Når vi modtager beskeder i e-Boks, reagerer vi nok lidt forskelligt.
Nogle bliver måske glade, fordi de forventer, det er lønsedlen eller måske en besked fra Skat om, at du skal have penge tilbage.
Andre bliver omvendt nervøse, fordi de frygter, det er et betalingskort eller andet, der koster en penge.
Og så er der selvfølgelig den tredje mulighed: At vi ikke har nogen egentlige følelser forbundet med det og i stedet helt nøgternt konstaterer, at vi åbenbart har fået digital post.
Uanset hvilket kategori af ovenstående, du tilhører, gælder det i hvert fald, at beskeder i e-Boks bør læses (ofte ret grundigt) - for flere tusinde danskere er der nu en ekstra besked, de skal holde øje med.
Giro i e-Boks
Boligforeningen AAB skriver nemlig i en nyhed, at man fra d. 1. april 2024 ikke længere vil sende giroindbetalingskort som almindelig post.
Kortet vil nemlig fremover komme i digital form i e-Boks (med undtagelse af de beboere, der er fritaget for digital post - her vil indbetalingskortet blive leveret som vanligt).
Hvis ens huslejebetaling allerede er tilmeldt Betalingsservice, er der imidlertid ikke noget nyt, du skal holde øje med. Hvis du er tilmeldt den service, sker der nemlig ingen ændringer, og du skal ikke foretage dig noget som helst.
Ændringen sker som et led i AABs bæredygtighedstiltag. Det går blandt andet ud på at minimere ressourcespil.
"Samtidig er det en bedre service til dig, da post via e-Boks er mere stabil og sikker," som der står til sidst i nyheden.