De seneste ti år har der været en stigning på 76 pct. i antallet af personer, der er blevet gift som 60-årige eller derover, mere præcist fra 2.818 i 2014 til 4.963 i 2024.
Det viser en ny rapport fra Danmarks Statistik.
Det samlede antal vielser er steget med 16 pct. i samme periode og var på 32.861 i 2024.
Ses der på antal viede pr. 1.000 ikke-gifte blandt personer på 60 år og derover er der en stigning i alle aldersgrupper.
Samlet set var der en stigning fra 7 til 10 viede pr. 1.000 ikke-gifte på 60 år og derover fra 2014 til 2024. Stigningen gælder både kvinder og mænd.
Stagnering i andel skilsmisser i alle aldre
I 2024 blev 12.856 ægtepar skilt. Det er en fortsat stagnering i antallet af skilsmisser siden 2021. Ses der på udviklingen i andelen af skilsmisser pr. 1.000 gifte i alle aldersgrupper, er den ligeledes stagneret de seneste fire år. Andelen af gifte personer, der bliver skilt, falder med alderen. Blandt de 20-29-årige var det 27 pr. 1.000 gifte, der blev skilt i 2024. I alt blev 12 ud af 1.000 gifte skilt.
24. august populær vielsesdato
1.602 par blev viet lørdag den 24. august. Det svarer til 5 pct. af alle, der blev viet i 2024.
August har i mange år været den måned, hvor flest par blev viet, og i 2024 var der 6.192 vielser i august måned.
Juni var den næstmest populære vielsesmåned med 4.329 par, mens januar med 1.999 var den måned, hvor færrest par blev viet.
Flest kirkelige vielser i Lolland Kommune
Andelen af vielser, der blev foretaget i folkekirken, er faldet fra at udgøre 34 pct. af vielserne i 2014 til 29 pct. af vielserne i 2024.
Der er stor forskel i, om de viede har valgt at blive viet i folkekirken alt efter bopælskommune. 43 pct. af de viede i Lolland Kommune blev kirkeligt viet, mens det gjaldt 13 pct. af de viede i Ishøj og Glostrup kommuner.