Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Simpel hjemmetræning kan mindske indlæggelser af KOL-patienter med 40 %

Forskning og videnskab

04/01/2024 10:57

J. Bøgen

Studiet viser, at simple værktøjer kan hjælpe svært syge patienter og samtidig lette byrden på det pressede sundhedsvæsen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom) er en stigende sundhedsudfordring.

I 2022 blev 10.282 danske KOL-patienter indlagt akut pga. forværring i deres sygdom, og for få uger siden kunne Lungeforeningen meddele, at KOL for første gang er den hyppigste dødsårsag i Danmark.

KOL er en kronisk tilstand, der gradvist indsnævrer luftvejene og nedbryder lungevævet over tid. Med tiltagende åndenød, hoste og hyppige lungeinfektioner følger også en stigning i antallet af hospitalsindlæggelser.

Nu kan forskere fra Aalborg Universitet i samarbejde med kolleger fra Norge og Australien præsentere resultaterne af en stor undersøgelse, der viser, at hjemmetræning på gangbånd kan nedsætte risikoen for at blive genindlagt med over 40 procent – til gavn for såvel patient som samfundet som helhed.

Resultaterne er bemærkelsesværdige og meget opmuntrende, lyder det fra professor Birthe Dinesen, leder af Laboratoriet for Velfærdsteknologi ved Aalborg Universitet. Hun har været ansvarlig for den danske del af forsøget:

"Vi ved, at fysisk aktivitet er afgørende for KOL-patienternes helbrede – og at det er et af de bedste redskaber til at undgå forværringer af sygdommen. Men mange patienter kommer ikke af sted til de, desværre, relativt få rehabiliteringstilbud, der er – blandt andet pga. transport. Derfor var formålet at undersøge, om træning i eget hjem kan medvirke til, at patienter med KOL kan undgå at blive indlagt på sygehuset ved at være i god fysisk form."

Patienterne skal ikke altid holdes i hånden

Undersøgelsen, der i Danmark blev udført i samarbejde mellem Sundhedscenter i Esbjerg Kommune og Lungemedicinsk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, omfattede patienter mellem 40 og 80 år med svær eller meget svær KOL.

Over en toårig periode blev patienterne opdelt i tre grupper.

Gruppe A fik udleveret et gangbånd til brug i eget hjem og deltog i et telerehabiliteringsprogram, hvor daglig træning på gangbånd i hjemmet blev kombineret med målinger og fjernkonsultationer via iPad.

Gruppe B fik også udleveret et gangbånd og trænede derhjemme med et individuelt træningsprogram udleveret på papir, mens Gruppe C fulgte et traditionelt rehabiliteringsprogram på Esbjerg Sundhedscenter.

Overraskende nok viste det sig, at gruppen, der selvstændigt udførte træningen derhjemme uden intensiv støtte, opnåede lige så gode og endda bedre resultater end dem, der fulgte det mere omfattende rehabiliteringsprogram.

"Det viser bare, at vi ikke altid behøver holde patienterne i hånden. De kan faktisk en hel masse selv – og det er da en enorm god nyhed i en tid, hvor sundhedssystemet står over for massive udfordringer," siger Birthe Dinesen.

Fakta om projektet

  • Forsøget er initieret af projektleder Paolo Zanaboni, PhD, Norwegian Centre for E-health Research, University Hospital of North Norway, Tromsø, Norge. Norges Forskningsråd finansierede projektet med et samlet budget på 6 mio. NOK.

  • I Danmark foregik forsøget i et samarbejde mellem Esbjerg Sundhedscenter, Lungemedicinsk Afdeling, Sydvestjysk Sygehus og Aalborg Universitet.

  • KOL rammer typisk personer over 35 år med lungesymptomer, som omfatter hoste, øget slimproduktion og åndenød, og som er eller har været rygere.

Læs artiklen: Long-Term Telerehabilitation or Unsupervised Training at Home for Patients with Chronic Obstructive Pulmonary Disease: A Randomized Controlled Trial

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.