Det er hårdt at arbejde, men det kan være endnu hårdere at fest - særligt hvis det sker efter en lang arbejdsdag.
Det er også årsagen til, at jem & fix vælger at holde alle kædens byggemarkeder lukket søndag d. 15. september. Aftenen inden, lørdag d. 14. september, holder kæden nemlig sin årlige personalefest, hvor alle medarbejdere fra landets butikker, hovedkontoret og webshoppen er inviteret til fest.
"Vores personalefest er noget helt særligt. Vi prioriterer den højt og har knoklet for at levere et brag af en fest. Medarbejderne er grunden til vores succes, så de fortjener at blive fejret," fortæller Claus Petersen, adm. direktør i jem & fix i en pressemeddelelse.
Nærmest hellig
jem & fix anerkender, at gør-det-selv-projekter aldrig holder fri, men man ønsker heller ikke at køre rovdrift på medarbejderne.
Sødagens lukkedag er således den femte lukkedag i løbet af året, og den betegnes nærmest som hellig af jem & fix:
"Vi har indført en ekstra lukkedag, fordi et vigtigt element i at sikre arbejdsglæden og sammenholdet på tværs af kæden er vores personalefest. Den femte lukkedag falder altid anden søndag i september, og vi kalder den hviledagen. Den er nærmest hellig for os og en del af vores firma-DNA," siger salgs- og indkøbschef Peter Nyboe.
Vær opmærksom på åbningstider
Når festen finder sted lørdag aften, betyder det også, at jem & fix-butikkerne rundt om i landet har anderledes åbningstider den dag.
Hvis alle ansatte skal nå at kunne nå frem til festen, er det nemlig nødvendigt at lukke ned for biksen tidligere nogle steder, og derfor kan man ikke regne med, at de sædvanlige åbningstider gælder.
Du kan finde en liste over, hvornår de respektive jem & fix-butikker lukker lørdag d. 14. september på jem & fix's hjemmeside.
Her fra redaktionen ønsker vi en rigtig god fest til de ansatte!