Hvis du har følt dig lidt ekstra træt denne uge indtil videre, er der ikke noget at sige til det.
Det har nemlig været særdeles begrænset med sollyset over Danmark denne uge indtil videre, så selv i de lyseste timer har det været en mørk omgang at opholde sig i Danmark.
Til gengæld er vi sluppet for regn, i hvert fald i store træk, og det er nok også noget af det positive, vi skal klamre os til - for der er ikke megen sol i sigte i vejrudsigten for de kommende dage.
Onsdag
Ifølge DMI bliver i dag nemlig en skyet affære, hvor der også stedvist vil være diset.
Til gengæld holder det mest tørt, imens temperaturerne når op mellem 8 og 11 grader.
I nat fortsætter det tørre, skyede og stedvist disede vejr, men det kan klare ldit op lokalt. Temperaturerne når ned mellem 6 og 10 grader.
Torsdag
Jeg kunne bare kopiere vejrudsigten for onsdag til torsdagen, for menuen er stort set den samme.
Tørt og overvejende skyet vejr med stedvis dis og temperaturer op mellem 9 og 12 grader.
Om natte når temperaturerne ned mellem 6 og 10 grader.
Fredag
Ugens sidste hverdag bliver igen en mest skyet og stedvist diset omgang, men der vil dog være mulighed for perioder med lidt sol.
Det er imidlertid ikke noget, der afspejler sig i temperaturerne, da vi i løbet af dagen når op mellem 7 og 10 grader.
Natten til lørdag byder på mere af det samme vejr (med undtagelse af solen) og temperaturer ned mellem 4 og 8 grader.