Der har været både t-shirts, shorts, solbriller og masser af havearbejde i Danmark i weekenden.
Vejret har da i den grad også indbudt til det med op til 18 grader og masser af solskin - og her fra redaktionen håber vi, I har nydt det.
For vi må desværre vinke farvel til foråret igen for nu.
Ifølge DMI er der nemlig en koldfront på vej, og i løbet af tirsdagen passerer den landet. Den kommer fra nord og nordvest, og de efterfølgende dage strømmer der isnende kold luft ned over Danmark, som endda kan byde på vinterlige byger.
Tirsdag
I morgen starter det diset eller tåget ud, og derefter bliver det en skyet affære med perioder med regn.
Temperaturerne når kun op mellem 2 og 7 grader, og med op til frisk vind (særligt ved kysterne), kan det føles rigtig koldt.
Om aftenen og natten til onsdag fortsætter med skyet og med stedvis regn, som lokalt kan byde på slud. Temperaturerne ryger ned mellem frysepunktet og 4 graders varme.
Onsdag
Halvvejs gennem arbejdsugen bliver det skyet, og der kan komme perioder med både regn, slud og sne.
Der bliver dog også mulighed for lidt sol hist og her, men temperaturerne vil kun nå op mellem 1 og 5 graders varme.
Om aftenen og natten til torsdag bliver det mest skyet, og der kan stadig komme regn, slud eller sne hist og her. Temperaturerne ryger endda ned mellem 2 graders frost og 3 graders varme.