Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

38.000 danskere blev ramt i 2021 - Skattestyrelsen advarer mod dobbeltbeskatning

Forbrug

13/12/2022 10:17

J. Bøgen

Man forventer, det er cirka det samme antal, der risikerer dobbeltbeskatning i år.

En opgørelse Skattestyrelsen har foretaget viser, at godt 38.000 borgere i 2021 fik indbetalt mere på deres ratepensioner end de 58.500 kr., der sidste år var fradrag for.

For langt størsteparten af borgerne – knap 70 procent – er der højst indbetalt 10.000 kr. mere end der er fradrag for. Men for enkelte borgere er der tale om større beløb, som de risikerer at betale skat af to gange, hvis ikke de selv foretager sig noget.

Alle borgere, der har indbetalt mere end der er fradrag for, er uanset beløb blevet gjort opmærksom på det via deres årsopgørelse for 2021.

"Når vi ser, at der er indbetalt mere, end der er fradrag for, skriver vi det til de pågældende borgere på den første side af deres årsopgørelse. Her fremgår beløbet, og vi opfordrer borgerne til at kontakte deres bank eller pensionsselskab. Det er nemlig kun den enkelte selv, der kan sørge for at pengene flyttes til en livrente uden øvre grænse for fradrag eller alternativt få det indskudte beløb over grænsen, udbetalt skattefrit," siger underdirektør i Skattestyrelsen, Michael Medom Hansen.  

Indbetalinger over den fradragsgivende beløbsgrænse sker typisk, fordi borgeren ikke er opmærksom på, at der er et loft for, hvor meget, der samlet kan indbetales til borgerens ratepensionsordninger. Loftet gælder for den samlede indbetaling til ratepensioner, uanset om indbetalingerne sker gennem en arbejdsgiveradministreret eller privat pensionsordning. I 2021 var loftet 58.500 kr.

Vær opmærksom på indbetalingerne for 2022

Antallet af borgere, der indbetaler mere på deres ratepensioner, end der gives fradrag for, har siden 2016 ligget stabilt mellem 35.000 og 40.000 årligt. Skattestyrelsen forventer derfor også, at omfanget vil være nogenlunde tilsvarende for 2022.

Typisk er der tale om borgere, der har skiftet job i løbet af året, har flere arbejdsgivere og pensionsopsparinger, eller vælger at lave en ekstra indbetaling på en privattegnet ordning.

Det kan på sigt ende med en dobbeltbeskatning.

"Hvis man ikke er opmærksom på, at der samlet set bliver indbetalt over rateloftet, risikerer man at skulle betale skat af de samme penge to gange: I indbetalingsåret og igen i udbetalingsåret. Fra Skattestyrelsen kan vi ikke hjælpe med praktikken i det, men jeg kan gentage min opfordring: Tag kontakt til egen bank eller pensionskasse og læg en plan for pengene. Det er den bedste løsning," siger Michael Medom Hansen.

Borgere, der bliver opmærksomme på, at de har fået indbetalt for meget gennem flere år, kan med fordel kontakte deres bank eller pensionsselskab, for at få pengene flyttet til en anden fradragsberettiget pensionsordning – eller få pengene udbetalt.

Når årsopgørelsen for 2022 kommer til næste år i marts, vil borgerne igen blive gjort opmærksom på det, hvis de har indbetalinger, der ligger over rateloftet.

Loftet for indbetaling til ratepension ligger i 2022 på 59.200 kr. Også her gælder beløbsgrænsen det samlede indskud på tværs af arbejdsgiver-administrerede og private ratepensionsordninger. 

Borgere, der sparer op til pension via en livrente, skal være opmærksomme på, at der er fuldt fradrag for indbetalingerne, så længe de kommer fra en arbejdsgiver.

For private indbetalinger er der som hovedregel et loft på 54.500 kr. i 2022.

Læs Skattestyrelsens vejledning om fradrag for ratepension og livrente, samt hvad man særligt skal være opmærksom på i den forbindelse på skat.dk/pensionsfradrag.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.