Da den enorme og propfyldte Boeing 747 lettede fra Sydney lufthavn, tog jeg mig et sidste glimt af stillehavet og Sydneys skyline.
Støjen fra de store Rolls-Royce jetmotorer blev blandet med barnegråd, latter og højlydt samtale fra hundrevis af mennesker.
Stewardesserne serverede Singha Beer, opkvikkende frugtjuice og bakker med flymad. Jeg tog mine lydisolerende Bose-hovedtelefoner på og begyndte at tænke.
De seks dage i Sydney havde forandret mig.
På vej hjem
Jeg var på vej hjem, men for første gang i mit liv var jeg virkelig utilpas over udsigten til igen at sætte fødderne på dansk grund.
Australiernes velfærdssystem har åbenlyse fejl, men medmenneskeligheden er levende.
Jeg følte mig tom.
For det stod lysende klart for mig, at vi danskere har mistet kontakten, samhørigheden og menneskelighed.
Vi isolerer os og nøjes med at tale om de fattige, de svage og de syge. Vi spørger om de svage og fattige virkelig har brug for den hjælp de får. Vi tager ikke længere vores medmennesker alvorligt.
Historisk har vi ellers været gode til at tage vare på hinanden og holde sammen.
Historisk sammenhold
Jeg bor tæt på et fort i Københavns befæstning, der blev opført for indsamlede penge i slutningen af 1800-tallet, fordi staten ikke havde pengene til det og alle huskede 1864. I andels- og højskolebevægelserne gik borgere, bønder og landmænd omkring samme tid sammen om at skabe muligheder for vækst, dannelse og velfærd for alle, også karle og piger. I byerne stod arbejderne senere sammen om kampen for at sikre bedre vilkår for de mange.
Selv under den kolde krig i 70'erne og 80'erne, hvor det var underordnet om - det var de gode eller de onde, der vandt krigen, der kunne komme, da holdt vi på, hver vores måde sammen mod atomtruslen og rummede selv sort-hvide forskelligheder.
Måske er vi igen klar til at danne fællesskaber?
Måske er der tegn på forandring
Jeg har tænkt på kampagnen Stemmer på Kanten, der sidste år forandrede det politiske landskab i kommunerne. Kampagnen gav udsatte en stemme.
En uges tid efter hjemkomsten til Danmark havde jeg tilfældigt en snak med en fremtrædende politiker om danskernes forståelse og rummelighed for mennesker, der er anderledes. Vi var enige om problemet, og det gjorde mig glad.
Daniel døde, men David fik et nyt liv
Få dage efter samtalen døde hjemløse Daniel i armene på en medborger, der forgæves havde forsøgt at få alarmcentralen til at tage det alvorligt. Daniels død gjorde mig ulykkelig, særligt fordi jeg kender mennesker for hvem, han havde betydet noget. Jeg fik håb, da debatten kogte over over alarmcentralens afvisning. Det er et godt tegn.
Og så tog David, en tidligere hjemløs, for nogle måneder siden handsken i egen hånd og fik hjælp fra ganske almindelige medmennesker, der troede på ham og støttede ham. Hans liv er forandret, og han kæmper nu ikke længere mod systemet.
Danmark forandres ikke overnight, og de små tegn drukner i indgroede institutionelle reaktioner. Men måske er vi ved at genfinde det, der er det vigtigste grundlag for vores samfund: Medmenneskeligheden og samhørigheden.
Jeg håber det!
