Langt de fleste af os har en indre stemme. Du ved, den stemme, der roser dig, kritiserer dig, irettesætter dig, forvrænger dine minder, rationaliserer dine handlinger og meget andet.
Faktisk rammes vi af op mod 60.000 tanker i døgnet, så der er ikke noget at sige til, at mange af os bliver påvirket af, hvad vores indre stemmer fortæller os.
Men hvad gør man, hvis den overvejende er negativ? Hvis den bliver ved med at påpege fejl, mangler, måske uheldige hændelser på arbejdet? Hvis vi hører de samme ting igen og igen, ender det med at blive vores virkelighed – og så kan det gå hårdt ud over vores velbefindende, hvis den nye virkelighed er bygget på negativitet.
Derfor mener Michael Huntley, at det er på tide, vi tager kontrol over vores indre stemme. Han er uddannet psykoterapeut og har over to årtiers erfaring med alt fra hypnoterapi til mentaltræning af atleter.
Derfor ved han om nogen, hvor vigtig den indre stemme er for os mennesker.
"Vores hjerne tror på det, som vi fortæller den mest, da vores hjerne tjener os og følger den retning, som vi programmer den til. Det vil sige, at det, vi gentagende siger til os selv, bliver dine og mine toneangivende og styrende overbevisninger og vores virkelighed. Din hjerne er foranderlig og formbar, og den tror på, hvad vi fortæller den mest. Den skaber, hvad vi fodrer den med, da vores hjerne ikke har andet valg, men det valg og den mulighed har vi hver især," forklarer han.
Belastende og fejlsøgende permanent indflytter
Huntley er snart aktuel med bogen "Breve fra din indre stemme", som handler om netop vores forhold til vores indre dialoger, og nutidens samfund er en af årsagerne til, at han har valgt at fokusere på netop det emne.
"Omkring 580.000 danskere har en psykisk sygdom. Omkring 15 procent af alle børn og unge under 18 år bliver diagnosticeret med en psykiatrisk lidelse. Og 16 procent oplever mentale udfordringer eller psykisk sygdom, inden de fylder 10 år. Det er en markant stigning. Vi lever i et konkurrencesamfund, hvor vi tror, at der er knaphed på ressourcer. Det bevirker, at vi i stedet for at oparbejde en god karakter, blot reduceres til at stræbe efter gode karakterer. Mennesket bliver et råstof, der skal (op)bruges. Det er helt sikkert ikke nok at være et godt menneske med en god karakter," fortæller Huntley.
I 2023 udgav Psykiatrifonden rapporten "Tal og fakta om psykisk sygdom i Danmark 2023". Her kan man læse, at mere end 8 af 10 danskere (82 %) på et eller andet tidspunkt i livet enten vil få udskrevet medicin for psykiske symptomer og/eller blive behandlet i psykiatrien.
Og ifølge Danske Patienter rammer psykiske lidelser alle aldre, men cirka 50 procent af alle psykiske sygdomme har deres debut inden 14-årsalderen, mens 75 procent er debuteret ved 24-årsalderen.
Der kan være mange årsager til, at man bliver ramt af en psykisk lidelse, og både samfund, biologi og sociale forhold kan spille ind. Det gør det endnu vigtigere, at den stemme, vi har inde i os selv, faktisk vil os det bedste.
"Det er væsentligt, at vi forholder os til, hvordan vores indre stemme lyder og agerer, da vores indre stemme påvirker og virker ind på, hvordan vi grundlæggende er i verden. F.eks. vores virkelighedsopfattelse, vores værdier, vores grundlæggende overbevisninger og overvejelser, fortolkninger, vores moralske og etiske ståsted og måder, vi løser og tilgår udfordringer på. Det har stor indflydelse på, om vi ser det bedste eller værste i os selv og andre mennesker," forklarer Huntley.
Vil skabe positive forandringer
Med så mange års erfaring inden for arbejdet med det, der er mellem ørene på os mennesker, har Michael Huntley også læst guderne vide hvor mange bøger og artikler om mental sundhed.
Her kan man så passende spørge, hvorfor vi skal bruge endnu en i form af "Breve fra din indre stemme", men det skyldes ganske enkelt, at Huntley har manglet netop sådan et værk.
"Det er en bog, som ikke er på markedet, og som jeg oplever, at der er så meget brug for, da alt for mange mennesker har en veludviklet ukærlig indre stemme. Jeg har skabt en selvhjælpsbog, der rent faktisk lever op til det, den lover. Jeg håber meget, at læserne får en oplevelse af, at bogen kan skabe en indre kontakt til noget værdi- og meningsfuldt, men samtidig også skabe forløsning og ændre karakteren af den indre stemme. Vi skal behandle os selv kærligt," fortæller han.
”Mennesker har brug for at blive elsket, set, hørt og taget alvorligt,” fortsætter han. ”At føle sig værdsat, elsket og værdifulde. Men for, at det kan lade sig gøre, er det også nødvendigt at tage en alvorssnak med vores indre stemme.”
"Brevene er en vitaminindsprøjtning, hvor du får mulighed for at genvinde og genopdage dig selv og leve et liv med mening, kærlighed, glæde, frihed, taknemmelighed, sindsro og accept. Når du går i gang med bogen, vil du sandsynligvis opleve, at brevene har flere lag, niveauer og dybder, alt efter hvornår og hvor ofte du læser brevene," slutter Huntley.
"Breve fra din indre stemme" udkommer i dag og kan bl.a. købes hos Saxo.