Kan man fange et svar?

Fire dage inden juleaften fik en af de udsatte unge, som bor på vores bosteder, et brev fra sin kommune om, at vedkommendes sagsbehandler fratræder sin stilling ved udgangen af december, altså få dage efter. Det var nummer to sagsbehandler, den unge mistede inden for samme år.    En anden af vores unge fik tilbage i oktober et brev om det samme og venter stadig på at få en ny sagsbehandler. Beskeden er, at det sker til foråret. 

En tredje af vores unge har haft den samme sagsbehandler i et par år, men til gengæld har sagsbehandleren så travlt, at det efter to års anbringelse hos os endnu ikke er lykkes sagsbehandleren at finde tid til et besøg eller at udarbejde en handleplan for og til den unge.  

Lad os kalde de tre unge for Lena, Lars og Laila. De bliver naturligvis frustrerede, sure og kede af det. Og de oplever lige præcis det, som de fleste af vores anbragte unge har så rigelige erfaringer med i forvejen: Svigt.    Hos flere udsatte unge reaktiverer den slags oplevelser svigt-følelsen fra barndommen, og det trækker dem slet og ret tilbage i udvikling. Det gør vores socialpædagogiske arbejde unødigt sværere og længere og dermed samfundets udgifter til samme unødigt større.   Jeg ville rigtig gerne, hvis jeg eller mine ansatte kunne give Lena, Lars og Laila et godt svar, når de spørger "hvorfor?"    I løbet af et år er Startskuddet i kontakt med cirka dobbelt så mange sagsbehandlere, som vi har brugere. Det er ikke fordi, at de børn, unge og voksne, vi har boende, er begavet med to sagsbehandlere hver. Det er fordi, kommunernes sagsbehandlere skifter til andre sager/borgere eller siger deres job op så ofte, at det gennemsnitligt svarer til, at den enkelte bruger får ny sagsbehandler hvert halve år.    En enkelt dag til borgerne Det er ingen hemmelighed, at mange kommunale sagsbehandlere føler sig overbebyrdede. Det har flere gange været fremme, at de vurderer, de kun bruger ca. 20% af deres tid sammen med de borgere, de har ansvar for. Resten af tiden er skrivebordsarbejde. Det svarer til en enkelt dag om ugen.

Med blot en enkelt dag om ugen til rådighed er det mange skæbner at holde sig opdateret på. Jeg kender til en sagsbehandler, der har mere end 200 personsager, men det hører (forhåbentligt) også til sjældenhederne.

På brugernes vegne håber jeg, at dette forhold vil få opmærksomhed i det afbureaukratiserings-udvalg, regeringen ønsker at få oprettet.   Alle ønsker det bedste Hvis sagsbehandlere er samvittighedsfulde mennesker - og det tror jeg, de er - så kan jeg godt forstå, hvis de hurtigt kvitter et job, der giver dem så lidt tid til at en opgave, der er af så afgørende betydning for sårbare borgere.    Jeg er overbevist om, at sagsbehandlernes chefer er klar over, hvilket pres, deres ansatte er underlagt. Og hvis de er samvittighedsfulde mennesker og ledere - og det tror jeg, de er - så ville de sikkert ændre på forholdene, hvis de kunne.    Sagsbehandlernes chefers chefer, politikerne i kommunalbestyrelserne, har sikkert også hørt eller læst om forholdene, og hvis de er samvittighedsfulde mennesker - og det tror jeg, de er - ønsker de uden tvivl også, at de havde mulighed for at sikre bedre tilstande.    Folketingets politikere, der laver lovene, og regeringen, der driver nationen, har ganske givet også hørt om, at der er tusindvis af udsatte borgere, som strengt taget bliver ladt i stikken af de selvsamme myndigheder, som er garant for deres fremtid. Og hvis de er samvittighedsfulde mennesker - og det tror jeg, de er - ville de sørge for, at der kom andre boller på suppen, hvis de kunne.    I dette hav af samvittighedsfulde mennesker, hvor de gode intentioner flyder i rigelige mængder, må der findes et svar til Lena, Lars og Laila.   Et svar på hvorfor de ikke kan nøjes med at slås med deres egne personlighedsmæssige, faglige, familiemæssige og sociale udfordringer. Hvorfor de også skal leve med, at at selv myndighederne svigter dem.   Jeg kaster hermed snøren ud.