Mit eget parti, Socialdemokratiet, har præsenteret et sundhedsudspil. Her er der en lang række gode og fornuftige initiativer. Der skal ansættes flere sygeplejersker, skabes mere nærhed og tempoet skal sættes ned. Noget som jeg som læge ansat i sundhedsvæsenet kun kan bifalde.
Som læge har det dog været svært for mig, at finde mine ben i den del af partiets sundhedsudspil, der omhandler den såkaldt tjenestepligt for nyuddannede læger i almen praksis. Udspillet er, at alle unge læger skal tvinges til at arbejde et halvt år i et af de stadig flere områder af landet, der mangler praktiserende læger.
Der er ingen tvivl om, at manglen på praktiserende læger er et yderst alvorligt problem, og at der er brug for handling. Det er det politiske systems ansvar at træde til, når tingene ikke fungerer i landet. Og det gør det ikke, når mere end 100.000 borgere ikke er tilknyttet en fast læge. Som socialdemokrat er jeg inderligt optaget af, at vi sikrer en mere lige adgang til sundhed, og der skal handles på at skabe bedre lægedækning i yderområderne. Jeg er derfor glad for, at mit parti tager sagen op og giver det den opmærksomhed, som det fortjener.
Følg sundhedsdebatten
Vi samler de væsentlige historier fra sundhedsområdet lige her.
Vær med i temaet - bliv redaktør på DenOffentlige. Skriv til os for at høre mere
Men jeg er i ligeså høj grad interesseret i, at de politiske svar der kommer på denne udfordring, rent faktisk sikrer holdbare løsninger. Det betyder også, at vi virkeligt skal tænke os om. Som lægefaglig er jeg nervøs for, at dette forslag blot vil medføre endnu mere rod og dårligere lægedækning i fremtiden. Derudover er jeg bekymret for de implikationer, der ligger i legitimering af tvang.
Tvang er en glidebane
Ideen om, at staten har ret til at forvalte lægernes liv, fordi de får en lang uddannelse, er yderst problematisk. Det implicerer, at alle der uddanner sig på statens regning derved står i et gældsforhold til samfundet. Det er ikke den sociale kontrakt, vi som samfund har indgået. Måden hvorpå alle borgere, der uddanner sig i dette land, betaler tilbage på, er gennem et langt arbejdsliv.
Læger er uden tvivl en privilegeret gruppe med hensyn til løn og til arbejdssikkerhed. Men at tvang derfor er uproblematisk, ja ligefrem retfærdigt, er et glidebaneargument, som jeg gerne vil advare kraftigt imod. Hvor stopper det? Der mangler murer i Thisted, ingeniører på Falster og jurister i Ebeltoft. Skal de også kunne tvinges? Hvad med arbejdsløse? Skal man kunne tvangsflytte dem til kommuner med ledige jobs?
Jeg vil også advare mod mytedannelse om, at læger ikke har samfundssind. Læger har allerede et langt arbejdsliv i samfundets tjeneste. Efter man fuldender seks år på universitetet, skal man netop tjene sin værnepligt. Man skal et år ud i den såkaldte Klinisk Basisuddannelse (KBU), og hvor man ender, afgøres ved lodtrækning. Det betyder, at mange skal bryde op og flytte til en anden ende af landet. Herefter følger en række år med introstillinger og hovedstillinger, som man ofte bliver nødt til at flytte rundt efter.
De første mange år som ung læge i hospitalsvæsenet har man desuden en hård vagtbelastning med mange nattevagter og mange uger med mere end 60 timers arbejde. Det er svært at få til at hænge sammen med familielivet. De ”unge læger” er derfor oftest midt/sidst i 30’erne, når de får mulighed for at slå sig ned og stifte familie, og læger er derfor den faggruppe, der absolut senest får børn i landet. Så det er ikke passende at tale om, at nogle ”skylder” eller om, at læger er særligt krævende, når de reagerer på et forslag, der vil forlænge deres udsigt til et stabilt familieliv endnu mere.
