Fredag morgen kom nyheden om, at Nykredit dropper de negative renter for privatkunder.
Nu følger endnu en af de store banker trop.
Arbejdernes Landsbank hæver nemlig indlånsrenten for privatkunder fra minus 0,6 til 0,0.
Det skriver Arbejdernes Landsbank i en pressemeddelelse.
I kølvandet på Nationalbanken
De hævede renter kommer som følge af, at Nationalbanken hæver renten med 0,5 procentpoint, efter Den Europæiske Centralbank gjorde det samme i går.
Formålet med de hævede renter er at bekæmpe den buldrende inflation, der i juni steg med hele 9,1 procent herhjemme.
Målet fra Den Europæiske Centralbank er en inflation på omkring to procent.
Her er pressemeddelelsen
"Vi har netop besluttet at hæve rentesatsen på indlån til privatkunder fra -0,6 pct. til 0 pct. Dermed er det slut med negative indlånsrenter til privatkunder i denne omgang.
Renteændringen træder i kraft hurtigst muligt. Vi opdaterer her, når vi kender datoen.
En af de sidste – og en de første
Arbejdernes Landsbank var en af de sidste banker til at indføre negative renter til privatkunder i løbet af 2020. Nu er vi en af de første banker, der fjerner de negative indlånsrenter fra privatkunderne.
Vi har også hele tiden fulgt Nationalbankens indskudsbevisrente og således ligget 0,1 pct. bedre for kunderne end andre store banker.
Erhverv får -0,35 pct.
For erhvervskunder hæver vi rentesatsen på indlån fra -0,6 pct. til -0,35 pct. Men vi fjerner samtidig frigrænsen på de første 100.000 kr., så erhvervskunder fremover skal betale 0,35 pct. på alt indestående. Det er stadig en noget bedre rentesats for kunderne, end mange af vores konkurrenter kører med.
Datoen for renteændringen til erhvervskunder er p.t. ukendt og afhænger bl.a. af varsling."