Store dele af landet er draget uden for landets grænser for at nyde de sneklædte pister og en varm kop kakao foran pejsen efter en lang dag på løjperne.
Men nogle skal jo blive tilbage og sørge for, at tingene løber rundt, og mange af de ting kræver jo altså elektricitet.
Så hvornår kan vi tillade os at bruge lidt ekstra strøm onsdag, uden at slå bunden ud af privatøkonomiens kiste? Elpriserne for onsdag er klar, men lad os først tage et kig på tirsdagens strømpriser.
Blev du i sengen?
Tirsdag startede fra midnat og frem til kl. 6 med elpriser på et overkommeligt niveau fra 1,38 kroner til 1,47 kroner per kW. Fra kl. 7 blev det imidlertid en helt anden historie.
Her kom prisen nemlig op over 2 kroner fra kl. 7 og frem til kl. 9, så som vi opfordrede til i vores opdatering om elpriser i går, var det altså en kærkommen lejlighed til at få et par timer ekstra på øjet - eller i hvert fald vente med at lave morgenkaffen.
Midt på dagen kommer vi ned på samme niveau som i løbet af natten, og i nogle timer bliver de faktisk et par øre billigere. Det slutter dog i løbet af eftermiddagen, og kl. 18 er vi igen over 2 kroner per kW time.
Derfra går det slag i slag den rigtige vej, inden vi slutter døgnet af med en kW time-pris på 1,47 kroner.
Historien gentager sig
Elpriserne for onsdag ligner til forveksling dem, vi trækkes med tirsdag - i hvert fald, når man kigger på den generelle udvikling i løbet af dagen.
Generelt bliver onsdag lidt billigere med en gennemsnitlig pris per kW time på 1,45 kroner mod tirsdagens 1,59 kroner, men prisen topper på de samme tidspunkter.
Efter en nat med priser på samme niveau som natten til tirsdag, skyder prisen nemlig i vejret onsdag morgen, hvor vi fra kl. 8 til 9 rammer døgnets højeste kW time-pris med 1,91 kroner.
Efter en tur ned i pris fra morgenstunden og frem (hvor vi når ned på 1,28 kroner per kW time fra kl. 12 til kl. 14), stiger prisen igen omkring aftensmadstid, og mellem kl. 18 og 19 koster strømmen 1,77 kroner per kW time.
Heldigvis slutter onsdag noget billigere af end tirsdag, da vi fra kl. 23 og frem til midnat slipper med 1,02 kroner per kW time - tirsdag ligger prisen i samme tidsrum på 1,47 kroner, så det er altså et fald på omkring 33 procent.
Husk at medregne nettariffer
Ved at bruge pilen til højre for datoen i grafen herunder, kan du se udviklingen i priser time for time onsdag d. 15. februar.
Graf og data er leveret af Elberegner.dk. Priserne er inklusive moms, og du kan vælge, om du vil se priserne med eller uden afgifter.
Vær opmærksom på, at grafen ikke medregner omkostninger til netselskabet, da de varierer alt efter ens selskab og adresse samt tidspunkt på døgnet.