Først blev sommeren forlænget. Så sprang vi direkte over i klassisk efterår. Og nu vender sommeren åbenbart tilbage.
Vejrguderne har virkelig valgt at give os noget fra alle hylder i løbet af september, blandt andet med den længste række ubrudte meteorologiske sommerdage i Danmark nogensinde målt i denne måned (d. 4. september til og med d. 12. september).
Så fik vi os da mildest talt noget af en rusketur kombineret med et solidt brusebad fra oven - og nu vender vi så tilbage til sommertemperaturer.
For ifølge TV 2 Vejret kan vi i dag, torsdag, komme helt op på 25 grader i Østdanmark.
Helt præcist viser mediets prognose solskin og temperaturer fra 22 til 25 grader i løbet af eftermiddagen til Østfyn, Sjælland, Lolland og Falster.
Til gengæld må både jyderne og bornholmerne se langt efter solskin, og det ventede skydække vil også lægge en dæmper på temperaturerne.
Varme før bulder og brag
Årsagen til det sommerlige vejrvisit skal findes i varm luft fra syd, som trækker op til vores lille land på forsiden af en koldfront.
Og læg lige mærke til det sidste ord i den sætning: Koldfront.
Torsdag aften og natten til fredag vil den front nemlig passere landet, og her kan vi godt regne med bulder og brag i form af udbredt tordenvejr.
Man skal også huske gummistøvler og paraply, hvis man skal ud i de mørke timer, da der lokalt kan falde over 25 milimeter, ligesom lokale skybrud heller ikke kan udelukkes.
Glæd dig til næste uge
Når vi så har overstået koldfronten går vi en weekend med køligere vejr i møde, men efter et par dage i sofaen med varm kakao og tæpper foran fjernsynet, skal vi måske finde vores shorts og t-shirts frem igen.
Ifølge TV 2 Vejrets prognoser kan vi nemlig se frem til mere varmt og stabilt vejr allerede fra begyndelsen af næste uge.
Temperaturerne er svære at spå præcist om, da det jo er lidt ude i fremtiden, men ifølge DMI's syv-døgnsprognose kan vi mandag godt håbe på 20+ grader og uændrede eller let stigende temperaturer i dagene efter.