Mange danskere vil gerne støtte de lokale erhverv, for eksempel ved at handle hos den lokale slagter eller købmand.
Men tænker du nogensinde over, hvordan din betalingsform har direkte indvirkning på, hvad den lokale erhvervsdrivende reelt tjener?
Sikkert ikke, men hvis din lokale frisør eller kioskejer kigger lidt utilfreds på dig i disse dage, kan det hænge sammen med, at du har betalt med MobilePay.
D. 1. oktober trådte der nemlig en ny prismodel i kraft, og det betyder, at de tusindvis af erhvervsdrivende, der tager imod betaling med MobilePay, skal af med markant mere til betalingstjenesten, hvis du vælger den betalingsform.
Helt præcist 0,99 procent af hver transaktion.
Markant stigning
Uden at blive for teknisk, så hedder den tjeneste, de erhvervsdrivende kan abonnere på for at tilbyde MobilePay-betaling, MyShop.
Førhen har det været sådan, at den erhvervsdrivende betalte et oprettelsesgebyr, et månedligt gebyr og så forskellige gebyrer på transaktionerne, alt efter antallet.
For eksempel har en transaktion højst kunnet koste den erhvervsdrivende et gebyr på 0,75 kroner, og det har faktisk været helt ned til 0,30 kroner i nogle tilfælde - igen alt efter antallet af transaktioner.
Det månedlige gebyr på 49 kroner er så kommet oveni.
Med den nye prisstruktur er både oprettelses- og månedsgebyret væk, men gebyrerne per transaktion er altså blevet markant højere.
Kan tydeligt mærkes
Brancheorganisationen for små og mellemstore virksomheder, SMVdanmark, fortæller til DR, at får 'voldsomt mange henvendelser' fra erhvervsdrivende, der tydeligt kan mærke de øgede gebyrer i driften.
"Problemet er, at for nogle små virksomheder, så betyder det op til en tidobling af de udgifter, de i dag har ved brug af MobilePay," siger direktør i SMVdanmark, Jesper Beinov.
Ifølge MobilePay bliver den nye prisstruktur billigere for de erhvervsdrivende, der har få transaktioner hvert år, men de medgiver, at andre erhvervsdrivende til kunne mærke, at det er blevet dyrere at tilbyde betalingsformen.
Til sammenligning introducerede Nets nye gebyrer for betalinger med Dankort på nettet ved nytår mellem 2021 og 2022. Her blev gebyret sat til 0,32 procent af købesummen.
Altså omtrent en tredjedel af den bid af kagen, MobilePay fremover tager.
For betaling med Dankort i fysiske butikker, kommer det an på, hvor mange transaktioner den erhvervsdrivende har i løbet af et år. Det kan dog ikke blive mere end 0,4591 procent, men der er også månedlige gebyrer for at have terminalen.
Se hele listen over gebyrer og priser på Dankort for de erhvervsdrivende her.