Fokus bør derfor være, at vi har et alvorligt samfundsproblem, der skal løses i fællesskab, og at lægestanden må hjælpe til med dette. Og det skal ske med respekt og forståelse for den arbejds- og livssituation, som lægerne befinder sig i.
Alternativer til tvang
Der er heldigvis alternative løsninger til tvang. Det egentlige behov er speciallæger i almen medicin, der vil slå sig ned som familielæge i yderområderne. Det kræver nemlig højt specialiseret arbejdskraft at varetage almen medicin, der ikke blot handler om rygsmerter og halsbetændelse. Her kommer borgere med alverdens problemer, hvoraf mange er multisyge, har kroniske sygdomme eller har sociale omstændigheder, der spiller ind på deres sygdom. For at have det endelige behandlingsansvar, skal man derfor både have et års erfaring fra en praksis som ung læge, og derefter have en speciallægeuddannelse i almen medicin, som tager 4,5 år at gennemføre. Ligesom at man ikke vil sætte en ny læge uden specialisering eller supervision til at foretage hjerteoperationer, så kræver det også specialviden og erfaring at kunne sikre ordentlig behandling i almen praksis.
Sats på speciallæger
For at dække dette behov kræver det bl.a., at der oprettes flere speciallægestillinger i almen praksis. Det kræver, at det bliver lettere at etablere lægehuse, og at faget generelt tales op. Det kræver også, at vi får rettet op på nogle af de katastrofer, som strukturreformen har medført for de små samfund rundt omkring i landet. Det er ikke motiverende at slå sig ned som familielæge i et område, som ikke er familievenligt, fordi skoler, kulturinstitutioner og nærpoliti er blevet lukket, eller hvor ens partner ikke kan finde et job.
Derudover er det allerede bestemt, at alle nyuddannede læger skal have en halvt år i almen praksis som en del af deres basisuddannelse (altså ud over det halve år, som Socialdemokratiet foreslår). En vigtig del af Socialdemokratiets nye udspil er desuden, at der skal oprettes 100 ekstra hovedforløb i almen medicin. Der er altså et grundlag for at få styrket almensektoren med de speciallæger, som det virkelige behov handler om. Her kan man satse på at gøre det mere attraktivt at fortsætte efter sin basisuddannelse i samme praksis. Man kan også oprette flere stillinger, hvor man garanterer et sammenhængende uddannelsesforløb gennem hele den lægefaglige videreuddannelse til praktiserende læge, og dermed garanteret at blive i samme område.
Senere pensionering og justering af indtjeningsloft
På kort sigt er der andre nødløsninger, der også bør debatteres. Der er et ikke ubetydeligt antal speciallæger i almen medicin, der er beskæftiget på landets hospitaler i forskellige afdelingslægestillinger. Ligeledes vil man forhåbentlig kunne få nogle af de nuværende læger, der er på vej på pension til at blive nogle ekstra år. Der må forsøges at opnå frivillige aftaler med disse læger, der rent faktisk er kvalificerede til at løfte opgaven. Det kan være meningsfuldt at gøre det muligt for læger at tage flere patienter, bl.a. ved at kigge på indtjeningsloftet.
Løsningen skal også være langsigtet
Det afgørende er, at den fortsatte debat sker med en klar målsætning om at løse et alvorligt samfundsproblem på den mest hensigtsmæssige måde - både på kort og på langt sigt. Her er mit partis forslag et bud i en tid, hvor det ellers ikke myldrer med løsningsforslag, og som understreger den politiske vilje til handling. Og så må partiet vise forståelse og hensyn til, at forslaget og udsigten til tvang skaber uro blandt lægerne.
Jeg håber, at partiet vil lytte til de faglige bekymringer og gå i dialog med lægernes organisationer. Jeg håber også, at mine kolleger vil spille ind med konstruktive forslag til, hvordan vi sammen kan løse dette alvorlige samfundsproblem, der har betydning for indretningen af vores sundhedsvæsen langt ud i fremtiden. Hvis der med rimelighed kan fremsættes alternative forslag, der vil overflødiggøre at man anvender tvang, så må det være at foretrække, både for patienter, læger og for samfundet.
