Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Efter test af elselskaber: Stor efterspørgsel på at skifte - hurtigt

Forbrug

02/11/2024 16:32

J. Bøgen

Torsdag i sidste uge offentliggjorde Forbrugerrådet Tænk en test af 55 danske elselskaber, og allerede samme dag oplevede energikoncernen Verdo stor travlhed på telefonerne. Flere kunder fra nogle af de selskaber, der havde klaret sig dårligt i testen, ønskede at skifte til den randrusianske energikoncern – og gerne med det samme.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Forbrugerrådet Tænk offentliggjorde i sidste uge en stor test af 55 danske elselskaber, hvor elselskaberne blev vurderet og rangeret ikke blot i forhold til pris og eventuelle skjulte afgifter og gebyrer, men også kundetilfredshed, politianmeldelser, sager ved Forbrugerombudsmanden og lignende.

Resultatet var, at i alt 20 ud af 55 selskaber fik mærkatet ”dumpet” – og det gav travlhed hos energikoncernen Verdo, der lå solidt placeret midt i feltet af godkendte elselskaber.

”Torsdag og fredag har vi haft 35-40 henvendelser fra folk, som har ringet specifikt på baggrund af testen fra Tænk. 8-10 af dem var personer, der ringede og sagde, at de var hos et elselskab, der ikke opførte sig ordentligt, og så ville de høre, om vi var et af de ordentlige selskaber. Og det kunne vi jo så heldigvis bekræfte,” siger Jan Christiansen, der er salgs- og afdelingsleder i Verdo’s kundecenter.

Har ikke oplevet lignende længe

De potentielt nye elkunder i Verdo var meget målrettede, når de ringede til energikoncernen i Randers. 

”Det er længe siden, at folk så specifikt har ringet til os og været så flytningsvillige på samme dag. Normalt vil de lige høre lidt og så vende tilbage, men her var der en betydeligt større andel, der med det samme sagde: ”Vi flytter”,” forklarer Jan Christiansen. 

Salgs- og kundechef for Elsalg i Verdo, Henrik Bach Pedersen, er positiv over for Forbrugerrådet Tænks test af elselskaberne, fordi undersøgelsen når hele vejen rundt og ikke kun har fokus på de brodne kar i branchen.

Positivt med spotlys på elselskaberne

”Tænk er jo en neutral instans, og det er rigtig godt, at de sætter spotlys på vores branche. Pressen skriver ofte kun om de dårlige elselskaber, men i testen her er der fokus på hele branchen – også alle dem, der hver dag gør det godt, og som er ordentlige og redelige. Det synes jeg er positivt,” forklarer Henrik Bach Pedersen.

Salgs- og kundechefen håber samtidig, at testen fra Tænk måske kan give anledning til et større fokus på gennemskuelighed i branchen:

”Som branche burde vi have nogle mere ensartede og gennemskuelige vilkår – omkring for eksempel variabel pris, tillæg, afgifter, osv. – så det hele er regnet ind, når forbrugerne skal tage stilling og vælge elselskab. Det ville give meget større transparens,” siger Henrik Bach Pedersen.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.