Folkeskolens formålsparagraf blevet drænet for indhold. Det viser en ny analyse fra Tænketanken Prospekt.
Selvom formålsparagraffen er vokset i omfang, er dens betydning for skolens teori og praksis blevet svækket. Det er en af årsagerne til, at folkeskolen er blevet fanget i en omfattende detailregulering, den såkaldte målstyring.
Bag analysen står ph.d. og seniorrådgiver i Tænketanken Prospekts program for medborgerskab og samfundspolitik, Thomas Aastrup Rømer.
”Der er opstået en splittelse mellem skolens formål og skolepolitikken, som har haft en instrumentalistisk effekt på skolens filosofi,” ifølge Thomas Aastrup Rømer.
Politisk løsning rammer forbi
Regeringen har i et stort anlagt skoleudspil i oktober lagt op til et opgør med detailmålstyringen. Undervisningsminister Mattias Tesfaye har i den forbindelse henvist til folkeskolens formålsparagraf.
Men regeringens opgør griber ifølge Thomas Aastrup Rømer ikke fat om problemets rod.
"Formålsparagraffen er i dag præget af et begreb om læring. Men læringsbegrebet er blevet mere og mere tømt for indhold og mere og mere fyldt med magt. Derfor ender læring, som oprindelig var et progressivt begreb, som konkurrencestatens lydige instrument,” peger Thomas Aastrup Rømer på.
Splittelse siden 70'erne
Tænketanken Prospekts analyse er en kvalitativ analyse af formålsparagraffernes skiftende nøglebegreber fra 1814 og frem til den nyeste formålsparagraf fra 2006.
De tidlige formålsparagraffer fra 1814 og 1937 talte om ”kundskaber” og udvikling af elevens ”karakter” samt ”anlæg og evner”. Formålsparagraffen i 1975 var en modernisering af disse emner i efterkrigstidens demokratisk-humanistiske ånd.
Men samtidig opstod en splittelse, fordi man andre steder i skolepolitikken introducerede et begreb om ”læring” med rod i den schweiziske psykolog Jean Piaget og marxistisk teori.
Ifølge Thomas Aastrup Rømer medførte introduktionen af læringsbegrebet, at formålsparagraffen mistede betydning.
”De efterfølgende revisioner af formålsparagraffen i 1993 og 2006 forværrerede problemet. Der er opstået en splittelse mellem formål og læring i folkeskolen. Det efterlader læreren som en slags facilitator af læring. Man kan sige, at folkeskolen har mistet forbindelsen til sin tradition og sit rodnet. I stedet for et fokus på kultur og kundskaber kom folkeskolen til at handle om at styre ansvar for egen læring. Men læring er jo et helt tomt begreb,” udtaler Thomas Aastrup Rømer.
I følge Thomas Aastrup Rømer forudsætter en meningsfuld håndtering af folkeskolens problemer en intensiveret pædagogisk debat om folkeskolens forpligtelse på begreber som dannelse og kundskaber.
Hele analysen kan læses på Tænketanken Prospekts hjemmeside.
