Fattigdom er menneskets skyld

Lad os starte med den gode nyhed: Der er ingen børn, der drømmer om at blive fattige som voksen. Der er ingen voksne, der ønsker at være arbejdsløse og leve et liv som fattige og socialt udsatte. Der er ingen politikere eller politiske partier, der går ind for fattigdom. Danmark er blandt de rigeste lande i verden. Og så den dårlige nyhed: Antallet af fattige og socialt udsatte børn og voksne stiger. Siden år 2000 er Danmark kommet ned blandt de OECD-  og EU-lande hvor fattigdommen vokser hurtigst. De aktuelle reformer af skatter, pensioner, dagpenge og kontanthjælp har til formål at skabe job og vækst, så vi kan uddanne os og komme i arbejde. Men indtil videre er de eneste målbare effekter, at fattigdommen og forskellene mellem rig og fattig vokser endnu mere.

Hvorfor sker det, selv om ingen ønsker det? Er det fordi udviklingen ikke kan styres? Nej, på ingen måde. Nelson Mandela sagde det på sin egen ligefremme måde i en tale i London sommeren 2005: ”Ligesom slaveri og apartheid er fattigdom ikke et naturligt fænomen. Det er skabt af mennesker og det kan elimineres af mennesker. Elimineringen af fattigdom er ikke godgørende, det er en handling i retfærdighedens navn. Det er en beskyttelse af en basal menneskerettighed, retten til værdighed og et anstændigt liv. Så længe fattigdom findes er der ikke sand frihed.”

Fattigdommen er skabt af mennesker og kan elimineres af mennesker. Er du i tvivl behøver du blot rejse en tur rundt i EU–landende og se forskellene i lande som Irland, Portugal, Rumænien, Estland og Sverige. Eller tag Island som eksempel på hvordan et lands borgere kan rutsje fra vild rigdom til dyb gæld i løbet af et årti. Tag Farum som eksempel på at det samme kan ske i en kommune i Danmark. Kør en tur langs den jyske vestkyst og se forskellen på butikkerne i fattige kommuner som Tønder og Thisted og de mere velstillede i Varde og Lemvig, og tænke på at dele af andelsbevægelsen er født i Thisted. Mennesker og det vi gør i fællesskab, gør en afgørende forskel.

Fattigdommen i Danmark

Mange har svært ved at tro på at vi overhovedet har fattige i Danmark og er tilbøjelige til at mene, at de, der er i nød, bare kan tage sig sammen. Vi har gennem generationer, især siden 1960’erne, fået et billede af Danmark som et land, hvor offentlige myndigheder tager sig af de svage, som ikke kan forsørge sig selv. Billedet har aldrig passet med realiteterne og det krakelerer i stigende grad. Men det hindrer os ikke i at have et temmelig rosenrødt billede af dansk velfærd. I hvert fald indtil vi selv får brug for den.

Årsagerne er tilfældigheder som kan ramme alle: Sygdom, stress og nedslidning, ulykker i trafikken, hjemme, på ferien eller arbejdspladsen, overfald, skilsmisse, arbejdsløshed. Så opdager man pludselig de faktiske forhold.

• Mange har hørt at dagpengene udgør 80% af lønnen, men opdager at der max udbetales kr. 17.663 mdl., at perioden er to år, ikke ni år som dengang i 1960’erne, at vi i stedet for en venlig og kompetent rådgiver møder et nedværdigende bureaukrati; at vi, hvis vi stadig er arbejdsløse efter to år, kan få ingenting eller måske kontanthjælp.  
• Mange tror at de får sygedagpenge, når de er for syge til at arbejde. Realiteten er at man får max kr. 17.663 om måneden og højst i fem måneder. Hvis man stadig er syg, nedsættes støtten til kontanthjælpsniveau. Tror man det er en læge, der afgør, hvor syg man er, tager man fejl. Det er en kommunal sagsbehandler. Afgørelsen skal være individuel, det siger loven. Men loven fortæller ikke at de økonomiske rammer for sygdommenes antal og alvor, fastlægges i kommunens årlige budget som overvåges af Finansministeriet. Før fik man sygedagpenge til man var rask og kom på arbejde igen. Eller fik førtidspension fordi man var for handicappet til at arbejde. Det gælder som hovedregel ikke mere.
• Optimister, der ikke er forsikret mod arbejdsløshed og sygdom, tror at de kan få en kontanthjælp, de kan leve af.  Det passer som regel ikke. Hvis man selv eller den man lever sammen med har indtægter eller værdier over kr. 10.000 får man kr. 0. Hvis man er enlig og under 30 år får man kr. 3.225 – 10.689, afhængig af alder, uddannelse, kommunens vurdering af ens evner osv. Er man over 30 år, er man nogenlunde sikker på kr. 10.689. Enlige forsørgere kan normalt få kr. 14.203. Handicappede får kr. 10.689, men kun hvis kommunen skønner, at de er handicappede og kommunens budget tillader det. De heldige har en sagsbehandler som kender revalideringsreglerne og bor i en kommune, der har budget til revalideringer.
• Samtlige overførselsindkomster (alders- og førtidspensioner, dagpenge, kontanthjælp osv.) reguleres nedad og følger ikke længere pris- og lønudviklingen. Siden 1990’erne er de faldet med 5-6 % og frem til år 2023 vil de blive reduceret med yderligere 6.1 %.

