Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Danske forskere: Ny teknologi kan afsløre nyresygdomme tidligere

Forskning og videnskab

10/07/2024 11:54

J. Bøgen

Det gør det simpelthen muligt at opdage arvæv, allerede når det begynder at blive dannet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ved hjælp af en avanceret skanner har forskere fra blandt andet Aarhus Universitet udviklet en teknologi, der kan opdage de tidligste ændringer i nyren, som sker, når arvæv begynder at dannes.

”Vi kan måle ændringer, der hænger sammen med produktionen af fibrose tidligere end alle nuværende metoder, som måler på mængden af den allerede producerede fibrose,” siger post doc Nikolaj Bøgh fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, der er er hovedforfatter til et nyt studie om teknologien.

Med teknologien, der går under den tekniske betegnelse hyperpolariseret 13C-pyruvat MRI, kan læger nu altså se fibrosedannelse, før den sker.

Det gør det muligt at påbegynde behandling tidligere og potentielt forhindre uoprettelige skader på nyren.

”Metoden tager en helt ny tilgang, som fanger arvævet i opløbet ved at tage billeder af de byggesten, som fibrose består af,” forklarer Nikolaj Bøgh.

Opdager tidlige tegn

Teknologien fungerer ved at injicere en særlig form for pyruvat, som er et naturligt stof i kroppens energiproduktion, ind i patientens krop.

Når pyruvat-molekylerne hyperpolariseres, bliver deres magnetiske signaler markant forstærket, mere end 20.000 gange. Dette gør det muligt at følge deres omdannelse i kroppen ved hjælp af en MRI-skanner.

Ved at spore, hvordan pyruvat omdannes til andre stoffer, kan lægerne opdage tidlige tegn på fibrose, før der er synlige strukturelle ændringer, som kan opfanges med standardmetoder.

Metoden er ikke kun mere effektiv, men også sikrere og mere behagelig for patienterne, da den eliminerer behovet for invasive biopsier.

”Skanningerne kan åbne en helt ny front i behandlingen af nyrepatienter. Vi regner med at kunne bruge dem til at kunne skræddersy behandlingen til den enkelte patient, når vi bliver i stand til at identificere patienter, der har brug for hurtig og målrettet behandling” forklarer Nikolaj Bøgh.

Kan overføres til andre områder

Teknologien har potentiale til at blive anvendt inden for andre områder ud over nyresygdomme.

Fibrogenese, som teknologien måler, er således ikke unikt for nyrerne, men er et fænomen, der kan være relevant for andre organer, såsom hjertet ved visse former for hjertesvigt.

For at overføre teknologien fra laboratorie til klinik kræves der dog yderligere forsøg på patienter.

Nikolaj Bøgh og hans kolleger har allerede iværksat tre kliniske studier på patienter med forskellige nyresygdomme.

Studierne har til formål at vise metodens værdi, blandt andet i forhold til at identificere diabetespatienter med høj risiko for at udvikle nyresygdom.

Selv om teknologien viser stort potentiale, bliver det svært at udbrede den bredt i klinisk praksis. Der er kun omkring 24 af den type avancerede skannere i verden, og endnu færre kan undersøge mennesker med teknologien.

I løbet af de kommende år håber forskerne dog at se teknologien blive mere tilgængelig og udbredt.

”Vi håber at se teknologien blive mere tilgængelig, så der er patienter, der får gavn af en skanner, der er mere end 20,000 gange mere sensitiv end de gængse scannere, vi anvender på hospitalerne i dag,” siger Nikolaj Bøgh.

Du kan læse den videnskabelige artikel her.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.