Følgende er skrevet af historiker Niels Klingenberg Vistisen
En finger i jorden af Ole Stokholm Jepsen
Hvordan udførte Danmark udviklings- og stabiliseringsarbejde i U-lande og konfliktzoner, og hvordan kunne det have været gjort bedre?
Det har den meget erfarne rådgiver Ole Stokholm Jepsen skrevet en udførlig personlig beretning om.
Spørgsmålet er højaktuelt, men nærmest overset, med dokumentaren ”velkommen til frontlinjen” om vores krige i Afghanistan og Irak som eksempel, men hvor fokus der ligger på det militære og politiske.
Mere end 50 år ved verdens brændpunkter
Ole Stokholm Jepsen var både i Irak fra 2003, og senere i Afghanistan, og han beskriver levende situationen på genopbygnings- og stabiliseringsfronten, og bidrager væsentligt til at forstå hvad der skete, og hvorfor det gik galt.
Ole Stokholm Jepsen har været udsendt som rådgiver i mere end 50 år, til så forskellige lande som Kenya, Etiopien, Botswana, Nepal, Irak, Afghanistan, Sydsudan m.fl. og han har skrevet en levende og lærerig erindringsbog om sit virke.
Bogen hedder noget så finurligt som ”En finger i jorden” og det er en meget sigende titel, både om forfatteren, hans erfaringer og hans tydelige budskaber. Undertitlen er ”samarbejde om klima, migrationsforhold og bæredygtig fødevareproduktion i verdens brændpunkter” og bredden her er meget illustrativ.
Personlige og stærke beskrivelser
Bogen er en erindringsbog, men indeholder både personlige, men også stærkt faglige beskrivelser, vurderinger og anbefalinger, og virker derfor ret helstøbt. Den er kronologisk opbygget, begyndende med den første udstationering i Kenya i 1970.
Bogen er opdelt i tre hoveddele, nemlig det han kalder første halvleg, 1970-2003, anden halvleg fra 2003-2013, og en tredje halvleg fra 2014-2023. Det er tydeligt gennem læsningen, at der også er sket en væsentlig erfaringsopbygning og læring hos forfatteren.
Interessant er bl.a. erfaringerne fra Afghanistan, og beskrivelserne af de store prestigeprojekter, de såkaldte ”hvide elefanter” som vesten byggede, og som slet ikke var relevante eller bæredygtige, og som langt hen ad vejen var dikteret af amerikanerne og deres tilgang.
50 års dansk udviklingspolitik
Det fjerde kapitel hedder ”Refleksion, erfaringer og anbefalinger” og det femte kapitel hedder ”Det store billede”. Det er væsentlige og omfangsrige afsnit, som bidrager med et indblik i 50 års dansk udviklingspolitik, og et fint blik på fremtiden. Forfatteren har et godt blik for bl.a. betydningen af klimaændringernes betydning, og har meget fokus på privatsektorens rolle i de samfund og lande hvor hjælpen skal ydes.
Det meste hjælp går gennem offentlige kanaler, men forfatterens observation er, at involvering og styrkelse af sektorer skaber en mere bæredygtig og varig udvikling. Argumenterne er velunderbyggede og velargumenterede.
Bogen er både en personlig historie, men også en stærkt faglig historie, og det er tydeligt, at hvor historien betyder meget for forfatteren, så er der også et stærkt ønske om at skrive på en måde der giver læseren muligheden for at forstå konteksten og dermed, potentielt, lære af det.
Den personlige del af historien er ærlig og tilpas dyb, og interessant i sig selv. Hvis man ikke er direkte interesseret i Oles historie, så illustrerer det på bedste vis hvordan indsatsen har været ekstremt personbåret, og hvor meget personlighed og én persons tilgang betyder for udviklingsarbejde, stabilisering og genopbygning. Det gør den samlede historie meget bedre.
Dertil er det imponerende hvor godt alle de mennesker som Ole har interageret med er beskrevet, og ikke ét navn er glemt.
Glem alt om arrogance og pegende fingre
Det ville være nærliggende at tro, at en biografi med en explicit dagsorden om at vejlede kunne være både arrogant og pege fingre, men sådan er bogen slet ikke, og er dermed i tråd med forfatterens tilgang til arbejdet i konfliktområderne: professionelt og lærende.
Selvom fokus i dag mere er på faren for krig i Europa, er der intet der tyder på at behovet for udvikling og stabilisering rundt om i verden bliver mindre, og måske endda større hvis konflikten flytter ud i proxy-krige verden rundt, som under den kolde krig.
Der er altså al mulig faglig grund til at læse ”En finger i jorden”, både som et væsentligt fagligt supplement til de militært fokuserede beretninger, men også for at forstå hvordan man fremadrettet kan ændre tilgangen til stabiliseringsindsatser.
"En finger i jorden" er udgivet i 2024 på Historia og kan købes hos bl.a. Saxo.
