I slutningen af april mødes verdens lande i Canada for at forhandle FNs globale plastikaftale på plads.
En ny Ipsos-undersøgelse udført af WWF og Plastic Free Foundation viser, at 85 procent af de adspurgte (mere end 24.000 mennesker i 32 lande) ønsker et forbud mod engangsplastik og 90 procent støtter et forbud for farlige kemikalier i plastik.
Engangsplastik udgør i dag mere end 70 procent af plastforureningen i havene, og ifølge WWF, som er til stede under forhandlingerne i Canada, er der behov for en global og bindende aftale, hvis vi skal stoppe plastforureningen.
”Et globalt forbud mod unødvendig engangsplastik vil ikke kun hjælpe vores egen natur, men også alle de lande i Asien og Afrika, der lider gevaldigt under vores enorme globale plastikforbrug,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
Uret tikker
Forhandlingerne om den nye globale plastikaftale forventes at slutte ved udgangen af 2024, og der er derfor kun begrænset tid til at nå frem til en aftale, der kan stoppe plastikforureningen inden den kommer helt ud af kontrol.
Der produceres i gennemsnit over 820.000 tons plastik hver eneste dag. Et tal, som forventes at være dobbelt så højt i 2040 og tre gange så højt i 2050.
"Plastikforurening er et globalt problem, der kræver en global løsning. Vi producerer for meget plastik og er ikke gode nok til at genanvende det. Samtidig ender for meget af det i naturen, og det har ført til en kriselignende tilstand, hvor vi finder plastik overalt på kloden og i maven på havfugle, havpattedyr, skildpadder, fisk og mange andre arter,” siger Bo Øksnebjerg.
Få lande stiller sig på hælene
En analyse fra WWF viser, at et flertal af verdens lande støtter ambitiøse og juridisk bindende globale regler, selvom en lille minoritet på under 10 lande forsøger at forsinke og underminere en ambitiøs plastikaftale.
”Trods ihærdige indsatser i mange lande, heriblandt Danmark, er det slet ikke lykkedes at tage hånd om plastikproblemet. Det vokser tværtimod dag for dag, og engangsplastik, mikroplastik og efterladte ’spøgelsesnet’ udgør i dag størstedelen af plastikforureningen i havet. Derfor er vi nødt til at handle nu, og Danmark bør tage til forhandlingerne i Canada for at skubbe på for, at den store opbakning, vi ser i befolkninger verden over, nu udmønter sig i et ambitiøs globalt juridisk bindende forbud mod unødvendig plastik,” siger Bo Øksnebjerg.
Forhandlingerne om den globale plastikaftale forventes afsluttet i slutningen af 2024. I mellemtiden gennemfører WWF's en underskriftindsamling, der skal vise politikerne, at danskerne støtter en ambitiøs plastikaftale. På nuværende tidspunkt har over 10.000 danskere vist deres støtte.