Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Efter PostNords farvel til breve - nu melder dao sig klar

Generelle nyheder

20/03/2025 09:46

J. Bøgen

Efter PostNords exit fra brevmarkedet understreger dao, at de er klar til at sikre stabil, landsdækkende brevlevering som en naturlig fortsættelse af deres mangeårige distributionsopgaver.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

PostNords annoncering om at ville ophøre med brevomdelingen ændrer ikke på muligheden for at sende og modtage breve, magasiner og andre forsendelser i Danmark.

Distributionsselskabet dao oplyser, at de har infrastrukturen og kapaciteten på plads til at håndtere opgaven.

dao har i mere end 100 år distribueret aviser, pakker i mere end 10 år og breve i næsten 15 år. Siden liberaliseringen af postloven i 2010 har selskabet sikret sig 25 procent af brevmarkedet og over halvdelen af magasinmarkedet.

"Vi bevæger os ikke ind på et ukendt område. Vi har forudset udviklingen, og selvom den sker hurtigere end forventet, er vi klar. Det er ikke en ny begyndelse for os, men en naturlig videreførelse af vores arbejde, og vi er parate til at løfte opgaven," siger Hans Peter Nissen, administrerende direktør i dao.

dao håndterer årligt over 150 millioner forsendelser. En forventet stigning på 50 millioner breve og magasiner vil ikke kræve drastiske ændringer – blot en mindre, håndterbar justering af sorteringskapacitet og omdelernetværk, forklarer Hans Peter Nissen.

"Vi dækker allerede hele landet. Om det er breve, magasiner, aviser eller pakker, gør ingen forskel. Vi har tidligere håndteret store forandringer, senest under coronapandemien, hvor en markant stigning i pakkemængden blev håndteret," siger han.

1523 røde postkasser i pakkeshop

dao, der er 100 procent danskejet, har 1523 røde postkasser placeret i deres pakkeshops landet over. Her kan danskerne fortsat sende breve. Selskabet oplever desuden stor interesse fra små og mellemstore virksomheder, der søger en ny brevleverandør efter PostNords afsked med brevmarkedet.

"Vi har et kundeserviceteam på over 60 medarbejdere, der kan kontaktes telefonisk eller via mail, så vi kan finde en løsning for alle, der har behov for brevdistribution," siger Lars Balsby, salgsdirektør fra dao.

Brevet lever videre

dao har ingen planer om at følge PostNords eksempel og forlade brevmarkedet. Tværtimod.

"Vi er her i morgen, om fem år og om ti år. Mange tror, at brevet er på vej ud, men det har stadig en væsentlig funktion. Det bruges fortsat til eksempelvis betalingskort, sundhedskort, postkort og konfirmationsinvitationer. Derudover er knap 300.000 borgere fritaget for Digital Post, og op mod 600.000 forsendelser går til blinde og svagtseende," siger Lars Balsby.

Mest Læste

Annonce