En ny kræftvaccine kan være på vej, da en ny undersøgelse har givet lovende resultater.
Det skriver Express på baggrund af en forskningsartikel fra Nature.
Forskere har afsløret, at en vaccine kan være i stand til at eliminere en type nyrekræft, kaldet clear cell renal cell carcinoma. I menneskelige forsøg har vaccinen vist sig at kunne fjerne tumorer hos patienter i stadie tre eller fire af denne kræfttype.
Desuden har vaccinen trænet immunsystemet til at genkende og eliminere eventuelle resterende tumorceller.
Efter omkring 34 måneder forblev de ni deltagende patienter kræftfrie, hvilket giver håb om vaccinens potentiale.
Meget lovende resultater
Ifølge medforskningsleder Toni Choueiri, der er direktør for Lank Center for Genitourinary Cancer ved Dana-Farber, er resultaterne meget lovende.
"Vi er meget begejstrede for disse resultater, som viser en så positiv respons hos alle ni patienter med nyrekræft," siger han.
Den nuværende behandling for patienter med avanceret nyrekræft består af kirurgi og efterfølgende immunterapi for at reducere risikoen for tilbagefald. Dog oplever omkring to tredjedele af patienterne, at kræften vender tilbage, og de har begrænsede behandlingsmuligheder.
Sådan adskiller den nye vaccine sig
I forsøget modtog ni patienter en personlig kræftvaccine efter operationen, og fem af dem fik også immunterapimedicinen ipilimumab. For at personalisere vaccinen udtrækker forskerne molekylære træk, kaldet neoantigener, fra tumorcellerne. Disse neoantigener adskiller sig fra normale celler og bruges til at udvikle en målrettet vaccine, der har en høj sandsynlighed for at aktivere immunsystemet.
David Braun, onkolog og studieforfatter, forklarer, at denne tilgang adskiller sig markant fra tidligere vacciner mod nyrekræft. Han mener, at arbejdet kan lægge grundlaget for udviklingen af nye, målrettede vacciner mod kræft.
Selvom nogle patienter oplevede mindre bivirkninger som lokale reaktioner og influenzalignende symptomer, blev der ikke rapporteret alvorlige bivirkninger. Flere kliniske forsøg med flere patienter er nødvendige for at bekræfte vaccinens effektivitet.