Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Klar til en rusketur? Sådan bliver vejret de næste dage

Generelle nyheder

24/01/2024 06:20

J. Bøgen

Særligt i eftermiddag og i aften kan man få uglet håret godt og grundigt nogle steder i landet.

DMI har udsendt to kategori 1-varsler om henholdsvis kraftig vind og forhøjet vandstand.

Vinden rammer særligt den jyske vestkyst hele vejen fra Skagen til den dansk-tyske grænse, hvor man kan opleve stormende kuling med vindstød af stormstyrke.

Det andet varsel handler om forhøjet vandstand, da den kraftige vind også presser vand ind i for eksempel Kattegat. Det betyder, at flere områder skal være indstillet på, at vandstanden kan blive op til 1,5 meter over normal vandstand.

Du kan læse flere detaljer om, hvor og hvornår de respektive varsler gælder i artiklen her, men hvis du er mere interesseret i de kommende dages vejr, skal du blot læse videre her!

I dag

Ifølge DMI byder i dag, onsdag, på byger, men også lidt sol ind i mellem. Temperaturerne holder sig et godt stykke over frysepunktet mellem 5 og 9 grader. Generelt landet over får vi frisk vind til kuling fra vest og sydvest, ved kysterne stedvis hård kuling, med vindstød op til stormstyrke, og på Vestkysten altså risiko for en ordentlig rusketur jf. varslet fra DMI.

I den østligste del af landet får man først regn, og derefter kommer der byger, men også lidt sol ind imellem.

Om aftenen og natten til torsdag kommer der opklaring nordfra og efterhånden tørt vejr. Temperaturen ryger ned mellem 1 og 5 graders varme, men altså ikke umiddelbart risiko for nattefrost.

Torsdag

Efter en ordentlig rusketur onsdag, bliver torsdag mere stille og rolig med overordnet tørt vejr og nogen sol, selvom der hen mod aften kommer skyer ind over landet fra vest. Temperaturerne vil ligge mellem 4 og 7 grader, og samtidig vil vinden aftage og blive svag til jævn.

Natten til fredag bliver det skyet, og man kan også få lidt regn i den vestlige del af landet. I øst vil det dog overordnet set holde tørt og endda være en klar nat. Temperaturerne tager derfor også et dyk og kommer ned mellem 3 graders frost og 3 graders varme.

Fredag

Op til weekenden begynder der at komme regn ind over landet fra vest, og det bevæger sig mod øst, inden det bliver afløst af tørvejr og solstrejf. Dagtemperaturerne vil ligge mellem 5 og 8 grader, men det kan føles køligere, da vi får jævn til hård vind fra syd. Vinden drejer efterhånden over i at komme fra nordvest, hvor den tager til og kommer op mellem frisk vind og kuling.

Natten til lørdag bliver mest tør og klar med temperaturer omkring 4 graders varme. Vinden holder sig omkring frisk til kuling fra nordvest til at starte med, men efterhånden drejer den over i at blive mere vestlig, og i den forbindelse aftager den en anelse. Ved kysterne kan man dog stadig opleve hård vind.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.