Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skræmmende FN-rapport: 72 procent flere civile dræbt i konflikter

Generelle nyheder

18/07/2024 11:05

J. Bøgen

Af disse er 31 procent børn og 36 procent kvinder.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

FNs nye gobale fremskridtsrapport for verdensmål 16 – fred retfærdighed og stærke institutioner – afslører foruroligende data, der truer med at underminere fremtidige fremskridt for alle verdensmålene for bæredygtig udvikling.

Antallet af civile dræbt i konflikter er steget med 72 procent fra 2022 til 2023, med 33.400 civile dødsfald. Af disse er 31 procent børn og 36 procent kvinder, hvilket er den højeste andel målt siden 2030-dagsordenen blev vedtaget.

En fjerdedel af verdens befolkning lever fortsat i konfliktzoner, og regeringer fejler i at beskytte menneskers ret til et liv uden frygt og vold.

Samtidig er voldelig kriminalitet stigende, og organiseret kriminalitet udgør en stigende trussel mod fred og udvikling med ødelæggende konsekvenser for lokalsamfund. Uden adgang til retfærdighed, og med diskrimination, korruption og mangel på inkluderende regeringsførelse, forbliver fred et fjernt håb for befolkninger.

Rapporten, der er udarbejdet af FNs Udviklingsprogram (UNDP), FNs Kontor for Narkotika og Kriminalitet (UNODC) og FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder (OHCHR) i samarbejde med seks andre enheder, blev lanceret onsdag under FNs årsmøde for bæredygtig udvikling: High Level Political Forum (HLPF) i New York.

"SDG 16 er en afgørende katalysator for alle bæredygtighedsmålene," siger FN's vicegeneralsekretær Amina Mohammed og fortsætter:

"Den nye rapport viser, at vi har et presserende behov for at øge indsatsen for at opbygge fredelige, retfærdige og inkluderende samfund, hvor ingen lades i stikken."

2030-mål i fare

Med kun 17 procent af SDG'erne på rette spor og over en tredjedel, der er gået tilbage eller helt i stå, opfordrer den nye rapport til omgående handling for at fremskynde fremgang for SDG 16, ellers risikerer man ikke at nå 2030-dagsordenen.

FN-rapporten gør brug af regionale og globale data til at vurdere internationalt aftalte SDG 16-indikatorer, der gør det muligt for regeringer at justere eller tilpasse politiske løsninger, for at opfylde SDG 16-målene.

På trods af øget datatilgængelighed i de senere år opfordrer FN-rapporten fortsat til øget investering i optimering af data fra flere lande. Ifølge rapporten vil dette styrke evidensbaseret forskning og støtte implementering af politik til at fremme fremskridt af SDG 16.

"Alt for mange mennesker rundt om i verden lever dagligt med usikkerhed, uretfærdighed og vold. Bag disse dystre statistikker ligger stærke menneskelige historier om tabte drømme og potentiale, om lidelse og fortvivlelse," siger Achim Steiner, UNDP's øverste chef og fortsætter:

"t forstå og fortolke disse nye data og tendenser er afgørende for at opbygge stærke, inkluderende og ansvarlige institutioner, der kan levere retfærdighed og etablere et stabilt fundament, hvor hvert individ, ovalt, kan skabe en fremtid, der er defineret af fred, værdighed, muligheder og håb."

Nøgletal fra rapporten

  • Drastisk stigning i konfliktrelaterede dødsfald: Civile dødsfald i væbnede konflikter steg til 33.400 i 2023 - en stigning på 72 procent i forhold til 2022. Kvinder udgjorde 36 procent af ofrene, mens børn udgjorde 31 procent. Disse tal repræsenterer den højeste andel af dræbte kvinder og børn siden vedtagelsen af 2030-dagsordenen.

  • Flere drab på journalister, menneskerettighedsforkæmpere og fagforeningsledere: Antallet af dræbte journalister og mediefolk på verdensplan er fordoblet til 40 personer i 2023 sammenlignet med 20 dræbte i 2021 og 28 dræbte i 2022. Flere journalister blev dræbt i konfliktramte lande i 2023 sammenlignet med 2022.

  • Organiseret kriminalitet udgør en betydelig hindring for fred og udvikling: Organiseret kriminalitet stod for 22 % af de globale mord i 2021, især i Nord- og Sydamerika, hvor organiseret kriminalitet var skyld i 50 % af mordene.

  • Alarmerende høje niveauer af vold mod kvinder: Det anslås, at 48.800 kvinder og piger på verdensplan blev dræbt enten af deres partnere eller familiemedlemmer i 2022. Det samlede antal kvindelige ofre for mord var 88.000 i 2022, det højeste årlige antal registreret i de sidste 20 år.

  • De fleste dele af verden har ikke opnået ligestilling mellem kønnene: Kvinders repræsentation i offentlige institutioner varierer. Mens nogle højindkomstlande har opnået ligestilling, er kvinder stærkt underrepræsenterede i lavindkomstlande.

  • Lande fejler i at forebygge vold mod børn: Næsten otte ud af ti børn under 14 år udsættes for vold i hjemmet. Mere end en tredjedel af de identificerede ofre for menneskehandel er børn.

  • Udbredt diskrimination: En ud af seks mennesker på verdensplan oplever diskrimination. Blandt både kvinder og mænd er racediskrimination, der bunder i faktorer som etnicitet, hudfarve eller sprog, blandt de mest almindelige årsager. Personer med handicap udsættes næsten dobbelt så ofte for diskrimination.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.