Er man fattig fordi man lever af kontanthjælp? Svaret afhænger af, hvem man spørger. Spørger man almindelige danskere i meningsmålinger er svaret, at grænsen vel ligger omkring 10 – 11.000 efter skat. Spørger man Finansministeren er grænsen noget lavere. I 2013 anerkendte Regeringen på forslag fra en ekspertgruppe at grænsen for fattigdom er et disponibelt beløb efter skat på kr. 8.600 om måneden / 103.000 om året og en formue under kr. 80.000 i mere end 3 år. Det vil sige at alle, undtaget forsørgere, der får kontanthjælp i mere end tre år, lever under fattigdomsgrænsen. Unge og handicappede er særligt udsatte.

Sagt på jævnt dansk: Mennesker, der kommer på kontanthjælp risikerer at miste boligen. De har et minimumsbudget til mad, tøj, hygiejne, transport og andre nødvendige udgifter, men hjemmet slides ned fordi der ikke er ikke råd til at købe nyt, når fjernsyn, vaskemaskine, komfur eller bilen går i stykker. Tøjet skal holde længere og der er ikke råd til ferie, biograf o. lign. De og deres børn isolerer sig, fordi de ikke har råd til at deltage aktivt i samfundslivet.

Den dovne myte

Fattigdomsdebatten har i al for lang tid været præget af historier om dovne Robert, Karina og kontanthjælpsmodtagere, der mangler økonomiske incitamenter for at tage uddannelse og arbejde. Billedet er forkert. Helt forkert. Kontanthjælp er langt under arbejdsmarkedets mindsteløn. Arbejdsløsheds- og sygedagpenge er under 80 % af lønnen for langt de fleste lønmodtagere.  Der er klare og store økonomiske incitamenter for at komme i arbejde. Så hvorfor sker det ikke? Det enkle svar er at alle der kan, kommer i arbejde, så snart de kan.

Tag sygedagpenge som eksempel. I løbet af 2012 var der i alt 430.000, som fik sygedagpenge, men kun 27.000, dvs. 4 %, var fortsat syge efter et år. Det er en myte at folk foretrækker at leve af offentlig forsørgelse. Hjælpen er så ringe og rådgivningen så ubehagelig at alle der kan, sørger for at komme væk igen hurtigst muligt. Der er eksempler som Dovne Robert, men selv han gjorde karriere, da lejligheden bød sig. Der er også eksempler på rockerbander og klaner, der betragter kontanthjælp og førtidspension som en del af indtægten. Men den almindelige modtager af offentlige ydelser vil hellere end gerne uddannes, arbejde og leve som alle andre.  

Hvorfor hænger man fast i kontanthjælpen, selv om man gerne vil ud? Der er en masse faglig viden, projekterfaringer og forskning, som viser, at det ikke behøver at være sådan. At vi godt ved, hvad der skal til for at yde den bedste og mest effektive hjælp.

Men at vi ikke bruger den. 

Per K. Larsen er temaredaktør for Fattigdomsdebattens. Han har beskæftiget sig med fattigdom og socialt udsatte gennem årtier, og i dag er landssekretær i European Anti Poverty Network.