hele 2017 var tabet på over en milliard svenske kroner.
- I oktober 2017 blev ejerne enige om at skyde 1,7 milliarder kroner i PostNord, hvoraf den danske stat bidrager med langt den største del - 1,4 milliarder kroner.
- Pengene skal blandt andet bruges til at betale for kompensation til kommende afskedigelser af tjenestemænd som led i en stor omstilling af selskabet.
- EU godkender mandag, at den danske stat kompenserer Post Danmark - gennem ejeren PostNord - med op til 1,2 milliarder kroner frem mod 2019.
- De kommende år vil PostNord skære mellem 3500 og 4000 fuldtidsstillinger, herunder 500 i administrationen.
Kilder: Ritzau, EU-Kommissionen.
/ritzau/