Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Nu hvor elgifterne er kommet retur: Dette rum i hjemmet bruger mest strøm

Forbrug

04/07/2023 14:56

J. Bøgen

Det gælder om at finde de gode spareråd frem igen.

Inflationen er endelig kommet ned på et mere overkommeligt niveau (2,9 procent fra april til maj), og energipriserne er heldigvis ikke så vanvittige, som de var i store dele af 2022.

Men d. 1. juli blev elafgiften sat op på sit sædvanlige niveau, og det betyder, at det igen for alvor kan betale sig at tænke over, hvor, hvornår og hvordan, vi bruger strøm i hjemmet - hver en krone tæller jo!

Danskerne er imidlertid uenige om, hvor besparelsespotentialet er størst. Det viser en undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige og NRGi.

Her skal du starte

Godt hver tredje dansker tror nemlig, at der er størst potentiale ved at spare på energien på badeværelset, mens hver femte svarer, at det er køkkenet, der er den største synder, når det kommer til ens elregning. 

Men ifølge byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, Bo Halm Andersen, er der ingen tvivl om, at arbejdet med at sænke strømforbruget i hjemmet bør starte i køkkenet. 

"Det kan være overraskende for mange, at køkkenet faktisk er den største syndebuk for højt strømforbrug i hjemmet. Men når man tænker over det, så er det også det rum, hvor vi bruger flest elektriske apparater og funktioner, som køle-/fryseskab, ovn, komfur, kaffemaskine, opvaskemaskine og diverse andre køkkenapparater," siger Bo Halm Andersen, der har konkrete råd til danskerne, når de vil spare på strømmen i køkkenet:  

"Det gælder alt fra temperaturregulering af køle- og fryseskab, korrekt brug af opvaskemaskinen samt energioptimering af ovnen og komfur, hvor eftervarme bør indtænkes, som en naturlig del af madlavningen. Og så kan man også overveje, om man én gang om ugen helt skal droppe at tænde for ovnen eller komfuret, og i stedet kaste sig over at lave kolde retter til aftensmad. Det kan i den grad også være med til at sænke energiforbruget."

Sluger næsten en tredjedel

I en opgørelse fra Energistyrelsen over det typiske elforbrug i parcelhuse står køkkenet for 31 procent af strømforbruget, mens badeværelset står for 23 procent af elforbruget.

Derudover er underholdning og belysning også nogle af hjemmets største strømslugere med helholdsvis 19 procent og 11 procent af forbruget.  

Hos Gjensidiges skadedirektør, Henrik Sagild, vækker det glæde, at danskerne er blevet opmærksomme på at spare ressourcer, og samtidig er gode til at identificere, hvor man kan sætte ind for at opnå de største besparelser.  

“Det er både godt for privatøkonomien og klodens ressourcer, at vi er blevet mere opmærksomme på at spare på strømforbruget, og i flere tilfælde kan en ændret adfærd faktisk også være med til at forebygge skader i ens hjem. På den måde er der meget mere end bare én god grund til at tænke over, hvor man kan finde den største besparelse i hjemmet,” siger han.

Hvor i hjemmet mener du, der er størst potentiale for at spare på strøm?

Boligens varmekilde - 15 procent

Køkkenet (fx udskiftning af hårde hvidevarer og andre produkter af ældre dato og mindre brug af ovn, kogekander osv.) - 19 procent 

Boligens belysning, herunder eventuel udskiftning af lampe og pærer - 11 procent

Stuen (fx tv og underholdning såsom, gaming, streaming etc.) - 12 procemt

Badeværelset (fx mindre brug af håndklædetørrer, vaskemaskine og tørretumbler) - 31 procent

Andet, notér - 3 procent

Ved ikke - 9 procent

Forbruget i en gennemsnitlig familie i parcelhus 

Vask - 23 procent

Køle- og fryseapparater - 19 procent

Underholdning - 19 procent

Madlavning - 12 procent

Belysning - 11 procent

TV - 7 procent

Diverse - 7 procent

Opvarmning - 3 procent

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.711 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af Kantar Gallup for Gjensidige og NRGi i november og december 2022. 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.