Fredag har lagt flot fra land med en pokkers masse sol og forårslune temperaturer.
I løbet af dagen kan der dog trække nogle skyer ind over landet, og i Jylland kan man måske også få en lille lokal byge, men fredagen skal bare lige overstås.
Weekenden ser nemlig ud til at skabe rigtig forårsstemning!
Op til 17 grader
Ifølge DMI byder lørdag nemlig på en flot forårsdag for de fleste danskere.
Temperaturerne tager et nøk op fra de 10-14 grader, vi har i dag, og flere steder kan man lokalt nå op på 16-17 grader.
Ved kysterne vil det dog stadig være noget køligere, ikke mindst på grund af vind.
Søndag kan lægge ud med gråvejr eller tåge, men så kan du passende blive lidt længere i sengen, for når først dagen er kommet i gang, får vi en vejrmæssig gentagelse af lørdag.
Det skal dog siges, at nætterne og morgenerne i weekenden vil ligge mellem frysepunktet og 5 graders varme, så man skal klæde sig varmt på eller have en jakke med, hvis man skal ud om aftenen og kommer sent hjem.
Vejret vender
Det gælder om at nyde weekenden, for når næste uge går i gang, ser det nemlig ud til, at vejret tager en drejning - og desværre ikke til det bedre, hvis man gerne vil have sol og varme.
Faktisk går vi ind i en, for årstiden, ret kold periode, hvor der både kan komme nattefrost og vinterlige byger.
Så nyd weekenden og overvej at vente med at plante alt for meget i haven, til vejret bliver mere stabilt!