Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Ny dansk forskning viser: At spise sundt midt i livet øger chancerne for en sund alderdom

Forskning og videnskab

25/03/2025 10:28

J. Bøgen

Forskere har undersøgt sammenhængen mellem en sund alderdom og forskellige kostplaner. Særligt en plantebaseret kost med et begrænset indtag af sunde, animalske proteiner er associeret med en sund aldring.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvis du vil være rask og rørig som 70-årig, er der grund til at tænke over, hvad du putter i munden langt tidligere. Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet lavet i samarbejde med Harvard University og University of Montreal.

Her har forskere undersøgt sammenhængen mellem, hvad vi spiser midt i livet og chancerne for en sund alderdom senere med et godt fysisk, kognitivt og mentalt helbred uden kroniske sygdomme. 

Deres konklusion peger hverken på udvalgte superfoods eller én særlig kostplan:

”En kost med masser af grøntsager, frugt, bælgfrugter samt et lavt til moderat indtag af sunde, animalske proteiner viste en særlig sammenhæng med sund aldring,” siger Marta Guasch-Ferré, der er lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet og en af forskerne bag studiet

Studiet er udgivet i det anerkendte tidsskrift Nature Medicine og er et af de første til at undersøge kostens betydning for, hvor sundt vi aldres, og ikke kun for hvor længe vi lever eller hvilke sygdomme, vi udvikler. 

”Viden om kost og sund aldring er vigtigt, for vi både vil leve længe, godt og have et selvstændigt liv med et godt fysisk, psykisk og mentalt helbred, også når vi bliver ældre,” siger Marta Guasch-Ferré.

Vælg en grøn kostplan

Forskerne har brugt data fra mere end 105.000 amerikanske mænd og kvinder, der er blevet fulgt gennem mere end 30 år. I den periode har de løbende svaret på spørgeskemaer om, hvad de spiser, og det har været forskernes udgangspunkt for at undersøge sammenhængen mellem otte forskellige kostplaner og et godt helbred som 70-årig. 

Særligt en kostplan, Alternative Healthy Eating Index (AHEI), der er udviklet på Harvard University for at forebygge kroniske sygdomme, viste en sammenhæng med sund aldring. Det er en kost, der primært består af frugt, grønt, fuldkorn, nødder, bælgfrugter og sundt fedt uden rødt eller forarbejdet kød, sukkerholdige drikkevarer, tilsat salt og raffineret korn. 

Den femtedel af deltagerne, der scorede højst på skalaen for AHEI, havde en 86 % større sandsynlighed for et godt fysisk, kognitivt og mentalt helbred uden 11 kroniske sygdomme, når de fylder 70 år, sammenlignet med den femtedel, der scorede lavest.

Et stort indtag af mættede fedtsyrer, salt, sukkerholdige drikkevarer og rødt eller ultraforarbejdet kød viste sammenhæng med dårligere chancer for et godt helbred sidst i livet. 

Alle otte kostplaner, som forskerne undersøgte, viste sammenhæng med sund aldring.

”Vores studie viser, det ikke er ”one size fits all”, når det kommer til kost og sundhed, og vi ved nu, at der er flere måder at spise sundt på midt i livet for en sund alderdom,” siger Marta Guasch-Ferré.

Om studiet

Studiet er et observationstudie, hvor forskerne har observeret deltagerne uden at gribe ind i for eksempel deres kost. På baggrund af de mere end 105.000 deltageres svar i løbende spørgeskemaundersøgelser har forskerne beregnet, i hvor høj grad deltagerne spiser i overensstemmelse med otte forskellige kostplaner, der fra andre studier bliver associeret med sundhed. 

Forskerne har set på: The Alternative Healthy Eating Index (AHEI), the Alternative Mediterranean Index (aMED), the Dietary Approaches to Stop Hypertension (DASH), the Mediterranean-DASH Intervention for Neurodegenerative Delay (MIND), the healthful plant-based diet (hPDI), the Planetary Health Diet Index (PHDI), the empirically inflammatory dietary pattern (EDIP), and the empirical dietary index for hyperinsulinemia (EDIH).

Mest Læste

Annonce